Gå til sidens indhold
28. januar 2020 Af Sabrine Mønsted

Hvad tænker du om nyt navn?

99 medlemmer mødtes til ekstraordinær generalforsamling 25. januar i Odense for at tage stilling til et navneskifte for BF. Her fire medlemmers kommentarer til navneforslaget Forbundet Kultur og Information.

Deltagere ved den ekstraordinære generalforsamling den 25. januar. Foto: Simon Klein-Knudsen

Navn: Christian Hundebøl Høj

Stilling: Kulturformidler på Kolding Bibliotekerne

Uddannelse: Cand. mag. i Litteraturhistorie

Hvad tænker du om navnet Forbundet Kultur og Information?

- Da jeg overvejede at melde mig ind i BF, var det en barriere, at det hed Bibliotekarforbundet. Jeg var i tvivl, om jeg måtte blive medlem, for nogle fagforeninger læner sig meget op ad én profession, så jeg var glædelig overrasket, da BF’s tillidsrepræsentant sagde, at jeg selvfølgelig måtte være med.

Derfor synes jeg, at det er fornuftigt, at man får et mere favnende navn. I Perspektiv kan man læse om medlemmer, der arbejder i private virksomheder og ikke føler sig som bibliotekarer, men som stadig ser BF som et relevant forbund for dem.

Det har været interessant at følge navneprocessen og opleve, at andre medlemmer heller ikke følte sig repræsenteret i navnet Bibliotekarforbundet.     

Tror du flere vil melde sig ind i forbundet ved et navneskifte?

- Ja både baseret på min egen oplevelse, og fordi flere på min arbejdsplads med andre uddannelser meldte sig ind, da de fandt ud af, hvad indholdet var.

Må jeg spørge, hvad du stemmer?

- Jeg forventer at stemme ja.

 

Navn: Marie Louise Vernersen

Stilling: Biblioteksassistent på Sorø Akademi og bibliotekar på Slagelse Biblioteker og Borgerservice.

Uddannelse: Bibliotekar DB og Cand.mag. i Kulturformidling 

Hvad synes du om navnet Forbundet Kultur og Information?

- Det taler ikke til mig i forhold til, hvad det er, vi står for som bibliotekarer. Jeg synes ordet bibliotek og bibliotekar er blevet et lidt udskældt ord i stedet for, at vi går i dybden med, hvad det er, vi kan med den uddannelse, vi har, som jo kan bruges mange steder. Det kan måske lyde lidt gammeldags, men det er som om, det bliver negligeret på en eller anden måde. Vi skal gøre bibliotekartitlen til noget positivt og forklare, hvad det er, vi bidrager med. Når det er sagt, så er jeg også uddannet cand. mag. i kulturformidling, så jeg kan godt se, at det favner den del af faget også.   

Har du taget stilling til, hvad du vil stemme til navneskiftet?

- Jeg er her i dag for at høre begrundelserne for et navneskifte, men i udgangspunktet er det nej, fordi jeg synes, vi skal holde fast i ordet bibliotekar.

 

Navn: Claus Jacobsen

Stilling: Bibliotekar på Biblioteket Sønderborg 

Uddannelse: mag. art i religionsvidenskab og filosofi

Hvad tænker du om navnet Forbundet Kultur og Information?

- Jeg er meget begejstre for det, og jeg frygter ikke en udvanding af bibliotekartitlen, for det er en funktion. Jeg talte med en gruppe studerende, der ikke ved, hvor deres arbejdsliv kommer til at være, og jeg forstår udmærket, at det er svært at melde sig i noget, hvor man ikke kan være sikker på, at man kan være medlem, hvis man skifter job, fordi man så ikke længere kan kalde sig bibliotekar. Med et nyt navn skal man ikke føle, at man er med under falsk dække, fordi man ikke arbejder på et biblioteker eller ikke er udannet bibliotekar.

Oplever du at have været involveret i processen?

- Ja, jeg har fulgt debatten i Perspektiv, og jeg har prøvet at blande mig debatten som et medlem, der ikke er uddannet bibliotekar. For eksempel skal der ikke være en lige fødekæde af medlemmer fra uddannelse til arbejdsplads. Styrken i det her fagforbund er, at man kan få specifik viden om ens fagområde, mens jeg har oplevet er andet fagforbund, hvor både deres fagblad og rådgivning var så generisk, at det var ligegyldigt.

Ved du, hvad du vil stemme?

- Jeg stemmer ja til et nyt navn.

 

Navn: Helle Kjærsgaard Nielsen 

Stilling: Børnebibliotekar Odder Bibliotek

Uddannelse: Bibliotekar DB 

Hvad tænker du om navnet Forbundet Kultur og Information?

- Efter noget tid har jeg tænkt, at navnet godt kan ændres, men i starten tænkte jeg, »så er jeg da virkelig en uddødende race«, fordi jeg er Bibliotekar DB. Men jeg vil jo ikke holde op med at kalde mig bibliotekar, fordi min fagforening får nyt navn. Jeg har været tillidsrepræsentant i mange år og har identificeret mig med Bibliotekarforbundet som min fagforening, så det gør jeg jo nok også med det nye navn.

Så du har været igennem en længere proces?

- Ja, og kan godt se, at det kan være smart at ændre navnet. Ikke for at det skal være smart og nyt, men fordi det kan gøre noget godt for forbundet. Jeg kan godt lide muligheden for undertitler under navnet for eksempel bibliotekarer og formidlere. Jeg ved ikke, om jeg tror, at et nyt navn redder en hel masse, men det er et forsøg værd.