Gå til sidens indhold
03. august 2022 Af Anette Lerche

Vigtigt at fortælle politikerne om konsekvenserne

I juni skrev KI og HK’s tillidsrepræsenter på Bornholm et debatindlæg om konsekvenserne af et spareforslag for bibliotekerne om at gøre Bornholms seks filialer ubetjente. Det vil især ramme de ældre, de it-svage og børnene, advarede personalet. Perspektiv har talt med KI’s tillidsrepræsentant Franziska Zwaantje Hanspach om debatindlægget.

Det er ikke alle ældre, der har lige let ved at bruge it. Foto Arkiv

Den 30. juni skrev du og HK’s tillidsrepræsentant et debatindlæg i Bornholms Tidende, hvor I advarede om, hvordan det ville ramme børn, ældre og it-svage, hvis politikerne valgte at følge et sparekatalogs forslag om kun at have et betjent bibliotek på hele øen – nemlig biblioteket i Rønne. Hvad er der sket siden da?

- Der er ikke sket noget, desværre, og for en måned siden kom det frem, at Bornholms Regionskommune overordnet ikke skal spare 47 millioner kroner, men 120 millioner kroner. Så besparelsen på biblioteksområdet bliver nok gennemført. Folk tænker vel, at der ikke er nogen, der dør, fordi en filial gøres ubetjent. Bornholmerne kan jo stadig hente deres bøger, men jeg tror desværre ikke, at man har forstået, at børnene ikke selv kan komme ind på biblioteket, hvis der ikke er en betjent åbningstid.

Hvorfor skrev I biblioteksansatte debatindlægget?

- Vi undrede os over, at medierne slet ikke havde fokus på det ret voldsomme spareforslag på biblioteksområdet, så derfor blev vi enige om at skrive indlægget. Det var også vigtigt for os at uddybe, hvilke konsekvenser det ville få for vores borgere. Spareforslaget skal jo også ses i lyset af, at politikerne generelt har afvist at lukke filialer på øen, men selvbetjening ses åbenbart som brugbart alternativ til betjening. Det er vi jo ret uenige i . Vi har på nuværende tidspunkt ingen erfaring med rent selvbetjente biblioteker på øen. Fagligt frygter vi at en stor del af vores arbejde nu kommer til at handle mere om oprydning og kørsel rundt på øen end på aktiv formidling til vores lånere. Vi har desuden en bekymring for de ældre, børnene og de it-svage, som vil blive hårdt ramt. Vi har mange ældre og it-svage, der kommer for at få hjælp med alt fra fotokopiering til digital selvbetjening på diverse platforme, netop fordi de ikke kan få hjælp andre steder. Hvad skal de gøre? Og så er der alle børnene under 15 år, som ikke har adgang i det selvbetjente bibliotek. Vi har lige vedtaget en strategi, der blandt andet fokuserer på børns læsning, læselyst og den direkte formidling til børn og deres familier. Den strategi burde jo understøttes af et godt bibliotekstilbud.

Har der været reaktioner fra politikerne?

- Nej. Vi møder jo ind i mellem politikerne på biblioteket, men har ikke fået tilbagemeldinger af en karakter der tyder på stort interesse for området. Måske fordi der jo skal findes så mange penge generelt i kommunen. Men vi synes stadig, at det er vigtigt, at vi har markeret os. Både fordi kollegerne er påvirkede af spareforslaget, og fordi det er vigtigt, at politikerne ved, at det ikke er et spareforslag, vi kan anbefale. Alle undersøgelser viser, at personlig betjening betyder noget. Rent faktisk har vi et stigende udlån af både fysiske og digitale materialer, så det er virkelig ærgerligt, at vi nok skal gøre alle vores filialer selvbetjente.