Gå til sidens indhold

Læs og spil - spil og læs

Det første danske spil om litteratur lander snart på fem europaller i indkørslen hos Christina Eriksen og Ole Olesen-Bagneux, begge informationsspecialister uddannet fra Danmarks Biblioteksskole*. De har brugt halvandet år og deres opsparing på det litteraturspil, de gerne selv vil spille.

Christina Eriksen og Ole Olesen-Bagneux lavede spillet LÆST med fuldtidsjob og to små børn ved siden af. Foto Jakob Boserup

Tekst Sabrine Mønsted 

I hvilken bog lyder første sætning: »Det er en almindelig udbredt opfattelse, at en enlig mand med en passende formue må have brug for en hustru«?
Du får lige tre svarmuligheder: 1. Jan Fog, I første række, 2. Helen Fielding, Bridget Jones' dagbog, 3. Jane Austen, Stolthed og fordom. Sådan lyder et spørgsmål i Danmarks første litteraturspil LÆST (svaret får du til slut).
Idéen til spillet opstod nytårsaften 2019. Og da det i starten af 2020 stod klart for Christina Eriksen og hendes mand Ole Olesen-Bagneux, at de alligevel ikke kunne se familie og venner, da hele samfundet lukkede ned, kiggede de på hinanden. Nu var muligheden (læs: fritiden og aftenerne) der for at skabe noget sammen med udgangspunkt i deres fælles passion for litteratur - i alle afskygninger. Et litteraturspil.
- Vi er typerne, der altid har tænkt: hvorfor findes Trivial Pursuit ikke i en udgave med kun den brune (litteratur)kategori? Det findes for eksempel på engelsk, fransk og tysk, men ikke på dansk, siger Ole Olesen-Bagneux.

Vi er typerne, der altid har tænkt: hvorfor findes Trivial Pursuit ikke i en udgave kun med den brune (litteratur) kategori?

Skandaler og fakta

Derfra begyndte de at udtænke litteraturspørgsmål, som er spillets omdrejningspunkt, og gik samtidig i gang med at researche på, hvordan man udvikler og producerer et spil. Det var et noget mere omfattende arbejde, end de umiddelbart havde forestillet sig. Og flere gange undervejs var de ved at gå kolde. For eksempel da det gik op for dem, at de stod foran et valg om enten at bruge deres penge på et nyt badeværelse til familien på fire med to små børn eller 2.000 brætspil, som de endnu ikke aner, om nogle gider spille - og dog, for spillet er testspillet af både forlæggere, bibliotekarer, jurister og ingeniører. Det vender vi tilbage til.
- Vi brugte også de første mange måneder på at udvikle og gennemtænke spillets fire kategorier. De skulle indeholde alle aspekter, og vi ville finde en anderledes og sjov vej ind i litteraturen med både bredde og dybde i spørgsmålene, der også gerne måtte være lidt provokerende, og med et mål om, at man skal have et grin eller to undervejs, forklarer Christina Eriksen.
En af kategorierne blev Set og Hørt med spørgsmål om fortolkninger af bøger, for eksempel filmatiseringer, computerspil, musik inspireret af bøger, grafik, steder, caféer, restauranter og så videre med referencer til litteratur. Et eksempel er: Kaffekæden Starbucks har taget sit navn efter en karakter i en berømt roman. Hvilken roman? (Moby Dick af Herman Melville. Starbuck var øverste styrmand).
- Vi vil gerne vise, at litteratur er allestedsnærværende, og at den påvirker os alle på en masse måder. Selvom du ikke læser bøger, så er litteraturen en del af vores kultur og hverdagsliv og har stor indflydelse på samfundet, siger Christina Eriksen.
- Jægerbogen, der eksempelvis blev oversat til arabisk og fældede en minister, eller bogen Befrielsens øjeblik om tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen, der måske havde indflydelse på udfaldet af sidste valg, tilføjer Ole Olesen-Bagneux.

