Coronavirus

Find svar på dine spørgsmål om Coronavirus

Gå til sidens indhold

Nu skal vi have tid til at sunde os

Stefan Dahl skulle som tillidsrepræsentant i Esbjerg Kommunes Biblioteker håndtere en ny hverdag under Coronakrisen, hvor han og mange af kollegerne blev sendt i arbejde i kommunens daginstitutioner.

Stefan Dahl er efter flere uger som ekstra hænder i en børnehave tilbage på biblioteket, som er klar til genåbning efter Coronanedlukning. Foto Esbjerg Bibliotekerne

Tekst Anette Lerche

Hvilke opgaver fik du som tillidsrepræsentant, da Danmark lukkede ned på grund af Covid-19?
- Vi lukkede biblioteket fredag den 13. marts, og alle skulle arbejde hjemmefra. Som TR vidste jeg lige så lidt som mine kolleger. Udgangspunktet var, at vi skulle følge retningslinjerne. Jeg har selv to små børn, og min kone arbejdede også hjemme. Vi har kun en hjemmecomputer, så jeg fik ikke lavet så meget. Andre kolleger fortalte, at de havde nået mere end nogensinde, så det er ret forskelligt, hvordan vi oplevede at arbejde hjemme. Vi blev hurtigt gode til at holde Skypemøder, og det er en af de ting, jeg håber, at vi vil fortsætte med, når hverdagen bliver almindelig igen. Esbjerg er en stor kommune, så jeg har kolleger, der skal køre langt for at deltage i møder på hovedbiblioteket. Noget af den »spildtid« kan vi undgå, hvis vi fortsætter med at mødes digitalt og lærer at koble det fysiske og digitale.

Hvordan påvirkede det ellers dine kolleger at arbejde hjemme?
- Mange af os har en stor del af vores identitet i vores arbejde, så at få at vide, at man ikke må mødes med sine kolleger, er svært. Nogle holdt det for sig selv, mens andre var meget åbne omkring, at det var svært, og flere efterspurgte, at vi holdt digitale klubmøder for lige at vende, hvordan det gik. Fra ledelsens side sagde man tidligt, at vi skulle holde møder i vores teams over Skype og huske at få sagt godmorgen til hinanden på den ene eller anden måde.

I Esbjerg blev mange af dine kolleger sendt ud til andre opgaver i kommunen på grund af fælleserklæringen. Hvordan oplevede du det?
- Jeg blev indkaldt til et skypemøde med vores forvaltning om onsdagen om genåbningen af skoler og daginstitutioner, hvor bibliotekerne slet ikke blev nævnt. Men en halv time efter det møde, ringede min chef og fortalte, at biblioteket skulle sende 33 medarbejdere ud til daginstitutionerne allerede fra om fredagen. Ledelsen havde lavet en vurdering af, hvem der ville blive sendt ud, så eksempelvis særligt udsatte kolleger var fritaget.
Ingen af os blev spurgt, om vi havde lyst til at påtage os opgaver i daginstitutioner, ud over to kolleger, der er over 65 år. Mailen til kollegerne blev sendt ud ti minutter i fem onsdag eftermiddag, så de fleste læste først torsdag, at de skulle på arbejde i daginstitutionerne dagen efter. Jeg talte meget med mine medlemmer, og mange sagde, at de var klar på at hjælpe, men det var lidt af en kamel at sluge, at vi havde gået en måned og været selvisolerede, og nu pludselig skulle ud i en daginstitution.
Om torsdagen blev mødetidspunktet udskudt til mandag, og vi fik besked om, at vi ville blive kontaktet af daginstitutionslederne – nogle af os fik først besked om, hvor vi skulle møde, om søndagen. Den fredag holdt vi klubmøde i næsten to timer, og jeg havde kolleger, der var utrygge og, ja, harme over, at vi ikke var blevet spurgt. Det hele gik så stærk, og ingen af os vidste, hvor vi skulle ud eller hvor meget.
Men det skal siges, at vi jo også er meget forskellige og reagerer forskelligt. Jeg har kolleger, som lidt slog det hele hen og sagde, »nå ja, vi har jo ikke andet valg, så whatever«, mens andre var glade for udsigten til at kunne komme ud og på »arbejde« igen. Men der var som sagt også kolleger, som ikke følte sig trygge. Hverken med processen omkring, at vi blev sendt ud, hvor det hele gik så hurtigt, eller at man nu pludselig skulle ud til daginstitutioner – hvilket i sig kan være grænseoverskridende, allerede inden man tilføjer frygten for en global pandemi.

