Gå til sidens indhold
18. august 2022 Af Sabrine Mønsted

Hvordan føles det at være ung i Danmark?

I bogen Kortlægning af Danmarks ungdom har 250 unge tegnet og fortalt om ungdomslivet i Danmark og kommet med bud på, hvordan vi understøtter de unges fællesskab. Gratis bog og reception 22. august.

Udsnit af forsiden af bogen Kortlægning af Danmarks ungdom

Der er beretninger om alt fra livet ved ungdomshuset i Næstved til McDonald's i Thy og til gåture på gågaden i Silkeborg i den nye bog Kortlægning af Danmarks ungdom, Unge tegner og fortæller.

Projektlederne Mia Burrett og Thore Davies har gennem fire år rejst rundt i Danmark med en kuffert fuld af tegneredskaber og teaterøvelser for at kortlægge unges liv, hvilket der nu er kommet en bog ud af. Ifølge Thore Davies har den metode været god til at få de unge i tale.

- Det er let tilgængeligt og intuitivt at tegne og derigennem fortælle om, hvordan det er at være ung. Det gør det let at aflæse for kulturarbejderne, så de kan se, hvor de skal slå til for at understøtte ungekulturen bedst muligt, siger han.

For lidt inddragelse af unge

På baggrund af de unges fortællinger kommer projektlederne/forfatterne til bogen også med en kritik af ungdoms- og kulturinstitutionerne og deres nuværende understøttelse af ungdomslivet og dets fællesskaber.

Det er blandt andet en strukturel kritik af kulturinstitutions-Danmark, hvor der er lang tradition for at drive aktiv kulturpolitik, men det er et skævvredet kort med store forskelle.

- Desuden påpeger vi, at kulturinstitutioner bredt set ikke tænker i community, og at de ofte ufrivilligt er fanget i en afsenderbaseret formidling, fordi der ikke er tid, ressourcer, politisk fokus eller faglig kundskab til at være mere engageret i ungekultur som kulturinstitution. Det betyder, at ungdommen bliver tabt på gulvet, og kulturinstitutionerne mister deres relevans over tid, siger Thore Davies.

Taletid til de unge

Bogen giver først og fremmest de unge taletid, hvilket ifølge Thore Davies er afgørende for at forstå, hvad det overhovedet vil sige at være ung i dag, og hjælpe kulturarbejdere til at få et blik for, hvad der skal til for at understøtte de unges liv og kultur og styrke deres samfundsmæssige deltagelse.

- Vi har været så heldige at få adgang til nogle meget engagerede og kreative unge, som skaber utroligt meget, og som virkelig tager ejerskab over at bo i eksempelvis Næstved eller Sønderborg. Det er én af bogens styrker, at den fortæller, hvordan de unge bliver indrulleret i samfundsengagement, hvad der motiverer dem, og hvordan det føles at være en del af et samfund og et sted. På den måde får man indblik i alt, hvad der er forbundet med at være ung medborger tværs over landet, og det kan man som kulturarbejder lade sig inspirere af.

Gratis reception og bog

Den 22. august afholdes bogreceptionen kl. 16-19 på LiteraturHaus i Møllegade, hvor der er debat med direktør for Ungdomsbureauet Anna Asghari, programansvarlig for Tuborgfondets ungeindsats Mathias Findalen, Tine Segel, forperson for Forbundet Kultur og Information, og Nana Friis Madsen, programleder for En Ung Politik i Gentofte Kommune.