Mænd fylder for lidt i statistikkerne, når det gælder brug af kulturtilbud. Genlæs Perspektivs temaer om de fraværende mænd i kulturen.
2,7 millioner kroner fra Trygfonden skal skabe læsefællesskaber i hele landet for at styrke livskvalitet og trivsel for mænd i alderen 60+ gennem skønlitteratur.
Over de næste 3 år vil Læseforeningen i samarbejde med Ældre Sagen og Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet med støtte fra TrygFonden udvikle indsatsen med ugentlige læsefællesskaber for mænd i alderen 60+, i første omgang med særligt fokus på mænd i overgangen mellem arbejdsliv og pension. Læseforeningens metode, guidet fælleslæsning, kobles med Ældre Sagens infrastruktur med lokalafdelinger bredt i landet. Statens Institut for Folkesundhed følger projektet med fokus på oplevet effekt for deltagerne og implementering på tværs af landet.
Professor Anna Paldam fra Statens Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet siger om indsatsen til Læseforeningen:
“Vores arbejdsliv er i høj grad med til at definere vores identitet og give os en meningsfuld hverdag. Vi udfylder en rolle, bidrager til fællesskabet og skaber værdi. Når vi tager afsked med arbejdslivet, kan vi derfor komme til at føle, at vi mister en stor del af vores identitet. Har man oveni ikke et socialt netværk, nogen hobbyer eller lyst til at kaste sig ud i nye projekter og aktiviteter, kan dagene blive meget lange, og man kan komme til at føle sig meget alene. Guidet fælleslæsning har vist sig som en lovende måde at engagere mænd i sundhedsfremmeinterventioner. Med donationen kan vi udvikle og udbrede metoden over hele landet. Vi er meget taknemmelige for støtten og glæder os til at forske i udrulningen af indsatsen, så vi kan lære undervejs og forbedre den løbende”
Projektet bygger på et igangværende samarbejde om forskningsprojektet Læs som mand, hvor foreløbige resultater peger på, at læsefællesskaberne bidrager positivt til mænds trivsel i overgangen til pensionstilværelsen som en meningsfuld og værdifuld aktivitet, der har muliggjort at deltagerne (gen)opdager interesser og etablerer relationer.
Projektet vil gøre det muligt for ældre mænd i alle dele af landet at blive en del af ugentlige læsefællesskaber for at modvirke oplevelsen af ensomhed og styrke målgruppens mentale sundhed og trivsel. Projektet udbredes i løbet af de 3 år til at omfatte hele målgruppen af mænd i alderen 60+. Se mere om projektet på Læseforeningens hjemmeside.
Mænd fylder for lidt i statistikkerne, når det gælder brug af kulturtilbud. Genlæs Perspektivs temaer om de fraværende mænd i kulturen.