Krigen i Ukraine har fået flere biblioteker til at markere deres støtte til landet direkte på deres hjemmeside eller sociale medier, mens andre har valgt en mere neutral formidling, for eksempel af bøger om de to lande, mens andre igen vælger slet ikke at lade situationen spille ind på formid-lingen. Perspektiv har spurgt Anne-Sofie Elbrønd Bollerup, videnskabelig assistent på informationsstudier på Københavns Universitet, hvorfor vi ser den forskel, og hvad den betyder?
Tekst Sabrine Mønsted
Man kan se, at bibliotekerne griber formidlingen om krigen i Ukraine meget forskelligt an, hvorfor?
- Grundlæggende ser vi i dag en stigende tendens til mere aktivistiske biblioteker, hvor man vælger at gribe formidlingen an på en ny måde og kobler sig på en mere aktivistisk praksis. For eksempel når Vejle Bibliotek laver et ukrainsk flag med blå og gule bøger på hylder over hinanden og på Instagram bruger hashtags som #StandWithUkraine og #Ukraine og et blåt og gult hjerte under fotoet, så vælger de side i konflikten.
Hvor en klassisk (neutral) biblioteksformidling eksempelvis havde været at opstille en række bøger om Rusland og en om Ukraine for at vise, at de har set, hvad der rører sig i samfundet, men uden at tage stilling. I stedet vælger de at tage (tilfældige) bøger med en bestemt farve – og dermed klart vise deres støtte. Det er ikke kontroversielt at støtte Ukraine - det er de fleste enige i, er det rigtige - men det er stadig interessant i en bibliotekssammenhæng. Det er en tendens, som jeg tror, vi vil se mere af fremadrettet, hvor »formidlingen tager stilling«, for eksempel ved at koble sig på hashtags eller andre aktivistiske symboler. Det så vi ikke for bare fem eller ti år siden.
Det kan også være i forbindelse med »Black Lives Matter«, hvor der igen er forskel på, om man formidler materialer om sortes historie eller kobler sig på et hashtag og dermed er mere aktivistisk og tager stilling. Eller i formidlingen om alternative familietyper, hvor der er forskel på at have bøgerne i samlingen eller for eksempel lave en særlig hylde og »koble sig på regnbueflaget«.
Udviklingen, som jeg ser den, er langsomt på vej fra mere end blot »formidling« eller »at stille til rådighed« og »oplysningspligt« til en del mere stillingtagen og aktivisme.
Udviklingen, som jeg ser den, er langsomt på vej fra mere end blot »formidling« eller »at stille til rådighed« og »oplysningspligt« til en del mere stillingtagen og aktivisme
Hvorfor sker den udvikling?
- Det er der flere grunde til. Der har generelt været en udvikling fra en klassisk bibliotekstanke til, at vi godt må sortere og sige, at noget er bedre end andet. Det er jo også det, bibliotekarer gør, når de kuraterer og udvælger materialer. Der er også emner, der med tiden er blevet en almen dagsorden og derfor har fået en mere naturlig plads på bibliotekerne, for eksempel verdensmålene. Men det er også stillingtagen og valg af nogle værdier frem for andre.
En anden vigtig grund er legitimitet. Det at vise en holdning er et udtryk for bibliotekets rolle og ansvar i dag. Det er en nøgle til at gøre opmærksom på sig selv og gøre sig relevant i en tid, hvor folk ellers selv kan søge alle informationer og underholdning på nettet. Men vi har brug for nogle, der kan sortere for os, invitere til debat og oplyse os, og hvor vi ved, at det, der er på hylderne, er kvalitet og udvalgt af nogle med stor troværdighed. For vi er i en tid med mange informationer og en større bevidsthed om »fake news«.
Det er selvfølgelig også den troværdighed, nogle biblioteksfolk er bange for at sætte over styr ved netop at tage stilling, siger Anne-Sofie Elbrønd Bollerup, og hun kalder det også en balancegang.
