Gå til sidens indhold
20. januar 2022 Af Sabrine Mønsted

Aalborg Universitet lukker 18 uddannelser – deriblandt informationsvidenskab

Aalborg Universitet lukker alle otte humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser på sit campus i København.

Aalborg Universitet (AAU) har meldt ud, at de fremadrettet lukker for optag på 18 uddannelser, heriblandt kandidatuddannelsen i informationsvidenskab og bacheloruddannelsen i kommunikation og digitale medier, begge udbudt på AAU’s campus i København.

Det er en følge af regeringens krav om at reducere universiteternes optag i de fire største byer med 10 procent frem til 2030.

- Vi har fået en bunden opgave af politikerne. En opgave, som vi ikke har ønsket, men som vi har forsøgt at løse under hensyntagen til, hvad der under omstændighederne vil være bedst for Aalborg Universitet. Vi har derfor ikke blot kørt en grønthøster hen over universitetet, men har baseret løsningen på nogle strategiske valg, siger rektor Per Michael Johansen i en nyhed fra universitet 12. januar.

Størstedelen af de uddannelser, der lukkes, er inden for humaniora. AAU’s campus i København bærer omkring to tredjedele af reduktionen, mens hovedcampus i Aalborg står for en tredjedel af de i alt 768 studerende, som optaget skal reduceres med.

På hovedcampus i Aalborg lukker tre uddannelser, og to uddannelser rykkes til Esbjerg og Hjørring.

- Nogle vil måske tolke det som et første skridt mod at lukke vores campus i hovedstaden. Det er det bestemt ikke. Nu vælger vi at styrke AAU i København med en skarp profil som et specialiseret STEM-campus med fokus på bæredygtighed og it, siger Per Michael Johansen.

Disse uddannelser lukkes

  • Kandidat i landinspektørvidenskab, cand.tech. (TECH), Aalborg
  • Kandidat i produktion (ENG), Aalborg
  • Kandidat i miljøvidenskab (ENG), Aalborg
  • Bachelor i teknoantropologi (TECH), København
  • Kandidat i teknoantropologi (TECH), København
  • Kandidat i innovativ kommunikationsteknik og entrepreneurskab (TECH), København
  • Kandidat i landinspektørvidenskab, cand.tech. (TECH), København
  • Kandidat i lyd- og musikteknologi (TECH), København
  • Kandidat i by, bolig og bosætning (ENG), København
  • Kandidat i ledelse og informatik i byggeriet (ENG), København
  • Kandidat i kommunikation (SSH), København
  • Kandidat i informationsvidenskab (SSH), København
  • Bachelor i kommunikation og digitale medier (SSH), København
  • Kandidat i læring, it og organisatorisk omstilling (SSH), København
  • Kandidat i læring og forandringsprocesser (SSH), København
  • Kandidat i turisme (SSH), København
  • Kandidat i internationale forhold (SSH), København
  • Kandidat i socialt arbejde (SSH), København

Læs mere på Aalborg Universitets hjemmeside