Cecilie Malling er nyansat som børnebibliotekar i Taastrup Bibliotek og er ansvarlig for bibliotekets udstillingsgrafik. Hun fortæller om jobbet og det udfordrende i at søge job som nyuddannet.
Tekst Sabrine Mønsted
Navn: Cecilie Malling.
Stilling: Børnebibliotekar på Taastrup Bibliotek fra januar 2022 samt ansvarlig for bibliotekets udstillingsgrafik.
Uddannelse: Cand.mag. i historie i 2011 og bibliotekar DB januar, 2021.
Tidligere: Virksomhedspraktik Taastrup Bibliotek. Bosat i Bonn fra 2009-2017 med sin mand.
Alder: 43 år.
Hvorfor søgte du jobbet som børnebibliotekar i Taastrup Bibliotek?
- Det var den perfekte kombination for mig med en delt stilling mellem at være børnebibliotekar og arbejde med grafik, som er min personlige interesse og hobby. Jeg brænder for begge dele, og pludselig kunne det kombineres. Som jeg skrev i slutningen af i min ansøgning (hvilket jeg ikke havde gjort før): »I har beskrevet mit drømmejob«. Jeg havde desuden været i otte ugers virksomhedspraktik på Taastrup Bibliotek, så jeg kendte stedet, og har boet i Taastrup indtil juli 2021.
Hvad er dine opgaver?
- Vi er stadig i gang med at definere dem, men det er klassiske børnebibliotekaropgaver med betjening og udlånsvagter. Jeg skal sammen med mine kollegaer blandt andet have fokus på early literacy - de helt små børns sprogudvikling og adgang til litteratur. I den anden del af opgaverne er jeg med i udstillingsgruppen, hvor jeg er den, der laver det digitale grafiske design og også det helt lavpraktiske med at betjene vores store printer i kælderen og skære plakater og andre udstillingsting ud. For eksempel taler vi om at bygge en stor bog. En anden opgave, jeg nok skal have, er at lave indhold på bibliotekets sociale medier rettet til børn. Så jeg har meldt mig til forbundets SoMe Manager-kursus i foråret 2022.
Jeg tænker også, at mine kompetencer som cand.mag. i historie kan komme i spil, for eksempel i forhold til udstillinger, hvor jeg kan have et historisk blik på et emne og kan skrive kort og læsbart om komplekse historiske begivenheder, der kan kombineres med den litterære viden.
Du blev cand.mag. i historie i 2011, men valgte at læse bibliotekar DB i 2018, hvorfor?
- Jeg havde boet otte år i Tyskland med min mand, der arbejdede i FN, og i den tid gik jeg hjemme og passede vores søn. Da vi flyttede tilbage til Danmark, var min uddannelse af ældre dato, og jeg skulle konkurrere med en masse andre nyuddannede, så jeg valgte at tage en ny uddannelse, der gav mening i forhold til min tidligere. Det gjorde bibliotekar DB. Jeg nåede at tage den som en af de sidste, før den blev nedlagt. Jeg tog den på to et halvt år, fordi jeg fik overført et tilvalgsfag fra tidligere. Jeg blev færdig i januar 2021, men syntes, det var frustrerende at søge job som nyuddannet.
Hvad var det udfordrende ved at søge job som nyuddannet?
- Det var, at jeg i sagens natur manglede erfaring. Erfaring er et krav i mange opslag, og det er jo umuligt at levere, men til gengæld er nyuddannede klar på at lære og sætte sig ind i nye ting, om det så er programmer, udlånsvagter eller det at lave arrangementer. Begrundelsen for afslag var fra nogle steder, at de simpelthen ikke havde ressourcer til at oplære nyuddannede medarbejdere, så de skulle helst ansætte en, der kunne løbe 110 kilometer i timen med det samme. Jeg fik heldigvis otte ugers virksomhedspraktik på Taastrup Bibliotek, så man kan vel sige, at de har oplært mig på de otte uger. Men jeg kan ikke vide, om det har spillet en rolle. Ledelsen her kan se en fordel i og har ikke været bange for at ansætte nyuddannede. (Læs artikel Erfaring ... eller mod på at lære med leder af Taastrup og Hedehusene Biblioteker Monica Elisa Finderup.)