Gå til sidens indhold
05. december 2022 Af Anette Lerche

Ny guide til børnebibliotekarer om børns sproglige udvikling 

Bibliotekernes Sprogspor udgiver en praksisguide til børnebibliotekarer, der arbejder med småbørns sproglige udvikling.

“Endelig får bibliotekerne den praksisguide om børns sprog, som har manglet i årevis”.  

Sådan skriver Sprogsporet i en pressemeddelelse i forbindelse med, at der udgives en ny praksisguide om arbejdet med helt små børns sproglige udvikling. For hidtil har den biblioteksprofessionelle med ansvar for småbørnsområdets aktiviteter og materialer selv måttet være opsøgende og trække viden ud af den omfattende litteratur om sproglig udvikling. Nu har børnebibliotekar Rikke Østergaard Hansen og sprogforsker Torkil Østerbye skrevet en praksisguide, der kan fungere som en håndsrækning for dem, der skal sætte sig ind i, hvordan de selv og biblioteket kan understøttesmå børns sproglige udvikling og tidlige læseforståelse. 

”Vi har siden 2018 samarbejdet om Sprogsporets kompetenceudvikling for biblioteksprofessionelle, og vi har i alle de år manglet et undervisningsmateriale, som var praksisnært og baseret på bibliotekernes virkelighed. Vi ved, at det i dag er mange forskellige professioner, som påtager sig bibliotekarrollen, og derfor er det blevet endnu mere vigtigt at hjælpe nye på området godt i gang”, fortæller Rikke Østergaard Hansen og Torkil Østerbye. 

Praksisguiden kan også købes ved henvendelse til kontakt@sprogsporet.dk. Prisen er 20 kr. eksklusiv. Moms og fragt. Den digitale udgave kan hentes frit på sprogsporet.dk.