Coronavirus

Find svar på dine spørgsmål om Coronavirus

Gå til sidens indhold
11. september 2020 Af Anette Lerche

Sverige afsætter 200 millioner kroner til at styrke læselysten

Andelen af unge, der læser i fritiden i Sverige er halveret på 10 år. Den udvikling vil den svenske regering vende og har afsat 200 millioner svenske kroner til arbejdet.

I 2019 drøftede politikere og fagfolk til en høring på Christiansborg et forslag til en national læsestrategi. Arkivfoto.

I foråret præsenterede Statens Medieråd i Sverige en rapport, der viste, at andelen af unge, der læste i fritiden var halveret på bare ti år. For at bremse den udvikling lancerer den svenske regering nu en såkaldt Læsepakke med godt 200 millioner svenske kroner i ryggen.

Læsepakken består af tre dele.

  • uddannelse af lærere i før- og grundskole
  • bibliotekernes tilstedeværelse
  • stimulering af læselyst i samfundet

 

Blandt politikere, der støtter tiltaget er Liberalernas partileder Nyamko Sabuni. I Dagens Nyheter siger hun, at den dalende læselyst udgør et demokratisk problem. Hun mener, at der er for mange børn, der vokser op med et begrænset ordforråd, hvilket stiller dem vanskeligere i skole og i værste fald forhindrer dem i at tage en ungdomsuddannelse.

 

Appel til danske politikere

I Danmark præsenterede en række organisationer – herunder Forbundet Kultur og Information og Danmarks Biblioteksforening - et forslag til en national læsestrategi for politikerne på Christiansborg i 2019. Men der kom ingen penge fra politikerne i kølvandet på det store strategiarbejde. Kulturminister Joy Mogensen (A) pegede i stedet på, at vejen frem var en styrkelse af de nuværende institutioner og en bedre sammenhæng i læseindsatsen lokalt.

Dengang glædede Tine Segel sig over, at det trods alt var lykkedes at få kulturordførerne på Christiansborg til at debattere læselyst, og nu ser hun frem til at følge det svenske arbejde med læselyst.

- Det er inspirerende at se, hvad Sverige nu sætter i gang, siger Tine Segel. Hun er ikke i tvivl om, at der er brug for både politisk fokus og midler, hvis udviklingen med en dalende læselyst skal vendes.

- Læselyst er i sig selv en gave til det enkelte barn. For mig er det at åbne børns verden og horisont i sig selv et stærkt nok argument for at styrke arbejdet med læselyst, siger Tine Segel.

- Og når vi samtidig ved at børn, der læser af lyst har lettere ved at klare sig i alle fag, fordi de hurtigere kan sætte sig ind i opgaverne, løse dem og formulere deres svar, så er det jo frustrerende, at der ikke gøres mere på dette område, særligt også fordi læselyst gavner social mobilitet. Senest har en ny undersøgelse blandt anbragte børn og unge vist, at der er langt større chance for, at de gennemfører en ungdomsuddannelse, hvis de læser. Og netop uddannelse er nøglen til at bryde den sociale arv. Jeg kan kun meget stærkt appellere til, at danske politikere ser på Sverige og lader sig inspirere, siger formand Tine Segel.

Læs Perspektivs nyhed om høringen fra 2019

Se Perspektivs tema om læselyst 

Se Dagens Nyheters nyhed om læsepakken