Udviklingsmidlerne forsvandt, da DEFF blev nedlagt

Tekst Anette Lerche 

Anne-Birgitte Rasmussen, der er medlem af Danske Gymnasiers digitaliseringsråd, sad i DEFF’s bestyrelse, da DEFF blev nedlagt i 2019.
- Vores bekymring var dengang, og den gælder stadig, at de udviklingsmidler i DEFF, der var øremærket til ungdomsuddannelserne, ville forsvinde, så der ikke længere er øremærkede midler til projekter om for eksempel digital dannelse, digitale laboratorier og unges brug af digitale tidsskrifter. Det var også de midler, der blev brugt til at samle bibliotekarer fra ungdomsuddannelserne til årlige konferencer. De penge er væk, og det er vi virkelig ærgerlige over, for det digitale vælter jo frem, så behovet er kun blevet større, siger Anne-Birgitte Rasmussen, der i dag repræsenterer Danske Gymnasier i Ungdomsuddannelsernes Licensudvalg og derfor fortsat har et godt indblik i området.
Selve driftsdelen, nemlig forhandling af licenser til databaser til ungdomsuddannelserne, er til gengæld intakt, hvis ikke styrket. Den opgave og midlerne har Det Kgl. Bibliotek overtaget under navnet Ungdomsuddannelsernes Licensservice.
- Jeg oplever en stor professionalisme og velvillighed over for ønsker fra ungdomsuddannelserne. Eksempelvis en udvidelse af licensområdet, så det også kommer til at omfatte digitale læremidler, så det ikke er de enkelte ungdomsuddannelser, der skal forhandle med forlagene, siger hun.

To ud af tre ungdomsuddannelser med i aftalen

Chefkonsulent Dyveke Sijm rykkede i forbindelse med nedlæggelsen af DEFF til Det Kgl. Bibliotek. Hun har ansvaret for Ungdomsuddannelsernes Licensservice og arbejder målrettet på at styrke servicen af ungdomsuddannelserne.
- DEFF blev nedlagt på baggrund af rapporten om forskningsbibliotekernes fremtid. Den handlede først og fremmest om forskningsbibliotekerne og de videregående uddannelser. Men DEFF havde også opgaven omkring betjeningen af ungdomsuddannelserne, så da Det Kgl. Bibliotek overtog opgaverne, besluttede man at dele aktiviteterne op, så de videregående uddannelser, erhvervsakademierne og professionshøjskolerne blev et selvstændigt forretningsområde, og ungdomsuddannelserne blev betjent selvstændigt gennem Ungdomsuddannelsernes Licensservice. Det giver god mening at have et særskilt fokus på ungdomsuddannelserne, fordi de har brug for andre aftalemodeller og indhold og er meget forskelligartede, mens de videregående uddannelser, set fra en biblioteksvinkel, er mere homogene. På de videregående uddannelser er der oftest et bibliotek og en bibliotekar tilknyttet, og sådan er det ikke altid på ungdomsuddannelserne.
Den nye struktur gav Dyveke Sijm mulighed for at nytænke dele af opgaveløsningen.
- Vi besluttede kun at indgå aftaler med forlag og leverandører, hvis de gik ind på vores vilkår. Normalt er det jo omvendt, men nu siger vi »I kan få lov til at indgå aftaler med os, hvis I siger ja til vores betingelser og prismodel«. Det har vist sig, at forlagene gerne siger ja til den model, fordi ungdomsuddannelserne er et attraktivt marked; flere forlag har selv henvendt sig til os, og i dag servicerer vi 2/3 af ungdomsuddannelserne, siger Dyveke Sijm.
- Det er også lykkedes at få folkebibliotekernes og ungdomsuddannelsernes interesser til at »tale mere sammen«, fordi Det Kgl. Bibliotek har et stort netværk og god kommunikation med sektoren. Den løbende kommunikation er vigtig, fordi folkebibliotekerne jo nogle steder også er aktive i forhold til at betjene ungdomsuddannelserne. Eksempelvis har vi lavet et nationalt pilotprojekt i 2020, hvor vi har givet gratis adgang til tre udvalgte databaser fra tre forskellige forlag for at finde ud af, hvad behovet er både på ungdomsuddannelserne og på de folkebiblioteker, der betjener ungdomsuddannelser, og her har vi haft meget aktiv dialog med Det Digitale Folkebibliotek (tidligere Danskernes Digitale Bibliotek), der er nemlig også folkebiblioteker, der deltager i projektet. Vi taler meget om fri og lige adgang til digitale ressourcer, men vi har brug for mere konkret viden om, hvilke modeller der virker. Jeg er spændt på, om det viser sig, at der er fælles interesser, så samarbejdet kan fortsætte, siger Dyveke Sijm.

Kassetænkning skader eleverne

Et af de områder, der er problematiske for serviceringen af elever på ungdomsuddannelserne, er ifølge Anne-Birgitte Rasmussen, at ungdomsuddannelserne falder ned mellem to stole.
- Niveauet fra Det Kgl. Bibliotek er for højt til vores unge mennesker, de artikler, de kan finde i universiteternes databaser, er for svære, og folkebibliotekerne har en meget uensartet service i forhold til ungdomsuddannelserne. Der er også udfordringer omkring afstanden til folkebiblioteket fra ungdomsuddannelsen, og selv i et sted som København, hvor afstandene er små, er der helt lavpraktiske udfordringer. For møder de unge overhovedet en bibliotekar, når de kommer ned på biblioteket?
For Anne-Birgitte Rasmussen er drømmescenariet et ensartet tilbud i form af et søgesystem, der stiller eleverne mere lige. For behovet er der, og de unge er langt fra klædt på til at klare sig selv i forhold til informationssøgning.
- Besparelserne på ungdomsuddannelserne har jo desværre krævet, at man har skullet prioritere mellem indkøb af fysiske materialer, lærerstillinger og bibliotekarer. Men det er jo langt fra optimalt. Og så er der et problem omkring kassetænkning på området, fordi vi hører under regionerne, men får statslige midler, mens folkebibliotekerne hører under kommunerne, konstaterer hun ærgerligt.
De udfordringer ser Dyveke Sijm også.
- Det er problematisk, at elever i den samme klasse på en ungdomsuddannelse kan høre til forskellige folkebiblioteker, der giver vidt forskellige muligheder. Det er en politisk diskussion, hvad der er folkebibliotekets opgave, og hvad der er ungdomsuddannelsesinstitutionens opgave, og det kan der være forskellige holdninger til. Men med den nye struktur har vi i hvert fald fået en position, hvor vi kan undersøge, levere data og pege på fornuftige løsninger, som så skal træffes politisk, siger hun.