Det hele gik så stærk, og ingen af os vidste, hvor vi skulle ud eller hvor meget.
Stefan Dahl, tillidsrepræsentant

 

Hvordan gik det for de kolleger, der blev sendt ud?
- Som tillidsrepræsentant kom jeg lidt til kort i den her proces. Jeg er jo hverken læge eller psykolog, så det var svært for mig at afgøre, hvem der burde blive undtaget, men jeg havde kolleger, der tidligere havde haft stress eller som fysisk ikke kunne holde til arbejdet, der alligevel blev sendt ud. Mig bekendt blev der fundet en løsning på det meste efter lidt tid.
Som kollega skal man jo i hverdagen sige til eller gøre noget, hvis man er bekymret for en anden kollega – særligt som TR - så det var svært at stå og se til i starten, da så mange blev sendt ud, i de fleste tilfælde uden individuelle hensyn.
Det var også meget forskelligt, hvor lang transporttid folk havde til deres nye arbejdssted, eller hvor mange timer de skulle arbejde. Jeg blev selv sendt ud i en børnehave, og jeg kunne sagtens se, at der var brug for de ekstra hænder, og jeg blev taget rigtig godt imod, men andre fik ikke lige så god information, og nogle få steder var man ikke lige så god til at give bibliotekarerne opgaver.

Hvad kunne du gøre som TR?
- Alt, hvad vi »plejer«, var jo sat lidt ud af spil på grund af fælleserklæringen, men jeg har forsøgt at skabe overblikket og hjælpe med spørgsmål overfor mine kollegaer. Her har forbundet været en rigtig stor hjælp, og det har været en fordel, at vi havde en forbundsklub, hvor vi kunne drøfte ting samlet. Esbjerg Kommune kom, efter cirka en uge, med et udkast til en lokalaftale, som lagde op til en anden udmøntning af fælleserklæringen end i første omgang. Der blev for eksempel besvaret nogle af de mere praktiske spørgsmål om mere transport og den slags, og der blev lagt mere vægt på frivilligheden. Desværre var det lidt for sent for os fra biblioteket, da vi allerede var sendt ud for at hjælpe og ikke kunne trækkes tilbage, uanset om vi var der frivilligt eller ej.

Hvad har krisen givet af positive erfaringer, du tager med dig?
- Som børnebibliotekar var det fedt at komme ud i en børnehave, fordi vi har mange tiltag målrettet den gruppe. Jeg fik indblik i deres hverdag, og jeg kan se, hvor travlt pædagogerne har. Vi var meget ude, på grund af Corona, og det er da sjovt nok at spille fodbold eller være kreativ med ungerne, men jeg kunne også mærke, at der skal meget til, før pædagogerne finder en bog frem. Det gjorde vi bibliotekarer, og det elskede børnene, så der er potentiale for at få bogen til at fylde mere i børnenes hverdag. Oplevelsen viser, at det er godt at komme ud og møde sin målgruppe, hvor den er.
Med hensyn til vores forbundsklub, så har vi jo altid mødtes fysisk på Esbjerg Hovedbibliotek. Selvom jeg ikke tror, at digitale møder vil kunne erstatte det fysiske helt, var det en øjenåbner at se flere deltage til de digitale klubmøder, end vi ellers er normalt. Det var også en ekstraordinær situation, men jeg tror, vi også fremover skal afholde nogle klubmøder digitalt.

I er i gang med genåbningen. Hvordan foregår det?
- Fra den 27. maj var alle tilbage, men indtil videre har vi kun åbent i forhallen på hovedbiblioteket, så vi går rundt i et tomt bibliotek. For de fleste er det trygt at komme tilbage, og jeg tror, at mange synes, at genåbningen går for langsomt. Især for os, der har været ude i daginstitutionerne, fordi vi er vant til rutinerne omkring håndvask og afstand. På mandag åbner vi de sidste filialer, og det er en udfordring at normalisere hverdagen. Vi arbejder i små klynger, så vi begrænser eventuel smitte, og vi skal have sat plexiglas op og lignende.

Hvad tror du, Corona kan betyde for arbejdsmiljøet?
- Vi har holdt MED-udvalgsmøder hver uge, og det er vigtigt, at vi får talt om, hvordan vi kommer ordentligt tilbage. Nogle er meget påvirkede af tiden omkring Corona, og det er vigtigt, at vi er opmærksomme på, at det kan være svært at sige, at man er bekymret eller gerne vil bruge maske, hvis man har kolleger, der tager det mindre tungt. Det er ledelsen også opmærksom på, men det er svært at »mødes«, når vi ikke må forsamles mere end ti.
Jeg har hørt flere sige: »at vi nu skal have tid til at sunde os«, og det er jeg enig i.
Vi kan ikke bare sige, at vi fortsætter, som vi plejer. Men lige hvordan vi skal gøre det, har jeg heller ikke selv svaret på.