Gå til sidens indhold

Leder: OK21 – et kriseforlig med perspektiver

Formand Tine Segels leder i Perspektiv nr. 2/2021.

OK21 er i skrivende stund i den afsluttende fase, efter et forlig på statens område netop er gået igennem. Et forlig, som formår at tage hensyn til en samfundsøkonomi under pres, samtidig med at der på en række parametre opnås resultater. OK21 er en kriseoverenskomst, men med en balanceret og ansvarlig reallønsfremgang og en række forbedringer for blandt andet: seniorer, tillidsrepræsentanternes rettigheder og vores tjenestemandsansatte bibliotekarer på løntrin 4. Resultater, der er grund til at være tilfreds med.

Samtidig er der gode takter i forhold til samarbejdsudvalg og psykisk arbejdsmiljø, og der er også enighed om, at opgaveløsningen og indretningen af arbejdspladserne kan inkorporeres i den grønne omstilling, samt at de gode og innovative løsninger skal findes i dialog og samarbejde. Så med resultaterne på det statslige område er min delkonklusion, at vi har et kriseforlig med perspektiver.

Overenskomsten er medlemmernes overenskomst, og derfor gør forbundet meget for at inddrage og lytte til jer medlemmer i forberedelserne til forhandlingerne. Både fordi det er jeres løn- og arbejdsvilkår, vi forhandler om, og for at sende et stærkt signal til arbejdsgiverne om, at det er behov fra alle medarbejderne i den offentlige sektor. Noget af det, som går igen hos rigtig mange medlemmer, er balancerne mellem arbejds- og privatliv, kompetenceudvikling og ønsker til fleksibilitet gennem hele arbejdslivet. For at forsøge at få imødekommet disse krav i forhandlingerne har vi rejst kravet om at etablere en Frit Valg-konto, der i lighed med det private arbejdsmarked ville kunne imødekomme medlemmernes ønske om at veksle dele af ens løn til de behov, den enkelte kunne have. Det kunne der desværre ikke opnås enighed om, og selvom de kommunale og regionale forhandlinger stadig pågår, skal vi nok ikke forvente noget på dette område. Det er ærgerligt, at arbejdsgiverne ikke ville være med til at etablere en sådan ordning, og jeg vil arbejde for, at vi i fagbevægelsen fortsætter arbejdet med at kvalificere idéerne og tankerne bag Frit Valg, så der forhåbentlig ved næste overenskomst kan ske et gennembrud. Indtil da må vi som fagforeninger fortsat sætte temaer omkring arbejdsmiljø, uddannelse, ligestilling og familiepolitik på dagsordenen.

Nu afventer vi de videre forhandlinger på det kommunale og regionale område, hvor der er svære forhandlinger i vente. Men når de forhåbentlig er på plads, kan overenskomsten sendes til urafstemning. Så når du om nogle uger modtager en stemmeseddel, så brug din stemme. I forbundet plejer vi at opnå en høj stemmeprocent, og det vidner for mig om et stort engagement og opbakning til den danske model. En model, der over tid har vist sit værd og rykket på medlemmernes arbejds- og lønvilkår – og som under corona også har vist sin styrke. Sammen er vi stærkest.

Denne leder er sendt til tryk, inden de afsluttende forhandlinger er gået i gang på det kommunale og regionale område. Hold derfor øje med forbundets hjemmeside for den aktuelle status.

 

Tine Segel / ts@kulturoginformation.dk