Coronavirus

Find svar på dine spørgsmål om Coronavirus

Gå til sidens indhold

”Du er bibliotekar, jeg er morder”

Gennem 19 år var Inga Nielsen bibliotekar i Horsens Statsfængsel. Lånerne er dømt for narko-smugling, grov vold, drab og mord. Og bøgerne er en vej ud.

Enner Mark Fængsel blev indviet i 2006 og erstattede det tidligere Horsens Statsfængsel. Fængslet har fem afsnit med plads til 235 indsatte og er omkranset af en 6 meter høj og 1.400 meter lang mur. Pressefoto


Tekst Sabrine Mønsted

En rose vokser ud af en bog og op igennem udspændt pigtråd på den blyantstegning, Inga Nielsen rækker hen over bordet hjemme i lejligheden i Aarhus. »Den er tegnet af den etbenede bombemand. Jeg fik den af ham, da han blev dømt«, siger hun og refererer til den tjetjener, der fik en dom på 12 år for et (mislykket) terrorforsøg mod Jyllandsposten og sad i Horsens Arrest, før han blev sendt til Belgien for at afsone sin dom.
Tegningen er en sigende metafor for det, Inga Nielsen og bøgerne har betydet for utallige indsatte i årenes løb. Bøgerne er ikke blot underholdning, tidsfordriv og viden bag tremmerne – de er håb og en vej ud.
Som en anden indsat skrev til hende i foråret, da han efter to år i Horsens Arrest fik en dom på 12 år for at have smuglet store mængder narko og blev flyttet til det fængsel, hvor han skulle afsone:
»Jeg ved vitterligt ikke, hvordan jeg skulle have klaret mig uden din tålmodighed, og at du som den eneste altid har været vedholdende og svaret på alle mine anmodninger (om bøger, red.), selvom de har været mange« (…) »Over 100 dage i ISO (isolation, red.), det havde jeg seriøst ikke bladret sådan igennem uden din hjælp«.
Tegningen og brevet, der blot er to blandt mange hilsner, Inga Nielsen har fået, er et billede på den parallelverden, som har været hendes hverdag og arbejdsplads gennem 19 år.

Bibliotekar, ikke dommer

Da Inga Nielsen søgte stillingen i Horsens Statsfængsel i 2001, var hun den eneste ansøger, der udelukkende søgte stillingen som fængselsbibliotekar, men for hende er det essensen af at være bibliotekar. Der er ingen computere til at reservere bøger i fængslet, ingen selvafhentning og ingen digital formidling.
- Det er tilbage til bibliotekaren, låneren og bøgerne, siger hun. Men når man hører hende fortælle, er det langt fra den gængse samtale med en låner, man får på nethinden.
- Der kom på et tidspunkt en bog med titlen Når far slår mor ihjel. Den har jeg kun haft held med at anbefale nogle få gange. De fleste har ikke lyst til at læse den, selvom det er det, de er dømt for, siger hun og tilføjer:
- Der var dog én, der havde stor glæde af at læse og diskutere den med den fængselsbetjent, der var hans kontaktperson. Han indså, hvor heldig han var, at hans børn stadig ville tale med ham, siger Inga Nielsen.
For hende er de indsatte først og fremmest mennesker som alle andre, dernæst er de i et sikret fængsel, fordi de har gjort noget forkert, de skal straffes for. Men det er ikke hendes job at dømme. Det er at være bibliotekar, som hun siger. Hun har heller ikke altid vidst, hvad hendes lånere var dømt for.
- Nogle fortæller det selv efterhånden, og nogle kan ikke lade være med at sladre om, hvorfor de andre er der, men det bliver mindre interessant, jo længere tid man kender dem, siger hun. Vi sidder i hendes gårdhave i Aarhus Midtby, drikker kaffe og spiser sommerens sidste hjemmelavede hybenmarmelade på boller. For halvanden måned siden gik Inga Nielsen på pension efter 19 år som fængselsbibliotekar, og det, hun kommer til at savne, er de indsatte – hendes lånere.

Det er tilbage til bibliotekaren, låneren og bøgerne.

