Gå til sidens indhold

Studiejobbet kobler teori og virkelighed

Emilie Kristine Wærn har haft studiejob på et advokatkontor, i Mærsk og er i dag hos medicinalvirksomheden Ferring. »Det har vist mig, hvor forskellige job man kan få med vores uddannelse, selv inden for den samme retning«, siger hun.

Emilie Kristine Wærn er Student Assistant hos CLICK - medicinalvirksomheden Ferrings globale biblioteks- og informationsservices funktion i Ørestaden i København. Hun har et år tilbage af sin uddannelse og er ikke nervøs for jobudsigterne, for hun ser mange veje at gå. Foto Gitte Sofie Hansen

Tekst Sabrine Mønsted

Siden den første dag på studiet i informationsvidenskab og kulturformidling i 2015 har organisering af informationer i private virksomheder været den retning, 24-årige Emilie Kristine Wærn ville. Som studentermedhjælper i medicinalvirksomheden Ferring arbejder hun i dag 15 timer om ugen med blandt andet at søge og holde styr på informationer til nye forskningsprojekter.
Undervejs i studiet har hun fået øjnene op for, hvor mange døre uddannelsen i informationsvidenskab og kulturformidling kan åbne. Emilie Kristine Wærn valgte fra første færd informationsvidenskaben fremfor kulturformidlingen.
- Der er obligatoriske grundfag for alle, men man kan tidligt fokusere på en retning. Jeg valgte informationsvidenskaben med valgfag i system- og brugerevaluering, design af databaser og i informationsarkitektur.
Hele vejen gennem uddannelsen har Emilie Kristine Wærn været bevidst om sine valg af fag, opgaver og studiejobs.
- På andet semester fik jeg job i et advokatfirma, hvor opgaverne var mere traditionelle bibliotekaropgaver med søgninger efter dokumenter og litteratur, udlån af materialer og at holde orden i biblioteket.
Advokatkontoret valgte (meget positivt) at gøre studentermedhjælperstillingen til en fast stilling, og Emilie Kristine Wærn søgte i stedet til transportfirmaet Mærsk, hvor en ny retning i det private åbenbarede sig.
- Udover at det var et nyt emnefelt, jeg fik viden om – skibsfart fremfor jura – så var opgaverne anderledes, her handlede det mere om arkivering, om at opbygge databaser og kunne genfinde dokumenter, og jeg arbejdede både med et fysisk og et online arkiv, siger Emilie Kristine Wærn.
Efter at havde boet et år i Australien mellem sin bachelor og kandidatuddannelse, fik hun det studiejob, hun har i dag i medicinalvirksomheden Ferring. Her er det igen et nyt fagområde, og opgaverne er mere research, litteratursøgning og at sammensætte søgestrenge, så man får sorteret irrelevante resultater fra i søgningerne.
- Det kan for eksempel være forskere, der ønsker at finde ud af, om en bestemt medicin også kan godkendes til andre sygdomme, hvor vi skal søge i mange typer af dokumenter som kliniske studier, videnskabelige artikler, guidelines og så videre. Noget, jeg ikke har gjort siden 2. semester, så det skulle lige genopfriskes. Andre opgaver kan være upload af referencer til regulatoriske databaser, udsending af nyhedsbreve og hjælpe med brugeradministration til vores ressourcer, siger Emilie Kristine Wærn, der har et år tilbage af sin kandidatuddannelse, som hun også tager i informationsvidenskab og kulturformidling. Og hun er ikke nervøs for at få job efter studiet.
- Jeg vil tage det, som det kommer. Gennem studietiden har der været mange studiejobs at søge, så jeg er ikke bekymret for, om der er brug for de faglige kompetencer, jeg kommer med.

Jeg fik tidligt en fornemmelse af, at det her studie kunne gå i mange retninger, og de faglige kompetencer kunne være brugbare inden for de fleste områder.

Interessen er det vigtigste

Hun havde gerne set, at uddannelsen inddrog cases fra det private erhvervsliv endnu mere i undervisningen, men studiejobbene er for hende blevet koblingen mellem teori og virkelighed.
Hendes råd til andre studerende er at bruge studiejobbene til at få afprøvet forskellige ting.
- De giver mulighed for at afprøve det, du har lært, lære nyt og få erfaringer med, hvordan ting fungerer i praksis. Det har været tilfældigt, at jeg skiftede studiejob tre gange undervejs, så det er ikke, fordi man skal skifte job bare for at skifte, men jeg har set, hvordan min uddannelse kan gå i mange retninger, også inden for det private. Men det allervigtigste er altid at gå efter sin interesse, siger Emilie Kristine Wærn.
Allerede som teenager havde hun en fornemmelse af, at hun skulle arbejde med struktur og organisering. Hun var god til at skabe orden og struktur på ting. Hun havde dengang et studiejob på skolebiblioteket, men så ikke sig selv som bibliotekar.
- Mit andet interessefelt var ernæring, men der skulle man have fysisk og kemi, og det var ikke dér, mine faglige kompetencer lå.
Indtastninger på Uddannelsesguiden og et åbent hus på informationsvidenskab og kulturformidling efter gymnasiet gjorde hende sikker på den uddannelse, fordi hun blev præsenteret for forskellige jobtitler og arbejdssteder med informationshåndtering som omdrejningspunkt.
- Allerede dér fik jeg en fornemmelse af, at det her studie kunne gå i mange retninger, og de faglige kompetencer kunne være brugbare inden for de fleste områder.