Coronavirus

Find svar på dine spørgsmål om Coronavirus

Gå til sidens indhold
05. maj 2020 Af Sabrine Mønsted

I Sverige er bibliotekerne åbne

Sverige har valgt en anden strategi overfor Coronavirussen. Bibliotekerne har hele tiden været åbne, og meget er op til borgernes egen samvittighed. Formand for DIK Anna Troberg mener, at det er vigtigt, at bibliotekerne er åbne, men håber på bedre beskyttelse af de mest sårbare medarbejdere.

Anna Troberg
Formand for DIK, der organiserer bibliotekarer i Sverige, Anna Troberg arbejder hjemmefra. Anbefalingen fra de svenske sundhedsmyndigheder lyder, at man skal arbejde hjemmefra hvis muligt og begrænse brugen af offentlig transport. Foto: Stina Gullander

Hvordan er situationen for bibliotekarer og biblioteker i Sverige? 

- De fleste biblioteker er åbne. Det er kun en håndfuld små biblioteker, som har måttet lukke, men alting er stadig meget anderledes, end det plejer.

Hvordan er bibliotekerne anderledes?

- Det er de mest basale services, biblioteket tilbyder. Borgerne kan komme på biblioteket og låne materialer eller få en pose bøger med som takeaway, så de ikke behøver at gå ind. Biblioteker kører også ud med materialer, mens de kulturelle aktiviteter i bibliotekerne som koncerter og foredrag generelt er aflyst. Biblioteksrummet er også forandret, møblerne er omarrangeret, så man ikke kan sidde mange sammen, men kan holde to meters afstand, og der er sat plexiglas foran skrankerne.

Til gengæld er der er kommet mere fokus på de digitale services, nogle aktiviteter er gjort digitale, såsom læsekredse, og bibliotekerne opfordrer folk i risikogruppen til ikke at komme på biblioteket. De største problemer har været borgere, der ikke er gode nok til at holde afstand.

Hvem er det, der beslutter retningslinjerne for bibliotekerne i Sverige?

- Der er ikke særlige retningslinjer for bibliotekerne. Det er de samme, som gælder for alle andre offentlige steder, hvor folk er samlet, såsom butikscentre og supermarkeder. Det er sundhedsmyndighedernes anbefalinger, som er frivillige, men man forventes alligevel at overholde dem. Det er også derfor, nogle bibliotekschefer har valgt at lukke helt små biblioteker, fordi det ikke var muligt at holde god afstand.

Hvordan lyder anbefalingerne?

- Der må maksimalt være 50 personer samlet i biblioteket som alle andre offentlige steder, og der skal være to meters afstand mellem dem, og der skal gøres rent to til tre gange dagligt. I det svenske fagmagasin for bibliotekarer har der været debat om, hvorvidt bøgerne for eksempel skulle i karantæne efter hvert udlån, men udmeldingen fra den nationale chef for Epidemiologisk Institut var, at bøgerne ikke smitter. Alligevel vælger nogle biblioteker selv at holde bøgerne i karantæne i 24 timer, før de lånes ud igen.          

Hvordan er DIK’s og jeres medlemmers holdning til, at bibliotekerne er åbne?

- Min opfattelse er, at de fleste foretrækker, at biblioteket holder åbent i den her mærkelige periode, men selvfølgelig på en måde, der er sikker for både personale og borgere. Der har været en generel offentlig debat om medarbejdere i risikogruppen. For hidtil har det været op til de enkelte private og offentlige arbejdspladser og ledere og medarbejdere indbyrdes at lave ordninger om for eksempel hjemmearbejde for at beskytte udsatte med arbejde. Vi forventer, at det i løbet af næste uge bliver en lovmæssig rettighed og ikke noget, man skal forhandle individuelt. I DIK så vi også gerne, at man fik den rettighed, hvis man har én i den nærmeste familie, som er i risikogruppen.

Tror du, krisen får konsekvenser for svenske biblioteker fremadrettet?

- Krisen får store økonomiske konsekvenser for Sverige, og de bliver langvarige. Bibliotekerne har i forvejen ikke de store budgetter, så det vil ramme hårdt, hvis der skal spares, men det er svært at forudsige, hvad der kommer til at ske.