Gå til sidens indhold

Der blev helt stille på krimimessekontoret

Da statsministeren den 6. marts forbød mere end 1.000 mennesker at samles, vidste programansvarlig for Krimimessen Horsens Lida Wengel, at det betød en aflysning. Det blev en weekend med tunge overvejelser, før hun mandag måtte trykke på aflysningsknappen.

Portræt af Lida Wengel
Lida Wengel og hendes to kollegaer Thomas Behrmann og Pia Andersen er arrangører af krimimessen, som hun kalder for »sæsonarbejde«. - Vi begynder planlægningen i efteråret, og op til messen arbejder vi mere eller mindre fuld tid på at få det hele til at falde i hak. Det er et kæmpe arbejde, så det var næsten ikke til at bære at måtte aflyse det hele, siger hun. Foto Horsens Bibliotekerne og Willy Wegner

Tekst Sabrine Mønsted 

Hvornår gik det op for jer, at I måtte aflyse Krimimessen?
- Da statsministeren holdt pressemøde fredag den 6. marts, hvor hun sagde, at det ikke var tilladt at samle mere end 1.000 mennesker. Der blev helt tavst på krimimessekontoret. Det var rent fysisk som at få en mavepuster. Vi brugte hele weekenden på at overveje, om vi kunne gøre noget alternativt. Det kunne være at afholde krimimessen flere forskellige steder i byen, fastholde nogle få arrangementer eller kun lukke 1.000 mennesker ind ad gangen, men vi blev enige om, at det aldrig kunne blive den krimimesse og den fest, vi havde planlagt, og som alle gæster, forfattere, forlag og vi selv havde glædet os til. Så mandag morgen tog vi den endelige beslutning og aflyste. Beslutningen skulle op igennem hele ledelseslaget i kommunen til borgmesteren, men alle var enige om, at det var det eneste rigtige at gøre. Jeg måtte lige gå lidt rundt om mig selv, før jeg kunne trykke på aflysningsknappen og gøre det officielt med en pressemeddelelse.

Hvad skete der i dagene efter aflysningen?
- Så snart det var officielt, at vi aflyste, gik jeg og de to kolleger, jeg arrangerer messen med, Thomas Behrmann og Pia Andersen, i gang med at skrive til alle vores kontakter, forlag og forfattere og beklage, at vi måtte aflyse. Jeg skrev, at det var med sorg i hjertet, for mange af dem har jo lagt et lige så stort arbejde i det som os. Rigtig mange forlag planlægger nye udgivelser af krimier, så de kommer op til krimimessen. De bliver præsenteret på messen med for eksempel forfatterinterviews. Alt andet lige vil det jo være andre udgivelser, der er aktuelle til næste år, så det er synd for forfatterne.

Hvilket arbejde er forude?
- Vi gennemgår hele programmet for messen, nogle af idéerne kan gentænkes og genbruges, så de rykker med til næste års program. Andre dele må vi starte forfra med.

Får Horsens Bibliotekerne et stort økonomisk tab?
- Det er ikke opgjort endnu, men krimimessen er bygget op sådan, at forlagene selv inviterer forfatterne, så dem betaler vi ikke, men det er klart, at fordi Horsens Bibliotekerne er arrangør, er der aftaler, vi har indgået, som vi ikke kan holde, hvilket kan give et økonomisk tab. For Horsens som by er det også et økonomisk tab. Det plejer ikke at være til at opdrive et hotelværelse i messeweekenden, og restauranterne er fyldte.

Hvordan har reaktionerne været på aflysningen?
- Der har været forståelse hele vejen rundt, selvom alle er kede af det. Folk har skrevet en masse søde kommentarer på Facebook og på mail, om hvor meget krimimessen betyder for dem, som har rørt os dybt som arrangører.

Krimimessen, 2019. Foto Willy Wegner

Om Krimimessen Horsens

Årlig krimimesse, der afholdes i det tidligere Statsfængsel i Horsens med Horsens Bibliotekerne som arrangør. Første gang i 2001. I 2017 nåede deltagerantallet over 7.000 med 130 forfattere og foredragsholdere fra hele verden. Messen afholdes hvert forår, men blev altså desværre aflyst i 2020 på grund af risikoen for Coronasmitte.