BF afholder ekstraordinær generalforsamling den 25. januar 2020 i Odense. Du kan tilmelde dig her.
Du kan se mere om navneskiftet her
Den 5. december mødtes medlemmer fra uddannelses-, forsknings- og folkebiblioteker i Aalborg for at debattere navneforslaget »Forbundet Kultur og Information«.
Vi har brug for en stærk fagforening, der kan varetage vores interesser. Sådan lød hovedbudskabet fra de 14 medlemmer, der var mødt op for at diskutere hovedbestyrelsens forslag til et nyt navn den 5. december i Aalborg.
En af dem sagde blandt andet:
- Jeg sidder alene på min arbejdsplads og har ikke nogen tillidsrepræsentant, så jeg vil godt høre, hvad jeg skal bruge BF til? Jeg er ligeglad med navnet på mit forbund, vi skal tale om indholdet, sagde hun.
En anden pegede på udfordringerne med at skaffe bibliotekarfaglige kolleger.
- I fremtiden kommer vi til at ansætte alle mulige andre fagligheder end bibliotekarer på bibliotekerne, fordi der ikke uddannes nok med en ren bibliotekarfaglighed. Mange af de nye får titlen kulturformidlere, så jeg synes, at ordet kultur i navneforslaget rammer meget godt.
Et medlem spurgte BF’s formand Tine Segel, om man ikke burde bytte rundt på rækkefølgen af de to ord i navnet, så navneforslaget blev til Forbundet Information og Kultur.
- Hos os vil information bedre kunne tiltrække dem, der ikke har en bibliotekarfaglig baggrund, sagde hun. Andre deltagere til debatmødet mente, at netop ordet »kultur« ramte dem bedst.
- Rækkefølgen er ikke et udtryk for en prioritering af de to begreber. De er lige vigtige, understregede Tine Segel og forklarede, at kultur og information var de to ord, der bedst overordnet beskriver BF’ernes arbejdsområder.
Et medlem sagde, at det er vigtigt, at man i navnedebatten får skilt navnet og bekymringen for den faglige identitet ad.
- Jeg føler jo, at min profession er ved at forsvinde. Det er vigtigt, at I bliver ved med at tale om bibliotekarer, hvis forbundet skifter navn, sagde hun. Og den kommentar fik Tine Segel til at understrege, at bibliotekar er et meget vigtigt ord for forbundet.
- Som I kan se i mit seneste debatindlæg i Politiken om unges informationssøgningskompetencer, så bruger jeg flittigt ordet bibliotekar. Det ændrer sig ikke, hvis forbundet skifter navn.