Coronavirus

Find svar på dine spørgsmål om Coronavirus

Gå til sidens indhold

Kan vi dømme fortiden med nutidens øjne?

Vi fjerner ikke racisme og ulighed ved at vælte statuer og hive Tintin af hylderne. I stedet skal vi nuancere historien, siger museumsinspektør på Nationalmuseet Jeanette Varberg og her spiller Informationsprofessionelle en væsentlig rolle, mener leder af Institut for Kommunikation på Københavns Universitet, Jens-Erik Mai. Han mener dog, at faget selv mangler et opgør med fortiden.

Black Lives Matter-demonstration foran Christiansborg, juni 2020. Foto Nikolai Linares/Ritzau Scanpix

Tekst Sabrine Mønsted

»Kulturformidling« og »dialog« er svaret på den samfundsdebat, der brænder mange steder i verden lige nu med skarpt optrukne modpoler, mener professor i informationsstudier og institutleder på Institut for Kommunikation på Københavns Universitet Jens-Erik Mai. En debat, antændt af Corona, der presser samfundsøkonomien og skaber ledighed, og i USA i særdeleshed sat i lys lue af amerikaneren George Floyds død under en anholdelse i foråret. Den sorte mands død blev endnu et symbol på undertrykkelse, ulighed og racisme i USA og vakte sympatidemonstrationer for Black Lives Matter-bevægelsen over hele verden. Det inspirerede samtidig andre lande til et opgør med deres egen historie. Statuer af slaveejere og magthavere er ikke kun væltet i USA. I juni blev statuen af slavehandler Edward Colston væltet i floden i den engelske by Bristol.

  • Black Lives Matter

    En bevægelse, der opstod i 2013 i forbindelse med den sorte amerikanske teenager Trayvon Martins død.

Vi vender tilbage til kulturformidlingen. For hvad er det i vores historie, der kan antænde befolkninger og skabe splittelse? Jeanette Varberg, arkæolog, historiker og museumsinspektør på Nationalmuseet, forklarer det med røde linjer.
- Historien er et kæmpe landskab med spor fra milliarder af mennesker. Og for at kunne overskue fortiden har vi trukket udvalgte røde linjer op, som er blevet vores fælles erindringer og historie. Men det betyder også, at der er linjer i fortiden, vi har ladet ligge. Ting, der ikke bliver fortalt, siger Jeanette Varberg og understreger, at historien altid har en vinkel.
- Vores nutidige historieskrivning begyndte i 1800-tallet, hvor der var slaveri i USA’s sydstater, hvor det britiske imperium herskede over flere folkeslag, og den victorianske kvindeopfattelse var gængs – kvinder hørte til i hjemmet. Og historien er generelt fortalt af hvide, velstillede mænd, der havde magten til at skabe sandheden om fortiden. Derfor er historiebøgerne fulde af erobringer, krige og bygningsværker som de røde linjer i vores fælles fortælling, siger Jeanette Varberg.
Hun mener, at man kan tolke Black Lives Matter-bevægelsen som én befolkningsgruppes krav om, at dens fortids linjer også trækkes frem og anerkendes. For det er ikke ligegyldigt, om de undertryktes historie bliver fortalt eller ej. Fortiden er afgørende for nutiden og dermed også for fremtiden, ifølge historikeren.
- Hvordan vi ser fortiden, smitter af på, hvordan vi betragter hinanden, sætter os i relation til hinanden og i sidste ende, hvordan vi behandler hinanden, siger Jeanette Varberg, der i sin egen forskning altid kigger efter kvindernes fortællinger og roller i historien for at nuancere kvindebilledet.
- Tidligere folketingsmedlem Joachim B. Olsen sagde eksempelvis i et interview, at kvinders behov for at gå hjemme med deres børn var biologisk bestemt. Men det er ikke det, fortiden viser. Kvinder tog sig af spædbørnene, men derfra skulle alle voksne have hænderne fri til at skaffe føde, så børnepasning var et ligeligt fælles anliggende, siger Jeanette Varberg, der mener, at vi skal erkende, at historien er en kampplads (fuld af hypoteser og tolkninger), fordi det netop har betydning for nutiden og fremtiden, hvordan vi udlægger fortiden.
- Ofte er de undertryktes historie udeladt eller har et ensidigt fokus, derfor skal vi nuancere historien ved at gå tilbage i bøger og dokumenter, for eksempel i Det Kgl. Biblioteks arkiver, og tegne de slavegjortes og kvindernes linjer op mellem de store mænds bedrifter, siger Jeanette Varberg, der hver morgen skæver op til statuen af Christian den Fjerde på Christiansborgs Slotsplads på vej til arbejde på museet bagved.
- 60 procent af alle hekseafbrændinger skete under Christian den Fjerde med hans billigelse. Han fik bygget flotte bygninger som Rundetårn og Børsen, men han underskrev samtidig loven om trolddom, som kvinderne kunne dømmes efter, siger Jeanette Varberg. Alligevel mener hun ikke, at statuer som den eller af andre historiske personer skal fjernes.
- Det ændrer ikke historien, men der skal oplyses og formidles om hele historien. Vores kulturarv er jo også krig, slaveri og hekseafbrænding. Vi skal kende til det hele og blive klogere, siger Jeanette Varberg, der mener, bibliotekarer kan hjælpe med at bygge bro mellem fortid og nutid gennem litteraturen.
- Litteraturen kan hjælpe os med at sætte os ind i fortidens tanker og forstå begivenheder i nutiden. En bogpakke med Onkel Toms Hytte og Michelle Obamas erindringer kan hjælpe os til at forstå Black Lives Matter-bevægelsen, og en bogpakke med Emma Gad og Birgitte Possings Argumenter imod kvinder kan give en forståelse af kvindeundertrykkelse gennem tiden. Nationalmuseets strategi er også, at »historien skal fortælles i nutiden«. Vi sætter fokus på ting fra historien, der kan spille ind i en aktuel samfundsdebat og perspektivere det, der optager os i dag, siger hun.

