Gå til sidens indhold
06. juli 2022 Af Sabrine Mønsted

To millioner til nyt børnekulturhus på Stevns

Nordea-fonden støtter et stort nyt børnekulturhus i Hårlev, der ifølge biblioteksleder for Stevns Bibliotekerne May-Britt Diechmann skal være fyrtårn for leg og læsning i den sydøstlige del af Sjælland.

Et nyt børnekulturhus i Stevns Kommune skal være fyrtårn for leg og læsning i den sydøstlige del af Sjælland. Arkivfoto Jakob Boserup

- Børns læsning er under pres, som den seneste undersøgelse af børn og unges læse- og medievaner også viser. Det har store konsekvenser, hvis børn ikke bliver gode læsere. Det går ud over hele deres liv og muligheder for uddannelse, som igen har betydning for hele samfundet og vores demokrati, siger biblioteksleder May-Britt Diechmann, der derfor sendte en ansøgning til Nordea-fonden om at støtte et nyt børnekulturhus på Stevns.

- Jeg er meget glad for, at de kunne se vigtigheden af det her projekt, og at vi havde modige lokalpolitikere, der bakkede op og gav projektet 750.000 kroner med fra starten, så vi i alt med vores egne midler lander på 4,3 millioner kroner til at skabe et børnekulturhus og styrke leg, læring og læsning. Det viser, at det med mod og opbakning godt kan lade sig gøre for et mindre landbibliotek at slå igennem, siger hun.   

Borgmester Henning Urban Dam Nielsen kalder det medansvar:

»Med et nyt børnekulturhus for leg og læring, tager Stevns medansvar for børns læseindlæring, og ikke kun for børn i Stevns, men for børn fra hele Syd- og Østsjælland«, siger han.

»LÆS« flytter til provinsen

Nordea-fonden har støttet huset med 2,15 millioner kroner. Børnekulturhuset får et samlet areal på 575 kvadratmeter og får til huse i det nuværende bibliotek i Hårlev, der skal gennemgå en totalombygning. Indretningen og indholdet i børnekulturhuset udvikles med inspiration fra LÆS i Københavns Hovedbibliotek.

- Man kan sige, at »Læs-etagen« fra Københavns Hovedbibliotek flytter til provinsen, fordi det er et genialt koncept, siger May-Britt Diechmann. Børnekulturhuset inddeles således i forskellige oplevelseszoner målrettet forskellige alderstrin: Lydengen (0-1,5 år), Bogstavkilden (2-5 år), Ordbjerget (0-6 år), Historievulkanen (0-6 år), Bogborgen (6-9 år), Litteraturstrædet (9-12 år) og Ordfråseriet (alle alderstrin).

Inspirationen stammer fra Københavns Hovedbibliotek.
Arkivfoto Københavns Kommune

Sammen om sprogstimulering

Samarbejde med andre fagligheder er et kodeord i det nye børnekulturhus. Det er både med skoler, daginstitutioner, musikskolen og tale- og hørepædagoger.  

- Vi skal sammen arbejde med sprogstimulering og finde de bedst mulige løsninger, så børn og børnefamilier kan opleve alle mulige former for sprogstimulering både i den betjente og ubetjente åbningstid. Målet er et hus, der summer af liv, og som også kan tiltrække børnefamilier fra oplandet. Der er mange familier, der ikke har råd til at tage i Tivoli, men så kan det her være en oplevelse for hele familien, siger May-Britt Diechmann.