Tilmeld dig

Forbundet Kultur og Informations generalforsamling 2021

Gå til sidens indhold

Talent for design og forretning

Som arkivansvarlig hos Georg Jensen er Heritage & Archive Manager Ida Heiberg Bøttiger ansvarlig for at strukturere og dokumentere samt ikke mindst at bruge virksomhedens historie som et kommercielt aktiv.

Foto Jakob Boserup

Tekst Sten Løck

  • Ny serie om karriereveje

    Perspektiv vil i de kommende fem numre bringe interviews med fem profiler ansat i det private erhvervsliv. Interviewserien viser bredden i medlemmernes opgaver og kompetencer og kan inspirere til nye karriereveje og hjælpe dig med at sætte nye ord på din faglighed.

- Jeg har altid haft en stor interesse for dansk design, og hvad det repræsenterer. At kunne få lov til at arbejde med Georg Jensens historie, der strækker sig over mere end 100 år, er fantastisk spændende, lyder det fra Ida Heiberg Bøttiger.
En så lang historie med et unikt designaftryk fylder meget, når det hele skal arkiveres og dokumenteres.
- Jeg er ansvarlig for vores produktarkiv, der rummer alle Georg Jensens designs og dermed også vores historie. Det kræver akkuratesse og struktur at sikre, at vi altid kan finde et konkret produkt eller en bestemt periode i historien.

Arkiv til udvikling af nye produkter

Arkivet er ikke noget museum. Det er en levende størrelse, der understøtter virksomheden.
- Arkivet skal som princip være åbent for alle med interesse for Georg Jensen. Og produkterne er bogstaveligt talt til at tage og føle på. Når vi har gæster eller siger velkommen til nye designere, er der ingen bedre introduktion til vores virke end at vise dem rundt i arkivet. Derudover bruger vi arkivet løbende i forbindelse med PR, markedsføring og udstillinger, hvor vi formidler Georg Jensens kultur og historie til omverdenen. For eksempel havde vi i 2018 en stor udstilling i Chicago, hvor arkivet leverede en række produkter til at demonstrere vores historie og designmæssige rækkevidde.
Samtidig spiller arkivet også en vigtig rolle, når der skal udvikles nyt i virksomheden.
- Organisatorisk er arkivet placeret i vores afdeling for produktudvikling, det vil sige den kreative del af virksomheden. Vores produktudviklere bruger ofte arkivet til at finde inspiration og forbindelser til tidligere produkter og dermed vores historie. Når sølvsmede skal designe nye produkter – eller relancere gamle - leverer vi arbejdstegninger fra arkivet, så de får både inspiration og en referenceramme.

Det er ekstremt vigtigt for os at have nogen, der kan organisere vores historie. Arkivet er centralt i vores produktudvikling og grundlag for mange af vores designbeslutninger.
Chief Creative Officer Nicholas Manville

Fra CBS til bibliotekar

Alsidigheden i jobbet, herunder kontakten til forretningsdelen, passer Ida Heiberg Bøttiger godt.
- Jeg trives ikke med at sidde alene i et arkiv og registrere produkter. Oprindeligt startede jeg på en uddannelse på CBS, men fandt ud af, at jeg mere end alt andet var interesseret i at finde og strukturere informationer, og derfor læste jeg i stedet for til bibliotekar med fokus på det forretningsmæssige perspektiv i at bruge information. Før jeg kom til Georg Jensen, arbejdede jeg hos Egon Zehnder, et headhunter-firma, hvor det også netop gælder om at finde de rette data for at opnå det bedste resultat.

Unikke arkivkompetencer

Denne alsidighed har ført Ida Heiberg Bøttiger rundt om i virksomheden, hvor hun også er medarbejderrepræsentant i bestyrelsen. Fra 2016 til 2019 var hun sideløbende med arkivjobbet også produktchef for afdelingen med sølvprodukter og derfor ansvarlig for alt fra analyser over markedsføring til salg. Nu er hun tilbage på fuld tid som Heritage & Archive Manager, og det er hendes chef, Chief Creative Officer, Nicholas Manville, glad for.
- Det er ekstremt vigtigt for os at have nogen, der kan organisere vores historie. Arkivet er centralt i vores produktudvikling og grundlag for mange af vores designbeslutninger. Det ville ikke kunne lade sig gøre, hvis vi ikke havde nogen som Ida til at holde styr på de mange informationer og produkter. På den måde er Idas evne til at arkivere og dokumentere unik i vores virksomhed. Desuden har hun en rigtig god forståelse for, hvordan virksomheden fungerer kommercielt, og hvordan arkivet kan bruges aktivt i den daglige forretning.

Det kræver akkuratesse og struktur at sikre, at vi altid kan finde et konkret produkt eller en bestemt periode i historien
Heritage & Archive Manager Ida Heiberg Bøttiger

Énkvindes informationssystem

Arkivets – og Idas – succes har nu ført til en udvidelse af arbejdsområdet, forklarer Nicholas Manville.
- Vi er begyndt på at arkivere marketingmateriale, primært tekst og foto, på samme professionelle facon som produkter, så det altid er let at finde, hvad vi tidligere har lavet. Når en marketingansvarlig hvor som helst i verden i dag skal i gang med en ny kampagne, kan vedkommende tjekke arkivet og få inspiration eller se, om vi har materiale, der kan genbruges. Et sådant centralt og samtidig transparent arkiv sparer os en masse penge.
Nicholas Manville går så vidt som til at kalde Ida Georg Jensens »énkvindes PIM-system«. PIM er en forkortelse for Product Information Management, et system, der indeholder samtlige relevante data for at kunne sælge et produkt, specielt når det foregår gennem forskellige distributionskanaler.
- Georg Jensens historik er grundlæggende et kæmpeaktiv, og takket være Idas kompetencer er vi i stand til at få rigtig meget ud af det aktiv.