Coronavirus

Find svar på dine spørgsmål om Coronavirus

Gå til sidens indhold
27. august 2020 Af Sabrine Mønsted

Studiestart – universitetsbibliotek forbereder sig på smitte

Uddannelses- og Forskningsministeriet har udsendt anbefalinger til studiestederne for at sikre, at så få som muligt bliver smittet, når de 255.000 studerende og 40.000 ansatte kommer tilbage.

Arkivfoto

Det er meget forskelligt, hvordan landets studiesteder indretter dagligdagen med Covid-19 som en skygge alle steder. På Syddansk Universitet vælger nogle institutter og fakulteter at fastholde en stor del af undervisningen online efter sommerferien, mens andre genoptager fysisk fremmøde med forskellige forholdsregler.

Syddansk Universitetsbiblioteket ligger midt i universitetet, og her har genåbningen også krævet, at medarbejderne gennemtænker brugen af biblioteket.

- Vi har fået en række anbefalinger, som handler om at forebygge og mindske smittespredning, så når nogle sandsynligvis bliver smittet på studiestederne, har så få som muligt været udsat for risikoen for smitte, fordi vi følger de gængse regler om afstand, afspritning og så videre, siger sektionsleder på biblioteket Jens Dam.

Meget af arbejdet forud for åbningen har derfor helt praktisk været at sikre, at sundhedsmyndighedernes anbefalinger kan følges:

»Forud for genåbning skal institutionerne sikre, at rammerne for at efterleve alle sundhedsmyndighedernes vejledninger vedrørende afstandskrav for den enkelte, reduktion af fælles kontaktpunkter og hygiejne m.v. er på plads, at retningslinjerne er synlige ved opslag eller plakater, samt at der er adgang til at vaske hænder og håndsprit er tilgængeligt«, som der står i ministeriets notat.

Desuden opfordrer de arbejdsgiverne til at inddrage medarbejdere og studerende i planlægning af de konkrete tiltag, og: »Hvor der findes en arbejdsmiljøorganisation, skal det ske med inddragelse af denne.«

Færre studerende før tid

Jens Dam kan allerede nu før studiestart mærke en forskel på studiemiljøet.

- Her plejer at være masser af studerende på biblioteket 14 dage før studiestart for at forberede rusture og så videre, men de er her ikke, for alt det sociale er droslet ned, siger han.

De offentlige lånere har heller ikke samme adgang til biblioteket som før nedlukningen. De kan komme i et kort tidsrum og skal benytte én bestemt dør, men de kan dog stadig bestille materialerne gennem deres folkebibliotek.

Under nedlukningen havde SDU Bibliotek oprettet en bibliotekssluse, så de studerende og ansatte stadig kunne aflevere og hente materiale gennem et vindue, der var bemandet fire timer dagligt.   

- Og vi fik gang i langt mere digital formidling, som vi fortsætter med. Under nedlukningen brugte vi for eksempel sociale medier til at vise, at vi stadig havde åbent og var klar til at hjælpe, for eksempel en film på Facebook, hvor vi kom kørende med en trillebør fuld af bøger, klar til at hælde ud af slusen, siger Jens Dam.