På Facebook skriver en bibliotekar i en kommentar til Perspektivs nyhed om, hvordan blandt andet Silkeborg Bibliotek inviterer til en debat med overskriften: Hvordan stopper vi Rusland? »... er det ikke et problem med ladede overskrifter, fx om at stoppe Rusland? Bør vi ikke forholde os helt neutralt og overlade resten til brugerne?«
Hvordan takler man uenigheden internt i bibliotekerne?
- Det er naturligt, at nogle vil føle, at det er deres troværdighed, der er på spil. Faget hviler på en historie og er rundet af idealet om objektivitet og neutralitet, og der er stor forskel på, hvad biblioteksfolk mener internt i bibliotekerne. Det vigtigste er, at man bliver ved med at tale om det. Der er jo spændvidden fra dem, der mener, det er det mest naturligt i verden med »regnbuehylder«, til dem, der mener, det er helt forkert. Hvor står man selv? Hvilket signal vil man gerne sende?
Hvad gør man så?
Man skal snakke sammen om, hvad det er for et rum, man vil have og tilbyde sine brugere. Hvordan vil vi bidrage til debatten, hvilken stemme vil vi have og i hvilken grad, og hvis vi vil noget med lokalsamfundet og være et sted, borgerne kommer, hvad vil vi så give dem? Det er en balance at navigere i, men man skal ikke være bange for, at nogle bliver sure, men turde være modig.
I Vejle Bibliotek bliver brugerne mødt af et ukrainsk flag lavet af bøger.
For bibliotekschef Mette Høxbro er det naturligt, at biblioteket spiller ind i den aktuelle dagsorden, og at brugerne »møder« verden i biblioteksrummet.
- Selvfølgelig skal vi markere den aktuelle situation, som vi har valgt at gøre med bogflaget, men brugerne kan selv tage stilling og vælge, om de vil dykke videre ned i emnet. Vi forsøger at komme hele vejen rundt i vores formidling; udover blikfanget med flaget har vi fundet bøger frem fra samlingen om Rusland, den kolde krig, Ukraine, NATO og så videre, og vi inviterer til informationsmøder i marts om krigen med en forsker fra Aarhus Universitet.
- Bibliotekerne tør meget mere i dag end for 5-10 år siden, siger Anne-Sofie Elbrønd Bollerup, der mener, at det er en interessant og spændende tendens.
Et eksempel på et dansk bibliotek, der var blandt de første til at invitere til debat om krigen i Ukraine, er Silkeborg Bibliotekerne under overskriften: Hvordan kan vi stoppe Rusland? Hvad kan vi i Vesten gøre for at bremse Ruslands uprovokerede og rå aggression? Hvilke rædsler venter det ukrainske folk?
Silkeborg Bibliotekerne havde samtidig overvejelser om bibliotekets rolle.
- Vi er ikke et nyhedsmedie, men vi ville godt have en mening om det, der skete, og formidle den i en klumme. Vi ville tydeligt bakke op om Ukraine, og vi ville give borgerne information og modvirke misinformation, siger souschef Heidi Aistrup Holt og skriver i en kommentar på Facebook:
»Jeg mener helt klart, at biblioteket gerne må have både holdning og mening i vores formidling. Vi står på et fundament af demokrati, oplysning og fællesskab og har dermed også en rolle at spille, når det handler om vigtige samfundsfaglige dagsordner/emner.«
Og formidler og del af webredaktionen på Silkeborg Bibliotekerne skriver i sammen tråd på Facebook om deres debatarrangement:
»Bag overskriften “Hvordan kan vi stoppe Rusland?” gemmer sig et arrangement med ruslandsanalytiker Jens Worning Sørensen. Arrangementet har fået overskriften efter aftale med ham. Hvis vi havde et arrangement om klimaforandringer, kunne vi også finde på at kalde det “Hvordan stopper vi klimaforandringer?” […] I forhold til, om biblioteket som sådan har en holdning eller SKAL være neutrale, så tænker jeg, at vi som folkebibliotek i et demokrati gerne må lade medarbejdere (i dette tilfælde min kollega Peter, som har forsket i Ukraine/Rusland) ytre deres holdning og komme med en analyse i en artikel som “Putin forsøger at omskrive historien”. Samtidig synes jeg personligt, at bibliotekerne - særligt i denne tid - skal passe på med at blive for tandløse.«
