I Ukraine kæmper man for at få kulturskatte ud af krigszonerne. På universitetsbiblioteket i byen Lviv er værdifulde dokumenter og bøger eksempelvis gemt i metalbokse under jorden.
"A library is more powerful than Putin’s aeroplanes", siger leder af universitetsbiblioteket i byen Lviv til magasinet The Economist. Han kalder biblioteket for en hær, der kan skabe en intellektuel revolution, men han understreger, at i krigstid er ingen garanteret sikkerhed.
Siden begyndelsen af krigen er værdifulde dokumenter fra universitetsbiblioteket blevet gemt væk under jorden med affugtere og brandsikring for at beskytte byens kultur og historie, mens Rusland forsøger at indtage landet.
Og over hele Ukraine forsøger kulturmedarbejdere at flytte kulturskatte ud af krigszonerne, før de bliver ødelagt. I Kharkiv, Ukraines andenstørste by, var et russisk missil tiltænkt en regeringsbygning, men byens kunstmuseum ved siden af fik sprængt alle vinduer. Centre to Rescue Ukraine’s Cultural Heritage i Lviv er kommet med en appel til internationale organisationer, museer og kulturinstitutioner om hjælp til udstyr og materialer og til håndtering og indpakning af genstande. (Læs hvad der efterspørges på The Institute of Conservation).
Red kulturarven
Ødelæggelser af et lands kulturarv kan udover, at være en sørgelig konsekvens af bombadementer og kampe, være en bevidst del af strategisk krigsførelse. Og flere internationale organisationer har fokus på at sikre kulturarv i krige eksempelvis Blue Shield International og UNESCO.
Den internationale biblioteksorganisation IFLA (International Federation of Library Associations and Institutions) har også sat fokus på truslen mod Ukraines kulturarv og arbejder for at beskytte kulturarv, biblioteker, samlinger og de medarbejdere, der arbejder med det. Det sker i samarbejde med andre internationale organisationer samt den Ukrainske biblioteksorganisation
- I Ukraine gør de lige nu alt, hvad de kan for at redde kulturarven fra blandt andet museer og biblioteker. De gør en kæmpe indsats for at gemme det i kældre og andre steder, som de nu bedst kan, midt i krig. Det er en helt forfærdelig situation, siger den dansk/amerikanske formand for IFLA's Libraries for Children and Young Adults Section Marianne Martens, der i marts 2022 deltog i IFLA’s årsmøde.
IFLA har blandt andet nedsat en ekspertgruppe, der kan støtte og rådgive kollegaerne i Ukraine, samt hjælpe med at planlægge konkrete operationer for at beskytte kulturarven i Ukraine.
”Kulturarven tilhører hele menneskeheden, og IFLA appellerer til biblioteker og bibliotekarer over hele verden om at opfordre til våbenhvile og stå sammen med kolleger i Ukraine,” skriver IFLA på deres hjemmeside.
IFLA's støtteerklæring til Ukraine
På Organisationen Danske Museers hjemmeside kan man finde en liste over initiativer for at beskytte Ukraines kulturarv, som man kan bidrage til.