Tilmeld dig

Forbundet Kultur og Informations generalforsamling 2021

Gå til sidens indhold

Efter rådgivningssamtale: Det burde jeg have gjort for flere år siden

Helene Olsen har fulgt forbundets opfordring til at booke en rådgivningssamtale med PFA. Den betød flere omvalg i hendes pensions- og forsikringsord-ning, så Helene Olsen nu får en større opsparing og mulighed for at investere grønt.

Helene Olsen har efter sin rådgivningssamtale med PFA valgt en ny investeringsprofil, ændret i flere af sine forsikringer og valgt at investere klimavenligt. Det giver flere penge til pension og grøn samvittighed. Foto Jakob Boserup

Tekst Anette Lerche Foto Jakob Boserup

Helene Olsen er et af de medlemmer, der har set et af PFA’s webinarer om nye pensionsmuligheder og efterfølgende booket en rådgivningssamtale.
- Jeg fandt ud af, at jeg burde have gjort det for flere år siden, min pension var ligesom forsvundet ud af min bevidsthed, men der var klare fordele for mig i at lave en del af mine valg om, siger Helene Olsen.
Forud for samtalen indhentede Helene Olsen de oplysninger, rådgiveren havde bedt om, og herefter blev hendes ordning gennemgået.
- Jeg havde investeringsprofil B med udbetalingssikring, men der var ingen tvivl hos mig om, at jeg skulle rykke over i profil C og droppe udbetalingssikringen, hvor ens penge trækkes ud af investeringerne flere år før, man går på pension, fordi der skal være garanti for udbetalingen. Det betyder, at ens pension står helt stille. Fordi jeg rykkede over i profil C, ved jeg nu, at de investeres fortsat, og ens pension investeres også, mens man er på pension, og det kan jo betyde rigtig mange penge. Så for mig var der ingen tvivl om, at jeg ville få et større udbytte.
Så du var ikke bevidst om konsekvenserne af udbetalingssikringen før samtalen?
- Nej, det var jeg slet ikke. Da jeg fik lavet min pensionsordning for godt ti år siden, da jeg startede i Sundby Bibliotek/Kultur S, var min situation en anden. Dengang var mit fokus på mine børn, og at de skulle være sikret, hvis jeg faldt om. Det ændrer sig lidt med alderen, så nu er mit fokus et andet.
Udover at se på investeringsprofilen er opfordringen fra forbundet, at man gennemgår sine forsikringer, var der noget, du ændrede dér?
- Ja, det, vi blandt andet talte om, var min dækning ved tab af erhvervsevne. Den var meget høj hos mig, så det var smart at få den reguleret i forhold til min indkomst og i forhold til, hvad jeg ellers kan få udbetalt fra det offentlige i forbindelse med et eventuelt tab af erhvervsevne. Hvis jeg ikke havde valgt om, så ville jeg ende med at betale en større andel selv, end hvis der tages højde for, hvad man kan få af offentlige ydelser. Nu er det hele balanceret, og det betyder, at jeg får 1.000 kroner mere til pension om året. Jeg har også lavet andre omvalg, der gør at jeg kan spare på lidt på mine forsikringer og sætte pengene direkte ind på min opsparing, så sammen med mit omvalg fra profil B til profil C betyder det, at jeg får en større opsparing.

For mig gav samtalen også ro i maven i forhold til at vide, at jeg faktisk har en bedre pensionsordning, end jeg troede.

Livsforsikring sat ned

- Et andet sted, hvor jeg kunne sætte min forsikringsdækning ned, var den engangsudbetaling, man får ved død. Det handler om, at man i rådgivningssamtalen tager højde for ens livssituation, og har man ejendom eller anden opsparing, så er det måske ikke afgørende for ens efterladte. Dengang den blev fastsat, var mine børn yngre, og jeg boede til leje. I dag har min situation ændret sig, fordi jeg selv har arvet og har købt fast ejendom.
For nye på ordningen investeres 25 procent af opsparingen i grønne investeringer. Det sker ikke automatisk for medlemmer, der allerede er på ordningen. Talte I om de muligheder?
- Ja, det kan du tro. Jeg blev chokeret over, at nul procent af min opsparing var investeret i klimavenlige foretagender. Jeg har hørt, at PFA også har investeret i noget skidt, så derfor var det glædeligt for mig, at jeg selv kunne beslutte at investere grønt og klimavenligt. Det røg al min opsparing over på, så nu er jeg 100 procent grøn i mine investeringer. For mig handler det om at foretage det mest klimavenlige valg, men i øvrigt er billedet jo også, at det er fornuftigt rent økonomisk. Det, der kom bag på mig, var, at jeg slet ikke havde noget af min investering i klimavenlige selskaber, og at man selv aktivt skal gøre noget for, at det sker.

Det er vigtigt at tage stilling

- Som tillidsrepræsentantsuppleant har jeg skrevet rundt til kollegerne og også talt med en kollega, der også har taget en rådgivningssamtale og lavet ændringer i sin pensionsaftale. Og fordi hun er yngre end jeg, så betyder hendes omvalg jo virkelig noget for hendes pensionsopsparing.
Forbundet opfordrer til, at alle tager en rådgivningssamtale for at få afklaret, hvad der kan betale sig for dem. Mange synes måske, at det lyder besværligt eller tidskrævende. Hvor meget tid brugte du forud for samtalen?
- Det var faktisk ret nemt at finde ud af de oplysninger, der var brug for. Man kan gå ind på pensionsinfo.dk og logge ind med sit NemID og få overblik over sine ordninger. Så har man alle oplysningerne klar til PFA – og jeg brugte nok omkring halvanden time på forberedelse og selve rådgivningssamtalen.
Det giver jo en meget god timeløn, hvis det gav dig mere end 1.000 kroner ekstra til din opsparing hvert år fremover?
- Ja, og ikke mindst bedre samvittighed, fordi jeg nu investerer grønt. Det betyder meget for mig, og jeg håber, at flere vil tage stilling til deres pension. Desværre taler vi jo ikke så meget om pension. Min opfordring er, at man skal tage en rådgivningssamtale og bagefter fortælle sine kolleger, hvad det betød økonomisk, så man inspirerer dem til også at booke en samtale. For mig gav samtalen også ro i maven ved at vide, at jeg faktisk har en bedre pensionsordning, end jeg troede. Jeg er 58 år, og jeg var bekymret for min økonomiske situation i forbindelse med min kommende pension. Jeg troede, at jeg skulle arbejde, til jeg var 67 år, selvom jeg også er en del af efterlønsordningen. Nu har jeg fundet ud af, at jeg kan gå fra som 64-årig, hvis jeg vil det. Det er rigtig rart at vide, at jeg har penge til det. Det overblik havde jeg ikke før samtalen.

– Jeg blev i øvrigt også orienteret om en fordelagtig aldersopsparing, man kan begynde to år før, man går på pension, og som man får udbetalt som samlet sum, når man går på pension. Og at man kan begynde en frivillig indbetaling til pensionen via sin arbejdsgiver på for eksempel 2 % af sin løn hver måned. Det var jeg heller ikke klar over, siger Helle Olsen efter samtalen.

Husk...

... at booke en rådgivningssamtale før den 1. august 2021, hvis du vil være sikker på at undgå at skulle indgive ny helbredserklæring til PFA.