Coronavirus

Find svar på dine spørgsmål om Coronavirus

Gå til sidens indhold

Hurtig hjælp til virksomheder under Corona

Blanketter til ansøgning om lønkompensation, momslån og refusion. Charlotte Simmelhack er ansat i Erhvervsstyrelsen og var med til at kvalitetssikre, da de nye blanketter til virksomhederne hurtigt skulle i brug på portalen Virk.dk, da Danmark lukkede ned.

Erhvervsstyrelsen har under Corona haft travlt med at udvikle og justere løsninger, der stemte overens med ændringer i lovgivningen, til virksomhederne, fortæller Charlotte Simmelhack. Foto Simon Klein-Knudsen

Tekst Anette Lerche

Hvor var du, da Danmark lukkede ned i marts?
- Jeg var på skiferie i Frankrig. Vi fløj hjem, da alt var ved at lukke ned, så der var lange køer i lufthavnen og regler om afstand. I Erhvervsstyrelsen var medarbejderne også sendt hjem, på nær de kolleger, der arbejder i vores »politikafdeling«. De havde travlt, på grund af de politiske forhandlinger om hjælpepakker til erhvervslivet. Andre kolleger skulle efterfølgende udvikle løsningerne til at håndtere hjælpepakkerne, for eksempel blanketterne, og min afdeling, hvor vi arbejder med Virk, blev involveret, fordi vi er bindeled ud til virksomhederne.

Hvad laver du på Virk.dk?
- Jeg er blandt andet med til at kvalitetssikre selvbetjeningsløsninger. Det skulle vi også gøre med alle de nye løsninger til virksomhederne. Og det skulle gå hurtigt. Vores arbejde er vigtigt, fordi vi ser løsningerne udefra. Vi fungerer som nye øjne på løsningerne, hvor vi kan fange uhensigtsmæssigheder. Jeg var også sparringspartner i forløbet på nogle af de blanketter, der hurtigt skulle laves, og samtidig skulle vi bygge introsider - det vil sige præsentationen på Virk.dk - og rette til på sidens grænseflade, så man let kunne finde alle blanketterne. Vi jokede med, at Virk havde fået Corona, for hele forsiden var plastret til med selvbetjeningsløsninger. Nu har vi fået det indskrænket lidt, så der kun er fire særfelter på forsiden til »Cononaløsninger«. Folk skal jo stadig kunne finde det sædvanlige indhold.

Var der tekniske udfordringer, da Virk.dk skulle håndtere de mange brugere?
- Virk i sig selv havde ikke ventetid, men flere tilknyttede sites havde ventetider og svarproblemer. Så vi skulle hurtigt etablere et kømodul, hvilket vi ikke før har haft brug for. Vi havde i forvejen en såkaldt blanketmotor, der gør, at vi hurtigt kan sammensætte en ny blanket. Det betyder dog ikke, at kvaliteten er god, så der skal tjekkes op på det løbende.

Hvordan foregår et kvalitetstjek?
- Vi ser efter, om felterne gør det, man forventer. Eksempelvis hvis brugeren skal indtaste et tal, kan man så alligevel indtaste bogstaver? Er der en god tekst, der letforståeligt forklarer, hvad man skal gøre? Vi vil også gerne begrænse mængden af tekst i blanketten, fordi vi ved, at det er begrænset, hvad folk læser. Men det kan være svært, fordi myndighederne har meget på hjerte. Vi ser også, om der er et fornuftigt flow i blanketten, så tingene kommer i en naturlig rækkefølge, så man ikke skal gøre B før A. Endelig er det også vigtigt, at vi trækker de informationer, vi har om personen eller virksomheden, på forhånd, så de ikke skal indtaste det, vi allerede ved. Efterfølgende, når blanketterne er i brug, tjekker vi forløbsstatistikken. Altså den data, der fortæller, hvor brugerne eksempelvis går i stå, så det kan blive rettet.

Det har været nogle travle måneder i Erhvervsstyrelsen. Hvordan har du oplevet dem?
- Der har været travlt. Der er blevet hyret over 100 ekstra medarbejdere ind til sagsbehandling. Og for de kolleger, der arbejder med politik og udvikling, har det været arbejde fra tidlig morgen til sen aften. Kollegerne, der har udviklet løsningerne, har været i et krydspres, fordi de både skulle justere løsningerne efter, hvordan de blev brugt, og hele tiden implementere nye justeringer i forhold til ændringer i lovgivningen. Det sidste har jeg også mærket, fordi jeg har redigeret introsiderne på Virk løbende, og der har hele tiden været småting, der skulle rettes - eksempelvis procenter eller datoer, og ofte står oplysningerne flere steder. Selv har jeg været forskånet for et alt for stort arbejdspres. Jeg har både haft perioder, hvor jeg har arbejdet hjemme, og perioder, hvor jeg har været på kontoret. Lige nu stilner det lidt af, selvom der kører to store ordninger med genansøgninger om blandt andet lønkompensation. Men man taler jo om forlængelser igen, så måske er det bare et pusterum.