Fængslet bliver ens liv

Nogle har været lånere i næsten alle 19 år, for eksempel drabsmænd, der ikke nødvendigvis har været kriminelle tidligere, men nu skal have et liv i fængslet i 12-16 år. Og rigtig mange indsatte kommer desværre igen og igen – mere end halvdelen (51 %), viser den såkaldte recidivprocent for lukkede fængsler for 2016 (Kriminalforsorgens data 2020).
- Da jeg startede i 2001, mødte jeg en ung fyr på 17 år fra Horsens, der havde fået en drabsdom. Han er 37 år i dag og kommer stadig ind og ud af fængslet. Ham har jeg lært rigtig godt at kende. Han har altid læst ekstremt meget og er en kvik fyr. I starten snakkede vi om, hvordan han kunne komme ud af kriminalitet, men han så faktisk ikke anden vej, og han havde ligesom besluttet sig for, at han ikke kunne være andet end kriminel.
- En anden indsat sagde på et tidspunkt: »Jeg kan bedre lide det herinde, for når jeg kommer ud, sidder jeg bare alene i min lejlighed«. Det er jo søgerligt, siger Inga Nielsen, der indrømmer, at hun er gået trist hjem nogle dage, men de har været få.
- Der er et par stykke, der har siddet inde i over 30 år, fordi de laver et eller andet åndssvagt, når det nærmer sig tiden for deres frihed, fordi de ikke kan overskue at komme ud. Fængslet er blevet deres liv.
- Jeg sagde en gang til en meget intelligent fyr, der hjalp mig med bogopsætning i en periode, at jeg ikke fattede, at han gad kriminalitet. »Du har alle muligheder, hvad er det for et liv?« Så kiggede han på mig og svarede: »Jeg lever jo også her«. Han klarede sig fint i fængslet. Han var et stort brød, så ingen gjorde ham noget, og han brugte al sin fritid på at læse engelsk fantasy-litteratur.

Kommer nemt til skade

Men for de fleste er livet bag tremmer råt. Fængslet er en parallelverden med et andet moralkodeks, normalitetsbegreb og med andre uskrevne regler og hierarkier.
- Jeg hører tit folk sige, at der er blevet mere råt, men det har altid været hårdt at være i fængsel. Der er en hakkeorden uden lige. I det gamle statsfængsel var der en stor gård med én daglig gårdtur, og du kom »meget nemt til skade«, når du gik op eller ned af trapperne, hvis du skyldte nogen noget eller ikke indordnede dig, siger Inga Nielsen.
I dag er Kriminalforsorgen også udfordret af bander, og i Enner Mark Fængsel, der i 2006 erstattede Horsens Statsfængsel (der i dag er fængselsmuseum), er der flere små, isolerede afdelinger for at adskille bandemedlemmer og nedbryde hierarkier, men der er altid nogle i et fængsel, der er stærkere end andre, og domme, der er »finere« end andre. En narkodom, et smart røveri, eller hvis du har slået en »sej én« ihjel har højstatus, mens alt med kvinder og børn er nederst i hierarkiet.
- Røveriet mod Dansk Værdihåndtering i 2008 med et udbytte på 62 millioner, hvoraf langt de fleste ikke er fundet, er for eksempel mytologiseret i fængslet. Og røverne i det såkaldte Helikopterkup, der fløj væk med 39 millioner kroner fra et værdidepot i Stockholm, anses for helte, fortæller Inga Nielsen.

Nietzsche er også in, og han er sørme heller ikke nem at læse og forstå. Det samme gælder Shakespeare, men de prøver, og det, synes jeg, er fint.

