Urafstemning

Valg til Forbundet Kultur og Informations hovedbestyrelse

Gå til sidens indhold
01. november 2021 Af Sabrine Mønsted

KI vil sikre strategisk arbejde med kompetenceudvikling

Projektet Biblioteker i bevægelse har haft fokus på medarbejdernes kompetenceudvikling. Forbundet Kultur og Information ønsker nu sammen med HK og KL en udvidelse af projektet for at sikre, at de mange gode redskaber rent faktisk også bliver brugt.

Biblioteker i bevægelse

- For mange projekters gode intentioner, resultater og konkrete redskaber ender med at samle digitalt støv på en hjemmeside, siger forhandlingschef i Forbundet Kultur og Information Anders Christian Grønbæk.

Han mener, der i højere grad skal tænkes i, hvordan projekterne kan leve videre efter, at de er afsluttet. Derfor er han i gang med et oplæg til Fremfærd Brugers bestyrelse på vegne af KI, HK Kommunal og KL om, hvordan projektet Biblioteker i bevægelse, om biblioteksmedarbejderes kompetenceudvikling, kan føres videre i 2022.

- Det er jo nu, projektet for alvor skal stå sin prøve, og de konkrete redskaber skal afprøves. Os partnere bag projektet mener, at det er vigtigt, at de erfaringer og den viden, der kommer nu, skal samles op. Både fordi de er nyttige for alle at dele, kan inspirere nogle til at gå i gang, og for at vi sammen får videreudviklet redskaberne. Det kan eksempelvis være forskellen i, hvordan man griber den an som et lille eller et stort bibliotek, eller hvordan man kan bruge redskaberne på forskellige niveauer, siger Anders Christian Grønbæk.

Det, Forbundet Kultur og Information, HK Kommunal og KL er enige om, er for eksempel, at man med fordel kan stille fora til rådighed for brugerne, hvor man kan dele erfaringer og ny viden. Et andet forslag er en portal, hvor den viden og de projektresultater, som folkebibliotekerne løbende får, samles under sitet Viden på Tværs og kan tilgås af alle.

- Det kan være projektet fra Roskilde om Beslutningskompasset. Det kan være Biblioteker i bevægelse eller noget tredje. Det skal være et sted, hvor materialet bliver opdateret, så projekterne ikke bare dør ud, siger Anders Christian Grønbæk.

I december skal Fremfærd Brugers bestyrelse tage stilling til den eventuelle udvidelse af projektet.     

 

 

Læs mere om projektet Biblioteker i bevægelse:

Nyhed Fagmagasinet Perspektiv: Hvad skal du kunne om fem år?

Det kommunale videndelingssite: Viden på tværs

Nyhed Forbundet Kultur og Information: Nye redskaber skal styrke biblioteksansattes kompetencer