Professor i økonomi og socialpsykologi fra Harvard Shoshana Zuboff opfordrer os til at kæmpe imod chatbots. Hun mener, at de i sidste ende er en trussel mod demokratiet.
Dr.dk har interviewet den anerkendte professor Shoshana Zuboff. Hun advarer mod chatrobotter. ”Vi får at vide, de er uundgåelige. Men vi skal kæmpe imod”, lyder interviewets overskrift.
- Det er så vigtigt, at vi allesammen forstår, at kunstig intelligens ikke bliver skabt for vores skyld, siger Shoshana Zuboff, der i 2019 udgav den internationale bestseller ’Overvågningskapitalismens Tidsalder’ om teknologivirksomhedernes udnyttelse af data om os.
”Som jeg ser det, bliver vi nødt til at pille lagene af, så det er nemmere at se, at chatbotten ikke er et spil. (..) Den er en trussel mod solidariteten i vores samfund, en trussel mod selve demokratiet som mulighed”, siger hun til DR. Fordi hver eneste chat sætter et lille spor, og alt i alt kan virksomheden dermed høste abnorme mængder af informationer om brugerne gennem chatbotten.
Data er råstof
I 2019 besøgte hun København og holdt oplæg om begrebet overvågningskapitalisme, som hun mener chatGBT nu blot er endnu en byggesten i - nemlig overvågning af os med profit for øje.
- Data om os er blevet nutidens råstof, modsat industrikapitalismen, hvor naturen leverede råstofferne. »Human has become nature«, sagde hun i 2019.
- Vores erfaringer og handlinger, når vi shopper, jogger eller leder efter parkering, vores ansigtsudtryk, følelser og placering er en lind strøm af føde til nutidens »fabrikker«, hvor produktet er forudsigelser af vores adfærd, der kan bruges til at matche os med annoncører og dermed skabe profit, fordi menneskers data bliver solgt som en hver anden råvare.
Shoshana Zuboff frygter for, ifølge DR’s artikel, hvad det vil betyde, når chatrobotterne bliver skabt af tech-giganter som Google, Facebook, Twitter, Microsoft og Amazon og fodret med de kæmpe mængder af information, som de virksomheder allerede har om os.
Giv ikke op
Professoren oplever, at vi som samfund opgiver på forhånd, og har en indstilling om, ”at uanset om vi bryder os om chatrobotterne eller ej, så er de kommet for at blive”. Den tankegang, mener hun, er farlig.
”Faktisk er det overvågningskapitalisternes allerstærkeste våben, at vi opfatter udviklingen som uundgåelig”, siger hun.
Shoshana Zuboff ser dog positive tendenser ved, at EU’s nye lovpakker giver tech-giganterne modstand og forsøger at beskytte borgerne mod overvågningsteknologier.
”Så jeg er optimistisk. Og min optimisme begynder med EU. Vi samler kræfterne, slår os sammen, vi vågner op til dåd. Og vi begynder at gøre noget, af hensyn til den slags demokratiske, digitale fremtid, hvor vi gerne vil have, vores børn og børnebørn trives, og vores demokratier varer ved”, siger hun.
Artiklen fra DR: Stjerneprofessor advarer mod chatrobotter. Vi får at vide, at de er uundgåelige. Men vi skal kæmpe imod