Dorte Rugtved fortæller om sit nye job som biblioteksleder i Kerteminde Bibliotekerne.
Navn: Dorte Rugtved.
Stilling: Biblioteksleder Kerteminde Bibliotekerne, 1. november 2021.
Uddannelse: Bibliotekar, overbygning fra Åbent Universitet, master i kulturplanlægning fra Roskilde Universitet. Børnerådgiveruddannelse. P.t. lederuddannelse på UCL.
Tidligere: Koordinator for bibliotek og kulturhus fra 2018, Blågårdens Bibliotek (på Nørrebro). Konstitueret driftsleder for bibliotek, kulturhus, sportshal i en kortere periode.
Alder: 52 år.
Hvorfor søgte du jobbet som biblioteksleder i Kerteminde Bibliotekerne?
- Det lød spændende og som den perfekte kombination til mig i forhold til alt det, jeg har lært og arbejdet med i Københavns Biblioteker. Kerteminde Kommune ønsker, at biblioteket har en stærk kulturprofil og en strategi med fokus på læselyst, børn og unge og kulturelle fællesskaber. Jeg skal som biblioteksleder sikre, at vi fører den ud i livet. Desuden havde min mand og jeg i længere tid talt om at flytte på landet.
Hvad er de mest spændende opgaver?
- Det hele. Men især, at vi gør en stor forskel for borgerne, som er meget interesseret i deres lokale bibliotek. Her kommer både ældre til workshops, børnefamilier og de helt unge med deres opgaver til skole og studier. Folk i alle aldre bruger biblioteket, som spiller en betydelig rolle i lokalsamfundet, hvor der ikke, som i en storby, er en masse tilbud. Vi har stor fokus på de klassiske og også lavpraktiske biblioteksopgaver, fordi borgerne kommer med en bred palet af spørgsmål og behov.
Jeg kan også godt lide, at der er kortere fra beslutning til handling, fordi vi er tættere på politikerne end i en større by.
Folk i alle aldre bruger biblioteket, som spiller en betydelig rolle i lokalsamfundet, hvor der ikke, som i en storby, er en masse tilbud.
Hvad er det sværeste ved dit skifte?
- Jeg synes ikke, der er noget, der er svært som sådan, men det er anderledes. Jeg kommer fra et bibliotek i København, hvor mange ting er selvbetjeningsløsninger. I Kerteminde forventer borgerne hjælp til mange ting. Jeg er også blevet overrasket over, hvor brede medarbejdernes kompetencer er, fordi de skal dække alle henvendelser. De kan for eksempel søge dybt ned i bibliotekssystemet, hvor medarbejderne et stort sted er mere specialiseret og henviser til en kollega ved særlige spørgsmål. Det kan man ikke et lille sted.
Hvad er din vision for Kerteminde Bibliotekerne som ny biblioteksleder?
- Jeg har et idékatalog med mig baseret på mine erfaringer og de ting, jeg har arbejdet med i København.
Jeg har præsenteret noget af mit idékatalog for politikerne, og i første omgang handler det om at få dem med på, at de skal investere i nye tiltag i biblioteket, fordi vi er en driver for lokalsamfundet.
Vi skal også implementere den overordnede strategi, hvor vi for eksempel skal starte et ungeråd i samarbejde med skolerne, der skal være ambassadører for bibliotek og læsning. Og vi skal arbejde med læselyst og tidlig sprogstimulering. Her kommer jeg med erfaringer fra København, hvor jeg var med til at udvikle konceptet Ord til mor, der skal styrke kommunikation mellem mor og barn.
Hvad er den vigtigste ledererfaring, du kommer med?
- Hvor vigtigt det er med et chef- og politikerniveau, der prioriterer biblioteket. At vi skal have fokus på opgaven, som vi er her for. Og så er trivsel i medarbejdergruppen helt afgørende.
Savner du noget fra biblioteket i en stor by?
- Tempoet, og at der hele tiden skete noget nyt. Det skal vi selv skabe her, men det er jo også det sjove, og det er meget tydeligt, at vi har borgerne i ryggen her, fordi mødet er mere personligt.