Magtens manual

Det anderledes livssyn afspejler også, hvad de indsatte læser. For tre år siden lavede Horsens Bibliotek en artikel med populære titler blandt de indsatte, som Inga Nielsen dog bagefter fortrød, fordi den havnede på forsiden af Ekstra Bladet med overskriften: Indsatte uddanner sig til forbrydere i fængslet.
- De blæste det op, som om man kan uddanne sig til et magtmenneske i fængslet ved at læse bøger. Men jeg tror ikke på, at man kan lære at manipulere andre ved at læse en bog, der hedder Magtens Manual. Til gengæld kan jeg lettere få dem til at læse andre bøger, når de først er kommet i gang med at læse, siger Inga Nielsen.
- Bag i Magtens Manual er for eksempel en litteraturliste med en 100 år gammel tysk bog, som jeg endte med købe, fordi alle pludselig ville læse den, siger Inga Nielsen og tilføjer med et smil, at hun selv synes, at den er ulæselig.
- Machiavellis bog Fyrsten er også efterspurgt, men helt ærligt, så ved jeg ikke, hvor mange der forstår den. Nietzsche er også in, og han er sørme heller ikke nem at læse og forstå. Det samme gælder Shakespeare, men de prøver, og det, synes jeg, er fint.
Der er en aktuel debat blandt fagpersonale i fængslerne om, om der skal være restriktioner for, hvad de indsatte må læse.
- Jeg tror, det er at tillægge bøgerne for meget betydning. Det var en debat, der startede, da rockeren Jønkes bøger udkom for tyve år siden. I dag er der et hav af bøger om og af kriminelle. Og jeg kan godt forstå, at de indsatte læser dem. Vi andre er jo ikke anderledes; vi læser også om det, der siger os noget, enten på grund af identifikation eller fascination over at få et indblik i en anden verden. Men jeg ser stor forskel på selvforherligende bøger om kriminalitet, og dem, der viser andre veje, siger Inga Nielsen.
Et eksempel er den australske bog Shantaram, som også har været meget populær blandt de indsatte, hvor en tidligere kriminel bliver en slags »læge« og hjælper i den indiske slum, eller bogen En forfærdelig mand af Lars Jensen, der handler om hans flugt fra blandt andet rockermiljøet.
Flere indsatte giver sig selv i kast med at skrive bøger, og Inga Nielsen har som »bogekspert« måttet læse mange manuskripter. Blandt andet fik en indsat hjælp til at selvudgive sin bog Psykopatens Bibel.
- Jeg læste den og syntes, at jeg skyldte ham at være ærlig, men han var ikke glad for min dom om, at bogen strittede i alle retninger. Det var en blanding af afskrifter af alt lige fra hans dom til andre bøger. Han mente, at det var klart, jeg ikke forstod den: »Du er bibliotekar, jeg er morder«, som han sagde.

Bøger er normalitet

Alle indsatte har mulighed for at komme på biblioteket, der ligger ved siden af købmanden, én gang om ugen. Men på grund af »bandesikring« får mange ikke længere lov til at gå til købmanden og derfor heller ikke på biblioteket. Det kræver en del mere tid for bibliotekaren, fordi det er ret mange døre, der skal bankes på, og alt efter konfliktniveauet går man alene eller har følgeskab af en fængselsbetjent.
- Da jeg kom igen efter Coronanedlukningen, men stadig ikke måtte åbne biblioteket, råbte en indsat, der er rocker, gennem et vindue fra købmanden: »Det er godt, du snart åbner, Inga, for i sidste uge måtte jeg gå i gang med at læse Det Nye Testamente (den eneste bog, der ligger i alle celler, red.), og den var altså noget tør«. Han har lånt rigtig meget gennem årene og fortalte mig for nylig, at han aldrig havde åbnet en bog, før han kom i fængsel. Det var ret tankevækkende og gjorde et stort indtryk på mig, siger Inga Nielsen, der mener, at det er særligt vigtigt, at de varetægtsfængslede i Horsens Arrest, der er en afdeling for sig selv i fængslet, kan benytte biblioteket.
- De er ikke dømt endnu, de håber stadig, og fremtiden er uvis. De har brug for at læse for at distrahere tankerne og opretholde en normalitet. De håber alle sammen stadig at blive frikendt, siger hun.
- Jeg havde for nylig en låner, der læste virkelig meget i arresten; han sad der i to år, fordi hans sag om narkosmugling trak ud. Da han blev flyttet til et andet fængsel i foråret, lå der et brev til mig, hvor der stod: »Tak for lån af over 100 bøger«, men det kan ikke gøre det. Han lånte 4-6 bøger om ugen.
Og læser man hele brevet, så har bibliotekaren været næsten lige så afgørende som bøgerne. Det er hans brev, der er citeret i starten af artiklen, og han slutter sit brev: »Ja, du gør jo bare dit arbejde, men det vil jeg sige, det gør du godt, hvis du spørger mig: helt fantastisk og perfekt!«

Fængselsbiblioteker

Bibliotekstilbuddet er ret uens fra fængsel til fængsel, for eksempel:

Bibliotekartimer om ugen:
Nyborg Fængsel: 26 timer (312 indsatte)
Herstedvester: 18 timer (161 indsatte)
Enner Mark Fængsel: 14 timer (235 indsatte)
Storstrøm Fængsel: 27 timer (250 indsatte)