Coronavirus

Find svar på dine spørgsmål om Coronavirus

Gå til sidens indhold
09. september 2020 Af Anette Lerche

Sådan påvirkede nedlukningen vores biblioteksbrug

Danmarks Statistik har offentliggjort tallene for biblioteksudlån for andet kvartal. Nedlukningen betød en halvering af udlånet af fysiske materialer, mens det digitale udlån steg markant.

Bibliotekernes fysiske udlån blev halveret i andet kvartal af 2020 som følge af nedlukningen under Corona.

Corona har i høj grad påvirket danskernes biblioteksvaner. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik, der blandt andet kan konstatere, at danskerne havde mere travlt end normalt med at komme på biblioteket, både da de lukkede ned, og da de genåbnede efter Corona.

31.100 danskere gjorde brug af bibliotekerne, da de genåbnede og lånte i alt 111.000 materialer. Sammenligner man udlånet på genåbningsdagen mandag den 18. maj med det gennemsnitlige udlån på mandage i for eksempel januar eller februar 2020, var udlånet 94.100 materialer.

De dage, hvor bibliotekerne har haft de højeste udlånstal i 2020, er 2. januar, 12. marts (den sidste dage før nedlukningen), og 29. juni.

 

Digitale udlån steg

At coronanedlukningen har påvirket det fysiske udlån af materialer er tydeligt. Nedlukningen betød en halvering af udlånet af fysiske materialer fra første til andet kvartal i 2020. Omvendt steg udlånet af digitale udlån markant. I første kvartal blev der udlånt 1,6 millioner digitale materialer, mens der er i andet kvartal blev udlånt 2,1 millioner materialer

 

Bibliotekernes værdi må aldrig baseres på rene tal

Formand i Forbundet Kultur og Information Tine Segel er ikke overrasket over de nye tal.

- Bibliotekerne og deres ansatte har håndteret nedlukningen og en sikker genåbning rigtig flot. Under nedlukningen steg brugen af eksempelvis Biblioteksvagten, og man intensiverede arbejdet med formidling og arrangementer på sociale medier. Udover håndsprit og begrænset opholdstid, har genåbningen været præget af, at eksempelvis arrangementer fylder mindre på bibliotekerne, og at nogle biblioteker i begyndelsen af genåbningen havde krav om tidsbestilling for besøg. Det kan have betydning for tallene. Men når det er sagt, er jeg ikke i tvivl om, at danskerne fortsat vil bruge deres biblioteker, som var meget savnede under nedlukningen.

Tine Segel maner til ro i forhold til de faldende udlåns- og besøgstal.

- Først og fremmest må vi jo som samfund acceptere, at corona har påvirket rigtig meget – også kulturinstitutionerne. Besøgstal og udlånstal har i de senere år fyldt meget i debatten, når man taler om bibliotekernes værdi. Og det er naturligvis væsentligt at se på de tal, men bibliotekets værdi er ikke beskrevet af disse tal alene. Jeg hæfter mig ved, hvordan bibliotekerne hurtigt omstillede sig under nedlukningen og øgede de digitale udlån, hvordan man fandt nye veje til at hjælpe elever og studerende og senest viser en analyse jo eksempelvis, hvordan læsning har stor betydning for anbragte børn og unges mulighed for at gennemføre en ungdomsuddannelse.  Alle de historier tydeliggør, at bibliotekets værdi skal gøres op i meget mere end blot tal.

Dyk selv ned i tallene fra Danmarks Statistik

Se analysen om anbragte børn og unges lystlæsning her.