Belæst taber

I de to informationsspecialisters optik er litteratur ikke kun for en snæver kreds. Derfor kan man også vinde LÆST uden at være belæst, hvilket en af testspillerne – en forelægger – blev lidt fortørnet over, da hans teenagesøn vandt over ham.
- Men det er netop pointen, at det ikke kun handler om, hvem der har læst flest bøger eller kender alle klassikerne. Et andet testpar oplevede, at deres børn vandt over dem, fordi de unge kendte til nutidig dansk litteratur som Helle Helle, siger Ole Olesen-Bagneux.
Spillet henvender sig til alle, der kan lide at læse, men målet er også at give flere lyst til at læse, fordi det netop viser, at litteratur er meget bredt. For eksempel kan nogle spørgsmål besvares, fordi man er sportsinteresseret, for eksempel: Hvem skrev bogen Sorte svin? (Svar: Fodboldspilleren David Nielsen).
En anden kategori er Rundt om bogen med spørgsmål om bøger, for eksempel: Hvad er titlen på Chris Kraus’ debutroman fra 1997, som 20 år efter fik en genrejsning? (Svar: I Love Dick).
- Sådan har vi haft det sjovt med spørgsmålene undervejs, smiler Christina Eriksen, der har opbygget et massivt litteraturkendskab gennem syv år i Nota (bibliotek for mennesker med læsehandicap, red.).
- Jeg talte hver dag med rigtig mange lånere om litteratur – også om Morten Korch og Jane Aamund – og den del af den danske litteratur har jeg insisteret på, er med, siger Christina Eriksen, der undervejs sagde sit job op i Nota, da virksomheden flyttede til Nakskov på Lolland, og der blev for lang transport med to små børn. Det gav hende et halvt års arbejde til spillet.

Vi vil gerne vise, at litteratur er allestedsnærværende, og at den påvirker os på en masse måder.

Spilmentor

De to spiludviklere har kombineret og komprimeret al deres viden om litteratur, forfattere, anmeldelser og litteraturens indflydelse og historie med hver deres forcer.
- Christina har haft overblik, været struktureret og har skrevet flest spørgsmål, siger Ole Olesen-Bagneux, der til gengæld har en mailkorrespondance på mere en 300 mails med spilfabrikker i Europa.
Det gik også hurtigt op for dem, at de havde brug for gode råd til, hvordan man gør en idé til et håndgribeligt produkt. Og da de så en anmeldelse af et sprogspil udviklet af en forfatter i samme by som dem selv, tog de kontakt og bad hende blive deres »spilmentor«.
- Hun kunne give os en slags drejebog og en liste over alle dem, man skal huske at kontakte, fra grafiker og illustrator til fabrikker. Man skal spørge ind til papirtykkelse, overfladebehandling, æsker, spillepladestørrelser, spillebrikker, levering, og hele tiden skal man justere efter, hvad de har og kan. Hvor meget tekst kan der for eksempel stå på et kort? Testspillene viste også, at spillet tog for kort tid at spille, så vi forsøgte os med en lang spilleplade, hvilket ikke duede. Løsningen blev en terning kun op til tre, så tager spillet dobbelt så lang tid. Voila.
Det blev spilproducenten Cartamundi, der vandt opgaven, og i juli leverer de fem paller med spil, der skal stå i garagen og i kælderen. Ægteparret har valgt at sælge spillet gennem deres egen webshop www.laest.dk og på længere sigt udvalgte forhandlere.
Nu glæder de sig til, at spillet skal spilles, og har allerede idéer til specialversioner af spillet med nicheemner inden for litteraturen.
(Svar på indledningens spørgsmål: Jane Austen, Stolthed og fordom.)

 

*Danmarks Biblioteksskoles uddannelse er i dag en del af uddannelsen Informationsstudier på Institut for Kommunikation på Københavns Universitet.

Spillet indeholder 264 spørgsmålskort med 1056 spørgsmål om især dansk samtidslitteratur, men med tråde både tilbage i tiden og ud i verden. Spillet er kompakt med en spilleplade, der kan folde sig ud til 40 gange 40 centimeter. Spillet vil kunne købes fra midt i juli, men kan allerede nu reserveres. Se mere på www.laest.dk.