Gå til sidens indhold
01. november 2021 Af Sabrine Mønsted

Digital lærdom uden løftet pegefinger

Vinder af Døssingprisen 2021 er medieforsker og formand for Medierådet for Børn og Unge, Stine Liv Johansen. Hun får blandt andet prisen for sin forskningsformidling, der taler til både børn og forældre uden løftet pegefinger.

- Der er ikke nogle, jeg hellere ville have en pris af end jer. Det er et kæmpe privilegium. Jeg kan ikke komme i tanke om andre faggrupper end kultur- og biblioteksfolk, der kan få ting til at ske og har en særlig tilgang til kultur og medier og til børn og unge, sagde Stine Liv Johansen, da hun fik prisen overrakt på forbundets generalforsamling 30. oktober 2021. Foto Jakob Boserup.

Du får prisen for din evne til at formidle om det digitale samfund uden formaninger, så både børn og voksne lytter. Hvorfor er dialog vigtigere end regler?

- Det er afgørende, at vi har en fælles samtale, hvor vi får skabt en forståelse på tværs af generationer. Så vi ikke har forældrene på den ene side, der er dybt bekymret over deres børn og unges medieforbrug og råber: »sluk nu det computerspil!«, sætter rigide regler for skærmtid og ser alle farerne ved de sociale medier. Og på den anden side børn og unger, der ikke føler, at de voksne forstår deres digitale liv, og derfor ikke går til dem, hvis de bliver mobbet på Snapchat eller er bange for, at deres billeder er blevet delt ulovligt og så videre.

En undersøgelse i 4. og 7. klasse viser, at det kun er halvdelen, der oplever, at deres forældre interesserer sig for deres digitale liv, og kun ti procent oplever, at deres lærere gør. Børn og unge skal føle, at voksne er interesserede i deres digitale liv, og at de kan komme til os med problemer uden at møde svaret: »kan du ikke bare slette Snapchat?«, eller »så lad da være med at lægge billeder ud på Instagram«. Vi skal forstå deres digitale verden.     

Det er for eksempel ikke konstruktivt at være enten for eller imod sociale medier, computerspil eller iPads. Og to ting, der især er gået lidt skævt i debatten er, dels at skærmtid er blevet et omdrejningspunkt - begrænser vi den, så har vi nået målet. Og dels at børn og unge kan klare sig selv digitalt, fordi de er dygtigere til det end voksne. Men den digitale verden er som den fysiske. Børn og unge har brug for voksnes interesse, vejledning og nysgerrighed.

Den digitale dannelse er jo en del af den almene dannelse, altså pejlemærker til, hvordan vi skal agere som borgere i et demokratisk samfund, og noget, som børn og unge skal lære i familien, skolen og gennem andre offentlige institutioner. Og vi skal bruge kræfterne på at gøre noget ved de vigtigste udfordringer i den digitale udvikling.

Jeg kan ikke komme i tanke om en anden faggruppe end kultur- og biblioteksfolk, der kan få ting til at ske. I har en særlig tilgang til kultur og medier og børn og unge.

Hvad er de væsentligste udfordringer?

- Det er, at de fleste af os er ligeglade med at dele vores data. Vi downloader apps, fordi det er praktisk, og giver platforme som Google og sociale medier lov til at suge private data om os. Og vi har ikke som samfund taget stilling til, hvilken rolle de platforme skal spille i vores liv. Det alvorlige er, at forskning viser, at for eksempel Facebook med alle de data, de har om os, kan skubbe til vores adfærd. De har dermed enorm magt. Det er ikke den enkeltes ansvar, men politisk, men vi er alle med til at vælge politikerne og kan lægge pres på dem om, at der skal være en national og europæisk plan for beskyttelse af vores privatliv. Politikerne har været for længe om at tage fat i privatlivs- og datasikkerhed.

Hvad kan informationsprofessionelle/bibliotekarer gøre for at guide og støtte børn og unges digitale liv?

 - Jeg ved godt, jeg taler til de omvendte, for de fleste bibliotekarer gør allerede gode ting på det her område. Men de kan skabe et trygt rum til at tale om de her ting, være nysgerrig på børns digitale liv og gå på opdagelse i det digitale sammen med dem og facilitere et rum, hvor de kan lære af hinanden. Digitale makerspaces eller Coding Pirates (frivillige, der underviser børn i programmering, red) er gode eksempler på at facilitere en »fælles afsøgning« og »sidemandoplæring«. Man behøver ikke kunne eller kende det hele, men spørg børnene, leg sammen med dem. Hvis de skal have tillid til, at de kan komme til de voksne med problemer, de oplever på sociale medier, skal de føle interessen.

 I din forskning har du fokus på børns leg, kan det bruges i den digitale dannelse?

- Ja, dannelse finder sted gennem leg og humor. Det er dér, børn sætter ting sammen på nye måder og finder ud af måder at være i verden på. Når de for eksempel leger med TikTok, lærer de, »hvilke muligheder har jeg her, hvordan kan jeg agere, hvilke udtryk kan jeg skabe, og hvordan reagerer andre?«. Vi bør lege meget mere med teknologien og undersøge den sammen. Og tage den del af børn og unges liv alvorligt. Der er netop kommet en tilføjelse til FN’s Børnekonvention, som siger, at børn skal inddrages i beslutninger omkring deres digitale liv. 

NB:

Stine Liv Johansen har sammen med Malene Charlotte Larsen udgivet bogen Børn, unge og medier, 2019

Modtager af Døssingprisen 2021: Stine Liv Johansen

Stine Liv Johansen er lektor, ph.d. ved Center for Børns Litteratur og Medier, Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet. Formand for Medierådet for Børn og Unge.

Prisudvalget har lagt vægt på, at hun er »en stærk drivkraft, der bidrager til at styrke debatten om udviklingen af det digitale samfund - og debatten om digital dannelse i børnehøjde«.

 

Glad og stolt prismodtager

- Der er ikke nogle, jeg hellere ville have en pris af end jer. Det er et kæmpe privilegium. Jeg kan ikke komme i tanke om en anden faggruppe end kultur- og biblioteksfolk, der kan få ting til at ske. I har en særlig tilgang til kultur og medier og børn og unge. Biblioteket er et særligt rum. Det har lidt af det hele og er helt sit eget. Det er en unik ramme om leg, fælleskaber og dannelse, sagde Stine Liv Johansen i sin takketale, da hun fik prisen overrakt på forbundets generalforsamling 30. oktober 2021 i Odense.