Gå til sidens indhold
30. juni 2022 Af Anette Lerche

Det nære bibliotekstilbud på Bornholm er i fare

I et debatindlæg i Bornholms Tidende den 30. juni sætter tillidsrepræsentanter fra henholdsvis KI og HK fokus på konsekvenserne af et spareforslag for bibliotekerne, der især vil ramme de ældre, de it-svage og børnene. Spareforslaget vil betyde, at det kun er biblioteket i Rønne, der har personlig betjening.

Hvis vi vil skabe læselyst blandt børn og unge, så er der brug for fagligt personale og nærhed til bibliotekerne, sagde Tine Segel i en paneldebat.

Under overskriften ”Spareforslag: Bornholms ældre mister det nære bibliotekstilbud - og børnene udelukkes” har KI og HK’s tillidsrepræsentanter på bibliotekerne på Bornholm - Franziska Hanspach, og Maj-Britt Hansen - sammen skrevet et stærkt debatindlæg i Bornholms Tidende.

Her advarer de om konsekvenserne af at gøre alle filialerne selvbetjente, som det er beskrevet i et spareforslag.

Bekymring fra formand

Det samme advarede formand i Forbundet Kultur og Information Tine Segel om i forbindelse med Folkemødet i Allinge, hvor hun i en paneldebat om børn, læselyst og trivsel, netop fremhævede, hvor vanskeligt det at skabe læselyst og trivsel, hvis man gør filialer selvbetjente. Selvbetjente filialer betyder nemlig desværre, at børnene så ikke længere har mulighed for at møde det faguddannede personale, der kan inspirere dem og samtidig er det ekstra problematisk, at børnene ikke selv har mulighed for at lukke sin ind på biblioteket, hvis de er under 15 år.

Læs debatindlægget:

”Delvist selvbetjente biblioteker har været en succes på Bornholm i de sidste ti år, men med det aktuelle spareforslag kigger vi på en hastig bevægelse mod seks fuldstændigt selvbetjente biblioteker ud af syv. Der er udsigt til, at borgerne kun kan få personlig betjening i Rønne, og at børn ikke længere kan gå på biblioteket ude på øen, da selvbetjent adgang kun er for borgere, der er fyldt 15år. Med et pennestrøg forsvinder altså det professionelle personale fra det nære, demokratiske og gratis kulturtilbud i Hasle, Allinge, Gudhjem, Svaneke, Nexø og Aakirkeby. Det rimer uhyre dårligt på bibliotekets netop lancerede strategi for børns fritidslæsning og læselyst, som har fokus på at give børn en god og nem adgang til biblioteksoplevelsen. Et velbesøgt børnebibliotek er et godt folkebibliotek, som passer som hånd i handske til kommunens storskalaprogram ”De små børns Bornholm”. Hvis vi aldrig møder alle de børn, som bor ude på øen, bliver det vanskeligt at styrke læseoplevelsen, så børn oplever, at bibliotekerne giver mm til bøger og læsning på deres egne præmisser. Og resultatet af den hårde besparelse - lagerhylder for voksne - i Hasle, Allinge, Gudhjem, Svaneke, Nexø og Aakirkeby, går imod enhver faglig anbefaling af, hvordan vi styrker børns møde med litteraturen. Den personlige betjening af borgerne øen rundt er noget, vi som personale er uddannet til og sætter stor pris på. For nogle borgere, blandt andre de digitalt udfordrede, er det afgørende at få praktisk hjælp til at låne, til at åbne for eksempel e-Boks og til at printe. For mange andre er det dialogen om læsning og læseoplevelsen, der udvikler den enkeltes læselyst og læsebegejstring. Det vil sige det personlige møde. Uden den løbende daglige kontakt mister personalet følingen med, hvordan den enkelte afdeling udvikler sig som værested, og vi går glip af værdifulde ideer og feedback fra borgerne. Den ret store gruppe af ældre borgere, som har brug for hjælp, er også ofte borgere uden bil og få penge til overs til offentlig transport. Deres tab vil være stort og livsforringende ved en fjernelse af den personlige betjening på deres nærmeste filial. Vi har en stor population af ældre medborgere på Bornholm. De kigger allerede nu uroligt på os og spørger, hvad der skal ske med deres bibliotek? I Hasle, Allinge, Gudhjem, Svaneke, Nexø og Aakirkeby. Selvbetjening er et fantastisk supplement til bibliotekernes betjente åbningstid, men de enkelte biblioteker lever ikke af sig selv. Biblioteket lever, når personalet har deres daglige gang der- i deres møde med brugerne og i deres løbende opfriskning af rummet og materialerne. Er det drastiske spareforslag virkelig det, som Bornholm og de bornholmske politikere vil med sine populære biblioteker?”