Gå til sidens indhold
02. januar 2020 Af Anette Lerche

35 biblioteker får støtte til at øge børns læselyst

35 biblioteker får del i de 6,9 millioner kroner, Kulturministeriet uddeler til nye initiativer, der skal vække læselysten hos børn.

Arkivfoto Simon Klein-Knudsen

Kulturministeriet lancerede i november en læselystindsats, som skal være med til at løfte udfordringerne med børns dalende læselyst. Den 20. december fik 35 biblioteker en tidlig julegave i form af tilskud til projekter, der skal give børn bedre mulighed for at møde litteratur i deres hverdag i skolernes fritidsordninger. Alle projekterne indgår i et koordineret nationalt udviklingsforløb. 

Blandt andet lancerer Halsnæs Kommune projektet »Nye fællesskaber om læselyst i Halsnæs«, hvor alle børn i Halsnæs Kommunes skolefritidstilbud får mulighed for at få vækket læseglæden sammen med ældre frivillige »læsebedster«. Og i Frederikshavn skal litteraturen gøres levende med fællesskabende læseuniverser i et tæt samarbejde mellem folkebibliotek og tre af skolernes fritidsordninger. 

Se en oversigt over alle støttede læselystprojekter

Fakta om læselystpuljen

Slots- og Kulturstyrelsen har modtaget 75 ansøgninger, og der er søgt for i alt 21,7 mio. kr. Blandt dem har 35 projekter fået tilskud, og der er i alt blevet uddelt 6,9 mio. kr. til projekter fordelt over hele landet. For at imødekomme den store interesse for at igangsætte læselystprojekter tilbyder centralbibliotekerne, at de biblioteker, der har fået afslag, også kan deltage i det centralt koordinerede udviklingsforløb, der udbydes af centralbibliotekerne i første halvår 2020.

Læselystpuljen er en del af Kulturministeriets læselystindsats, hvis formål er at styrke børns læselyst og åbne op for sociale læsefællesskaber i skolernes fritidstilbud. Ud over puljen igangsættes der i 2020 en kortlægning af allerede eksisterende indsatser og projekter med fokus på børns læselyst.

Læs mere om Kulturministeriets fokus på læselyst