Gå til sidens indhold

Nyt job: Jeg elsker at se eleverne udvikle sig

Læs om Anna Espelund Klausens jobskifte fra bibliotekar på et handelsgymnasium til bibliotekar på en grundskole.

For Anne Espelund Klausen er det vigtigt, at biblioteket er et rart sted, hvor eleverne har lyst til at komme, også selvom det er for at lave andre ting end at læse. Foto Privat

Tekst Sabrine Mønsted

Navn: Anne Espelund Klausen
Stilling: Bibliotekar på Hjørring Private Realskole fra 1. juni 2020
Tidligere: Uddannelsesbibliotekar på Frederikshavns Handelsgymnasium
Alder: 33 år

Du er rykket fra et gymnasium til en skole. Hvorfor søgte du jobbet?
- Jeg trængte til at prøve noget nyt efter syv år på et handelsgymnasium. Jeg havde det godt og kunne godt være blevet, men det var jeg ikke nødvendigvis blevet en dygtigere bibliotekar af. Desuden var der noget i stillingsopslaget til bibliotekarjobbet på en skole, der tiltrak mig. Det lød som en dejlig skole og som en positiv og sjov stilling, der var for eksempel nævnt læseglade børn. Og jeg elsker grundlæggende at arbejde med studerende og skoleelever.

Hvad gør arbejdet med børn og unge særligt?
- Det er følelsen af at kunne hjælpe dem på vej og se deres udvikling. På Frederikshavns Handelsgymnasium var det udviklingen fra 1. til 3.g. Nu bliver det hele vejen fra 0. til 10. klasse, og jeg glæder mig til at få en relation til eleverne. Biblioteket skal være et rart sted, hvor man har lyst til at komme. Det må gerne være et fristed, hvor der også er plads til at lave andre ting end at læse. For det, eleverne oplever på biblioteket i deres skoletid, får betydning videre i deres uddannelse, så de husker og anser biblioteket som et sted, hvor der er trygt, og hvor de kan få hjælp.

Hvordan skaber man relationerne og det gode biblioteksrum?
- Når eleverne er på biblioteket, er jeg på og laver ikke lige noget andet. Det handler om at »se dem« og skabe en relation, for eksempel ved at spørge: »fik du læst den bog, du lånte sidst?« eller »hvordan gik det med din opgave?«. Det er vigtigt at huske dem i et eller andet omfang. Jeg kan også godt lide, at der er liv og glade dage på biblioteket, og at vi er en del af deres skoleliv. Vi har lavet et årshjul, så vi kan følge med i klassernes liv. Udover de sædvanlige højtider, skal vi for eksempel lave en udstilling med sport, når der er sportsdag på skolen, bøger om Bornholm, når 6. klasserne skal på lejrskole dertil, eller en udstilling, der passer til 8. klassernes studietur, og vi har planlagt at sætte flag mellem alle reolerne, når eleverne kommer tilbage fra sommerferie, for at vise, at vi har savnet dem.

Hvor får du inspiration fra?
- Jeg arbejder ud fra den tanke, at man er et sted af en grund, men gerne må få noget andet med sig også, så min tanke er at gøre plads til, at ting kan opstå. For eksempel vil jeg købe brætspil til biblioteket, fordi der kan være børn, der skal vente på bussen eller deres forældre. Efter en hel skoledag har de måske mere lyst til at spille, men når de så sidder i biblioteket, får de måske også øje på en bog, som de snupper med sig.

Hvilke opgaver har du ellers på skolebiblioteket?
- Jeg skal have bibliotekstimer med eleverne i 0.-6. klasse og arbejde meget med læselyst og skønlitteratur, hvor jeg i mit tidligere arbejde havde mere fokus på faglitteratur til gymnasieleverne. Det er en yngre målgruppe, end jeg er vant til, og det bliver sjovt at få andre ting i spil for at fremme læseglæde. Jeg skal også undervise i et eller andet omfang og holde Booktalks og sammen med biblioteksassistenten selvfølgelig passe samlingen med indkøb og bogpleje. Derudover skal jeg også arrangere årlige forfatterbesøg til alle årgangene, hvilket bliver en sjov opgave.

Hvordan skal du samarbejde med lærerne?
- Her i starten vil jeg gerne rundt og hilse på i klasseværelserne og lære både elever og lærere at kende. Jeg oplever stor imødekommenhed, og lærerne ved godt, hvad biblioteket kan bidrage med. Mit mål er at blive inddraget, når det giver mening i undervisningsforløb. Det er bedre, at undervisning i databasesøgning kommer, når det er relevant for eleverne.