Kulturinstitutioner er dårlige til at gribe de unge

Tekst Sabrine Mønsted 

I en artikel på Perspektivs videndelingssite Del Din Viden skriver Thore Davies, at kulturinstitutioner er dårlige til at gribe de unge. Han mener, at der nationalt mangler infrastrukturer og færdigheder til at arbejde med unge.
Nonprofitforlaget Ordskælv er netop ved at afslutte et treårigt ungdoms-kortlægningsprojekt, hvor de har »kortlagt« unges liv i deres lokalområder og arbejdet på at bygge bro mellem kulturinstitutioner og de unge ved at skubbe på mere ungeinddragelse og deltagelseskultur.
- Men det er en stor udfordring, fordi der mangler blik for det, de unge har brug for, siger Thore Davies, der er projektleder i Ordskælv, som i gennem ti år har arbejdet med børn og unge fra hele Norden og hjulpet dem til at udtrykke deres historier, sorg, håb og drømme gennem skrivefællesskaber, musik- og bogudgivelser i sparring med professionelle kunstnere.

Hvad er grunden til, at kulturinstitutionerne ikke når de unge?
- Min klare opfattelse er, at der i kulturfeltet, på nationalt plan, mangler infrastruktur, prioritering, viden og færdigheder til at arbejde med unge. Der er virkelig behov for politisk prioritering af netværk, fællesskaber og community. Samhørighed og lokalsamfund kommer ikke af sig selv, og det er derfor, vi også ser mange småbyer dø ud, hvor de unge brokker sig over, at alle tager til København eller Århus. Men jeg tror også, at det er resultatet af mange samfundstendenser: New Public Management, senmodernitet, individualisering af samfundet, neoliberalisme og så videre. Måske gnisten til forandring og fællesskab kan findes i fagbevægelsen, ved at vi selv begynder at praktisere netværk og fagligt fællesskab og giver netværk et seriøst og visionært fagpolitisk fokus. Kimen til forandring skal ligesom sås et sted, og findes der en bedre muldjord end hos dem, der arbejder i institutionerne?

Her tænker du på bibliotekarer og kulturformidlere?
- Ja, og en anden ting er, at der er behov for fagpersoner, der forstår, hvordan det digitale og det sociale liv hænger sammen. Vi hører ofte fra unge-bibliotekarer, at de oplever modstand fra deres ældre kolleger mod at være på for eksempel Instagram, og at det giver anledning til lange diskussioner. Det forklarer jo, hvorfor bibliotekerne glimrer ved deres fravær i de unges liv. Og der er behov for folk, der forstår sig på kunst, kultur og institutioner, men som også kan formidle til mennesker, der lever i et lokalsamfund, uanset om det er på Nørrebro eller i Vinderup. Så der er behov for at være mere inkluderende. Hvis ikke kulturinstitutionerne klarer at lave om på dét, så tror jeg desværre, at de spænder ben for at have de her »vibrerende« demokratiske kulturinstitutioner, som er så vigtige for et samfund.

Hvad kan kulturinstitutionerne gøre?
- For mig er det naturlige første spørgsmål et klassisk løsningsorienteret design thinking-spørgsmål: Hvordan kan vi i kulturinstitutionerne bedre understøtte deltagelse? Både fordi det er svaret på det, museer og biblioteker skal, og fordi det er et demokratisk imperativ at sørge for, at borgere i et samfund kan og har lyst til at deltage, og at de gør det på mange forskellige måder gennem hele deres liv. Desuden er den pædagogiske forskning enig: Fællesskaber er den bedste vej til læring og oplysning.

Har du konkrete bud på, hvad der kan give unge lyst til at deltage?
- Der er særligt tre ting, der er vigtige:
1. »Skinner« at køre på: Deltagelse og infrastruktur er to sider af samme sag. Det kan blive svært at samle folk, hvis der ikke er nogen »skinner« at køre på. Det er for eksempel vigtigt at have en måde at komme i kontakt med de unge på. En WhatsApp- eller Facebookgruppe kan være et godt startsted, men det er ikke nok i sig selv. Overvej eksempelvis at invitere 5-10 unge på sandwich og sodavand en fast ugedag, og se, hvad der sker. Man behøver ikke altid at have en klar agenda. Ofte kommer deltagelse af sig selv, hvis man som bibliotekar eller kulturformidler står klar til at »stilladsere« de unges arbejde og understøtte deres idéer.

2. Etableringen af et »Vi«, der ikke styres af jer, men faciliteres og serviceres af jer, så de unge tør tage ejerskab. Følelsen af autonomi og ejerskab er afgørende, hvis I vil se de unge investere sig selv. Det er en fejl at tro, man kan spænde dem for en vogn. Ægte deltagelse betyder, at man også bestemmer, hvad man deltager i. For at dette »Vi« er bæredygtigt, er diversitet også vigtigt. Mange unge begynder på fritidsaktiviteter for at møde andre unge, som de ellers ikke ville møde; unge fra andre klassetrin, skoler og andre baggrunde.

3. Lysten skal drive værket: Det skal være let tilgængeligt og gerne også lidt sjovt og »cool« at være med, og de personer, som driver jeres ungefællesskaber, skal først og fremmest være passionerede og indgyde de unge passion. Det kan være en billedkunstner, en pædagog, en formidler eller en ung ildsjæl fra jeres lokalområde, som helt sikkert vil vokse med opgaven. Det er desuden afgørende, at energien og viden og kompetencer i forhold til jeres community bliver overleveret og bevaret i jeres kulturinstitution.

Hvorfor er det vigtigt, at unge deltager og selv udøver kunsten?
- Demokratisk selvtillid og lysten at udtrykke sig kommer ikke af sig selv. Det skal ind med modermælken, hvis vi vil have det vibrerende demokrati, de fleste af os ønsker. Lige så vigtigt er det, at de unge, der jo udgør morgendagens samfund, forstår forbindelsen mellem kulturinstitutioner og et bæredygtigt samfund. Derfor skal vi have ridset kulturinstitutionerne op som det naturlige mødested; et sted for fællesskaber, hvor man kan udtrykke sig og forandre verden på demokratisk vis.

Hvad medfører det af ringe i vandet?
- Alle har ret til at udtrykke sig, men ikke alle har muligheden for at forbinde deres stemme med en offentlighed, hvor der er noget på spil. Det er de færreste unge, der har adgang til dét. Det er vores metier i Ordskælv at forbinde unge med offentligheden. Det gør vi ved at få det til at slå gnister mellem de unge og os selv - professionelle projektledere, grafikere, kunstnere og skrivere - og efterfølgende formidle det til offentligheder. Med vores kortlægningsprojekt arbejder vi i særdeleshed for at forbedre kulturinstitutionerne ved at bygge bro mellem dem og de unge. Det vil sige, at vi forsøger at arbejde konstruktivt med de eksisterende strukturer for at hjælpe deltagelseskultur og ungeinddragelse på vej. Det er en stor udfordring, især fordi vi nationalt mangler infrastrukturer og færdigheder til at arbejde med unge. Kortlægningen er således en slags kontinuerlig udveksling. Når vi besøger en kulturinstitution, udveksler vi viden med deres medarbejdere om, hvordan man får unge til at deltage – og dér har vi rigtig meget erfaring om, hvad der giver gode, sunde fællesskaber og lyst og selvtillid til at deltage.
I øvrigt er over halvdelen af folkene i Ordskælv en fraktion af Unges Laboratorier for Kunst (ULK) på Statens Museum for Kunst, så vi er selv et levende bevis på, at ungefællesskaber har sådan en ringe-i-vandet-effekt, hvor én ting fører til en anden.