Gå til sidens indhold

Nota dømt til at efterbetale 50 millioner for digitale udlån

Ophavsretslicensnævnet har afgjort en tvist mellem Nationalbiblioteket Nota og forfattere og forlag. Afgørelsen betyder, at Nota skal efterbetale over 50 millioner kroner.

Nævnet har givet forlag og forfattere 100 procent medhold, og beløbene for de digitale udlån gælder med tilbagevirkende kraft. Foto Unsplash

»Afgørelsen er vigtig, fordi den fastslår, at forlag og forfattere har ret til et rimeligt vederlag fra staten, når litteraturen stilles gratis til rådighed«, siger Christine Bødtcher-Hansen, direktør hos Danske Forlag, til Folkeskolen.dk. 

Tvisten opstod, efter et EU-direktiv, det såkaldte Marrakesh-direktiv, trådte i kraft i oktober 2018 mellem Copydan Tekst & Node og Nota. Direktivet åbnede nemlig op for tvivlsspørgsmål om, hvad Nota skal betale i vederlag til rettighedshaverne for fremstilling og udnyttelse af e-bøger og lydbøger til syns- og læsehandicappede personer. Tvisten går blandt andet på, om kompensationen skal fastsættes som et engangsbeløb eller pr. udnyttelse.

»Rettighedshaverne mente, at udlån hos Nota skulle honoreres som almindelige biblioteksudlån, mens Nota ville betale et engangsbeløb ved 150 udlån. Vi blev enige om, at vi stod for langt fra hinanden, og derfor besluttede vi i fællesskab at bede Ophavsretslicensnævnet afgøre spørgsmålet«, siger Christine Bødtcher-Hansen.

Medhold til forfattere og forlag

Nævnet har givet forlag og forfattere 100 procent medhold. Derfor skal Nota betale 12 kroner pr. udlån, når værket er udgivet i et tilgængeligt format på det kommercielle marked. Hvis værket ikke er udgivet i et tilgængeligt format, må Nota selv digitalisere det og kan nøjes med at betale syv kroner pr. udlån. Beløbene for de digitale udlån gælder med tilbagevirkende kraft, og kravet fra Copydan lyder på over 50 millioner kroner.

Konstitueret direktør i Nota Michael Karvø understreger over for Folkeskolen.dk, at »stemningen er god, for begge parter er interesserede i at afslutte det her. Det er ikke en forhandling, men et spørgsmål om at finde det korrekte beløb, vi skal betale«, siger han og er i kontakt med både med Kulturministeriet og de to uddannelsesministerier om, »hvordan vi skal skaffe de penge, vi skylder baglæns«.

Afgørelsen i Ophavsretslicensnævnet betyder, at det bliver dyrere at drive Nota fremover.

Fakta

Nota er et landsdækkende bibliotek under Kulturministeriet, som producerer lydbøger, e-bøger og bøger på punktskrift til læsehandicappede.