Gå til sidens indhold
10. januar 2022 Af Sabrine Mønsted

Kunstig intelligens i de nordiske lande

Første rapport om kunstig intelligens (AI) i de nordiske lande viser, at 75 procent af store danske virksomheder eksperimenterer med AI. Og at tre af Europas 15 bedste universiteter inden for teoretisk datalogi ligger i Danmark.

Rapportens forside der er turkis og har titlen påskrevet

Rapporten Nordic State of AI lavet af Silo AI, Europas største private AI-konsulenthus, giver et overblik over danske, finske, svenske og norske virksomheders brug af kunstig intelligens (AI). Blandt andet ses i alle nordiske lande en grundlæggende vision om en bæredygtig anvendelse af kunstig intelligens i forhold til at forbedre menneskers liv.

Kunstig intelligens er meget udbredt i forskellige sektorer i de nordiske lande: I Danmark er sundhedssektoren langt fremme med at bruge AI. I Norge er energi- og forsyningssektoren kommet langt i anvendelsen af AI, mens det især er skov- og skibsbygningsindustrien, der udnytter AI i Finland.

Rapporten viser desuden, at 75 procent af de store danske virksomheder eksperimenterer med AI, og at mere end 20 procent har AI som en afgørende del af deres forretningsstrategi. Danmark ligger på dette område dog bagefter Finland og Sverige, men foran Norge, i antallet af virksomheder, der bruger kunstig intelligens som en del af deres kerneforretning.

I Danmark er sundhedssektoren langt fremme med at bruge AI.

Ansætter AI-specialister

Ifølge Oxford Insight Artificial Intelligence Readiness Index er de nordiske lande blandt de 10 bedste i verden til at bruge AI, og omkring to procent af verdens fagfolk inden for kunstig intelligens arbejder i Norden. Desuden har 70 procent af de nordiske virksomheder, der bruger kunstig intelligens, planer om at ansætte AI-ressourcer og/eller -specialister i løbet af de næste seks måneder.

Selvom Danmark er et af de mest digitaliserede lande i EU, er der dog også mangel på direkte investeringer i AI og parathed til at anvende det, ifølge rapporten. Og der mangler en fælles vision for forskning i AI. Når det er sagt, så har Danmark tre universiteter inden for den europæiske top-15, når det kommer til teoretisk datalogi (TCS) og to top-10-universiteter i Human-Computer Interaction. Danmark har også et top-3-universitet i kryptografi og et top-5-universitet i Natural Language Processing.

»Ser man på AI-relaterede forskningsprojekter på danske universiteter, er næsten 90 procent relateret til anvendelse af AI frem for udvikling af den bagvedliggende teknologi. Vi er et af de mest digitaliserede lande i Europa og har nogle af de bedste uddannelser i relation til AI. Vi har derfor nogle rigtig gode forudsætninger for at tage skridtet fra blot at eksperimentere til at implementere AI som et sikkert, troværdigt kerneelement i vores værdiskabelse - både i den private og offentlige sektor«, siger Anders Kofod-Petersen, AI Solutions Strategist i Silo AI, Danmark. 

Rapporten er baseret på offentlige tilgængelige data samt interviews med adskillige AI-specialister, herunder forskere på landenes universiteter, virksomheder, embedsmænd i den offentlige forvaltning og investorer fra de nordiske lande. Ifølge rapporten bruger mere end 24.000 nordiske virksomheder i øjeblikket AI i et eller andet omfang.

Rapporten opsummeret

  • I de nordiske lande er en grundlæggende indstilling, at der skal være en bæredygtig anvendelse af kunstig intelligens i forhold til at forbedre menneskers liv
  • Det veletablerede AI-økosystem i de nordiske lande og lokale forskningscentre muliggør et samarbejde mellem den private og offentlige sektor og universiteter – men der mangler stadig en fælles vision for forskning
  • Der er masser af AI-startups i alle lande
  • Kunstig intelligens er allerede meget udbredt i store virksomheder – anvendelsen vokser også i SMV’er (små og mellemstore virksomheder)
  • Der er markante forskelle mellem landene i forhold til investeringsniveauet i relation til kunstig intelligens
  • Tre ud af Europas top-15-universiteter inden for teoretisk datalogi ligger i Danmark.

Download Nordic State of AI-rapporten