Hvordan vi ser fortiden, smitter af på, hvordan vi betragter hinanden, sætter os i relation til hinanden og i sidste ende, hvordan vi behandler hinanden.
Museumsinspektør på National museet, Jeanette Varberg

Kulturformidling og dialog

Så er vi tilbage ved det, lederen af informations- og kommunikationsuddannelserne på Københavns Universitet Jens-Erik Mai kalder »kulturformidling i sin reneste form«, som er bibliotekarers og informationsprofessionelles opgave.
- De skal formidle den kulturhistorie, som nutiden bygger på, vise veje til valide informationer, pege på blinde vinkler og nuancer. Og helt centralt i kulturformidlingen er dialogen om, at verden har ændret sig. Og det er dialogen, der er interessant, siger Jens-Erik Mai.
I Sverige var der for eksempel i 2016 en debat om krænkende litteratur på bibliotekets hylder. Den gav genlyd i Danmark og fik for eksempel Statens Museum for Kunst til at ændre ord som »neger« og »hottentot« til »afrikaner« og sætte forklarende tekster om perioden for maleriets tilblivelse op. I Sverige endte det med mærkater på for eksempel Tintin-tegneserier med en advarsel om, at man kan støde på krænkende indhold, der er skrevet i en anden tid.
- En mærkat rykker ikke noget for mig at se, det er dialogen og debatten om det, der gør os klogere. Og den skal bibliotekarer og informationsprofessionelle være med til at sparke i gang. Da statuen af slaveejer og slavehandler Edward Colston røg i floden i Bristol, havde bystyret i 10 år forsøgt at blive enige om en plakette, der kunne nuancere historien, uden held. Men det er alligevel dialogen om vores kulturhistorie, der fører os videre som samfund, ikke et skilt, hvor der står: »Han var i øvrigt også et dumt svin«.

Objektivitet findes ikke

Helt centralt for institutlederen er erkendelsen af, at: intet er objektivt eller neutralt. Et opgør, han er klar til at tage med informationsvidenskaben, et fag, der har bygget på en idé om at være neutral, objektiv, renset for politik og religion.
- Det er ikke muligt. Ingen kan frasige sig sin egen kultur, historie og dermed sit eget perspektiv og verdensopfattelse i mødet med andre. Når vi som informationsprofessionelle laver klassifikationer og katalogisering, er vores valg aldrig neutrale. Vores perspektiv vil smitte af på for eksempel ordvalg i beskrivelsen af bøger, film, musik, tidsskrifter og så videre. En erkendelse, der først for nyligt er sket inden for informationsvidenskaben, siger Jens-Erik Mai, der mener, at den aktuelle verdensomspændende debat om bias i samfundets strukturer, racisme og undertrykkelse derfor også er yderst relevant at tage inden for kultur- og informationsfagene.
- Vi skal for eksempel erkende, at det system, danske folkebiblioteker er bygget op efter – DK5 – i sin grundstruktur er »hvidt«, »racistisk« og »kristent«. Gennem de sidste 30 år har man forsøgt at indarbejde nye retfærdigheder i beskrivelsen af vores ressourcer, så det er ikke en ny diskussion, men der vil altid opstå nye uligheder. Vi skal i stedet droppe idéen om et neutralt, objektiv system og have en åben dialog om rammerne og fundamentet. Når en ung, muslimsk kvinde kommer ind på et bibliotek, så skal vi være bevidste om, at det i udgangspunktet ikke er bygget op efter hendes verdensopfattelse, siger Jens-Erik Mai og understreger, at det bliver den næste store armlægning inden for faget.
- IFLA (Den internationale biblioteksorganisation) skriver stadig i sine etiske retningslinjer, at målet for bibliotekarer og informationsprofessionelle er at være neutrale og objektive, mens den nye forskning konkluderer, at der ikke findes neutrale systemer. Transparens og dialog er langt bedre, siger Jens-Erik Mai.
Han mener i stedet, et nyt kodeks for informationsvidenskaben bør være et mål om: ultimativ ytringsfrihed og ultimativ inklusion. Han erkender, at de to er modpoler, men igen er svaret: dialog.

Undskyld for fortiden

Historien efterlader mange, der fortjener en undskyldning, men at sige undskyld er også politik.

Statsminister Mette Frederiksen valgte i august 2019 at sige undskyld til Godhavnsdrengene, der var blevet mishandlet på et offentligt drengehjem fra 1946-76. Og en undskyldning er på vej til de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark som et eksperiment i 1951, men er forsinket på grund af Coronakrisen.