Coronavirus

Find svar på dine spørgsmål om Coronavirus

Gå til sidens indhold
19. august 2020 Af Anette Lerche

Læsning med PTSD-ramte veteraner

Vejle Bibliotekerne har arbejdet med krigsveteraner med PTSD som en del af projektet Sans for litteratur. Stunderne med litteratur giver ro for tankemylder, og bibliotekarerne fortsætter nu fælleslæsningen i veteranernes café.

Projektet Sans for litteratur har til sigte at afsøge, hvordan biblioteket kan tilbyde aktiviteter for borgere med kognitive udfordringer (se artiklen Sans for litteratur – aktiviteter målrettet borgere med demens om projektet på Del Din Viden). Flere af de involverede biblioteker i projektet arbejdede med borgere med demens, men i Vejle Bibliotekerne besluttede bibliotekarerne Lene Henriksen og Else Zakarias at arbejde med krigsveteraner, der var ramt af PTSD - Posttraumatisk stressforstyrrelse.

Hvorfor valgte I krigsveteraner som målgruppe? 

Lene: Det var interessant, fordi det er en målgruppe, der ikke normalt kommer på biblioteket, og der er generelt ikke særlig mange tilbud til krigsveteraner.

Else: Vi kontaktede Vejle Kommunes veterankoordinator, som gav os en masse viden og kontakter, og vi læste litteratur om krigsveteraner og deres pårørende. Vi fandt blandt andet ud af, at vi ikke kunne have den guidede fælleslæsning på biblioteket, fordi vores lokaler ligger på første sal og kun har én udgang. For veteranerne er det eksempelvis vigtigt, at der er mindst to udgange. Så vi flyttede læsningerne ud til et sted, hvor de i forvejen mødes.

Hvor mange deltog i fælleslæsningerne?

Else: Der var mellem tre og seks de første gange, og da vi sluttede projektet med en julefrokost, hvor de pårørende også kunne deltage, var vi cirka 25 deltagere. Nogle kom flere gange, andre kom kun til en enkelt fælleslæsning.

Lene: Vi havde lagt fælleslæsningerne klokken 10 om formiddagen i vinterhalvåret, og vi fandt desværre ud af, at det er svært for nogle at komme ud af sengen på det tidspunkt og især i den periode af året, så veterankoordinatoren gjorde et stort arbejde for os ved at ringe og huske dem på tilbuddet.

 Hvordan var det at læse for krigsveteraner?

Lene: Det var så positivt. De er meget åbne og har brug for at tale med hinanden og var meget tillidsfulde over for os.

Hvordan valgte I litteraturen?

Lene: Teksterne skulle ikke være for lange af hensyn til deres koncentrationsevne og ikke indeholde elementer fra krig, men den skulle gerne være morsom eller med et lokalt islæt. Og så gjorde vi i øvrigt, som vi plejede, ved guidet fælleslæsning. Vi lod dem snakke og få associationer, og fjernede de sig for langt fra teksten, hjalp vi dem tilbage på sporet. 

Hvor mange af dem læste litteratur i forvejen?

Else: Min fornemmelse er, at det var få af dem. Men vi fortalte om bibliotekernes tilbud, og nogle hørte lydbøger. Og undervejs i projektet blev vi bedt om at fortsætte læsningerne i krigsveteranernes café. Her møder vi en mere blandet gruppe af veteraner, både dem med PTSD, men også nogle, der ikke har fået mén af at have været udsendt og nu arbejder i cafeen som frivillige.

Hvad har projektet betydet for veteranerne?

Else: Med nogle af deltagerne var det min fornemmelse, at de ikke kom meget ud, men nu fik de sig jo en snak, så det sociale i projektet betød meget. Vi havde også en deltager, der efterfølgende læste den samme tekst med sine døtre derhjemme, og så fik de en snak om teksten sammen.  

Lene: Mange havde succesoplevelser. Nogle kunne gætte slutningen, andre kunne dykke dybt ned i teksten. Det var de gode til. Vi sad nogle gange med en gruppe, hvor en person rejste sig op og gik ud fem eller seks gange, mens vi læste teksten, men alligevel kom vedkommende tilbage og øste guldkorn. Det var vi meget imponerede af.

Else: At alle hører den samme historie, åbner op for en samtale, der giver en pause i det tankemylder, mange af dem har. Veterankoordinatoren var ikke i tvivl om, at det havde en gavnlig virkning for dem.

Lene: Og de var ikke patienter hos os. Vi vidste ikke, hvor slemt den enkelte var ramt, vi var neutrale, og vi kendte kun deres fornavne.

Har projektet givet jer noget?

Else: Vi blev klogere på, hvad det vil sige at have været udsendt som soldat i krigszoner. Og en af de erfaringer, vi gjorde os, var, at hvis man er ramt af PTSD, bliver man nemmere »overloadet« af mange samtidige indtryk. Så vi kunne ikke inddrage flere sanser, mens vi læste højt, som projektet Sans for litteratur jo egentlig skulle undersøge. Men de kommenterede så til gengæld den ene sans, vi gjorde brug af, nemlig vores stemmer. De gav udtryk for, at den måde, vi læste på, roligt og med rolig stemmeføring, var helt meditativ.

Lene: Mod på arbejde med grupper, der normalt ikke kommer på biblioteket. Og vi har lært, at vi skal have hjælp udefra til at samle en gruppe, lige som vi fik hjælp af veterankoordinatoren. På det personlige plan har vi været forbavsende trætte efter en læsning. Nogle af veteranerne er meget snakkende mennesker, men det var en god træthed, fordi vi havde brugt os selv og fornyet os.

Sans for litteratur

Odense Bibliotekerne har taget initiativ til projektet Sans for litteratur, hvor der i samarbejde med Allerød Bibliotekerne, Slagelse Biblioteker og Borgerservice samt Vejle Bibliotekerne er afprøvet aktiviteter for borgere med kognitive udfordringer. Projektet modtog støtte fra Slots- og Kulturstyrelsen.