Nikoline Dohm Lauridsen fortæller om sit nye job som informationsspecialist i en delt stilling mellem Region Hovedstaden og Region Sjælland.
Tekst Sabrine Mønsted
Navn: Nikoline Dohm Lauridsen
Stilling: Informationsspecialist i en delt stilling mellem enheden Sundhedsforskning og Innovation i Region Hovedstaden og Data og Udviklingsstøtte i Region Sjælland
Uddannelse: Cand.scient.bibl., 2014
Tidligere: Informationsspecialist på DTU Bibliotek og Kontor for Forskningsanalyse
Alder: 33 år
Du er blevet ansat i en delt stilling mellem Region Hovedstaden og Region Sjælland, hvordan foregår det i praksis?
- Jeg er bindeled mellem de to regioner, der gerne vil samarbejde mere på tværs og gøre bedre brug af hinandens erfaringer. Så jeg skal sidde to dage om ugen i Region Hovedstadens enhed for Sundhedsforskning og Innovation og to dage om ugen på Sjællands Universitetshospital Køge i deres videnscenter og bibliotek, som er en del af enheden Data og Udviklingsstøtte. Den sidste dag fordeler jeg selv. Jeg startede med at være to uger hvert sted for at lære begge steder bedre at kende. Den delte stilling passer mig rigtig godt, for jeg kan lide variationen, og at der ikke er noget »plejer«. Jeg skal være de nye øjne på tingene, fordi jeg skifter arbejdssted, og det vil holde mig på stikkerne. En af mine kolleger jokede med, at jeg kunne skrive en bog om organisationsteori, fordi jeg kunne sammenligne de to steder.
Hvad er dine opgaver de to steder?
- I Region Hovedstaden har man etableret ét samlet sted til at understøtte forskerne og forskningen, så jeg sidder i en afdeling med jurister, politiske konsulenter og innovationsfolk. Vi er to bibliotekarer ansat, som står for administrationen og videreudviklingen af Pure-arkivet og portalen, som er det system, der indeholder og formidler regionens forskning. Ud af systemet kan vi for eksempel trække rapporter og statistik, der viser, hvilken forskning et bestemt hospital eller afdeling er stærke på, så de kan promovere det område og eventuelt styrke de områder, de mangler forskning i.
I Region Sjælland er der langt færre forskere ansat, hvilket giver større nærhed til forskningsmiljøerne. Her arbejder jeg sammen med to fagbibliotekarer og skal også her hjælpe med at styrke og udvikle systemerne omkring regionens forskning. Grundet størrelsen kan flere ting prøves af her, da der er mulighed for hurtigere omsætning fra tanke til handling.
Overordnet er min opgave at bidrage med at professionalisere forskningsregistreringen og -formidlingen i begge regioner, så det kan blive tydeligere, hvor meget unik klinisk forskning, der faktisk sker på hospitalerne.
Hvilke erfaringer tager du med fra DTU?
- Jeg er god til systemer, overblik og kan se sammenhænge, og jeg har erfaring med forskningsregistrering og bibliometri fra DTU, hvilket også er et område, hvor jeg skal være med til at skabe flere nuancer omkring, hvad der er »god« og værdifuld forskning i regionerne. Regionerne bliver ikke som universiteterne målt på den bibliometriske forskningsindikator (BFI) eller den danske Open Access Indikator (OAI), men at tale ud fra BFI og OAI kan stadig bruges til at nuancere forskningsbilledet og få nogle interessante diskussioner i gang. Jeg kender til gengæld intet til det medicinske område, men her har jeg heldigvis rigtig dygtige kollegaer.
Hvorfor søgte du jobbet?
- Det var en stilling, der sammenkædede en masse af de forskellige ting, jeg har beskæftiget mig med de sidste seks år på DTU. Og det var blandingen af at arbejde med systemer og være tæt på forskningsmiljøerne, som tiltalte mig. Jeg var klar til at hive rødderne op og prøve noget nyt, selvom jeg var glad for DTU og mine kolleger. Det er også en faglig udfordring, fordi det er en nyoprettet stilling, og jeg har selv skullet finde ud af, hvor jeg bedst understøtter mine kolleger med mine kompetencer, og hvilke bolde jeg skal gribe. Jeg og mine nærmeste kolleger er startet med en masse snakke for at finde ud af, hvordan tingene gøres nu, og hvad vi kunne tænke os at gøre anderledes.