Flere hundrede danskere har fået stjålet deres NemID i en sag, hvor gerningsmændene har benyttet keyloggers og falske tastaturer på bibliotekers pc’er til at svindle.
DR har i en stor artikel fokus på en sag, hvor to terrordømte brødre har udnyttet bibliotekers pc’er til at stjæle NemID og tømme ofrenes bankkonti. Svindleriet har fundet sted over en årrække. Første gang i 2016 og i 2017, hvor de to brødre blev idømt henholdsvis 3,5 år og 5 års fængsel for databedrageri af særlig grov karakter. Men sagen fortsætter, da den ene af brødrene prøveløslades. Se DR’s artikel her.
Det er ikke første gang, at biblioteker har oplevet, at de offentligt tilgængelige computere bruges til identitetstyveri.
Forbundet Kultur og Information ærgrer sig over, at nogle bibliotekers computere har været udnyttet til svindel, for generelt gør kommunerne en indsats for, at det skal være sikkert at bruge bibliotekernes computere. For borgere, der ikke har egen computer, kan biblioteket være den eneste adgang til den digitale kommunikation med det offentlige, og derfor er det vigtigt, at de sikkert kan benytte bibliotekernes computere, men også selv er opmærksomme på at beskytte deres personoplysninger.
Formand i Forbundet Kultur og Information Tine Segel ser det som afgørende, at der er fokus på digital sikkerhed.
- Selvom bibliotekerne har stort fokus på sikkerhed, så er de kriminelle også dygtige og udvikler nye metoder til at svindle. Derfor er det vigtigt, at der er stort fokus på området, ved at vi taler om, hvad den enkelte kan gøre for at beskytte sine persondata; det vi kalder digital dannelse. Og så er det afgørende, at offentlige institutioner har et højt sikkerhedsniveau for de computere, der er offentligt tilgængelige og sikrer, at medarbejderne har klare retningslinjer for, hvordan de skal agere.