Nogle mennesker er langt mere udsat end andre, når det kommer til stress, mener psykiater Marianne Breds Geoffroy, forfatter til bogen Ramt af stress – hvad kan du gøre. Hun foreslår, at vi hver især laver et klippekort med det formål at modvirke det, der stresser os.
Tekst Jo Brand
Hvorfor er der nogle, der går ned med stress, og andre, der ikke gør, selvom de er udsat for samme belastning? Og hvorfor er der nogle, der mærker, at den er gal og reagerer på det, mens andre bider en alt for stor arbejdsbyrde og dårligt arbejdsmiljø i sig, indtil de knækker?
Spørger man psykiater og forfatter til flere bøger om blandt andet stress Marianne Breds Geoffroy, skyldes det, at nogle har sværere ved at mærke sig selv end andre.
- Det med at mærke sig selv har med sanserne at gøre. Og ligesom vi alle har forskellig lugtesans, høresans, smagssans og så videre, så er vi også forskellige, når det kommer til at mærke os selv og vores følelser – og det er faktisk også en sans at kunne mærke sig selv, forklarer hun.
Det, der ifølge Marianne Breds Geoffroy ofte karakteriserer mennesker, der går ned med stress, er, at de ikke har samme grad af fornemmelse for sig selv og deres følelser sammenlignet med andre.
- Stress har selvfølgelig noget med arbejdskulturen at gøre, men man kan godt diskutere, hvorfor nogle er mere udsatte end andre. Og dem, der er mere udsat, er dem, der ikke tydeligt mærker sig selv, andet end når de er alene. Det er dem, der er meget registrerende overfor andre mennesker og andres behov. Når man er udstyret med de sanser, går ens analyser og ressourcer oftest på omgivelserne fremfor at mærke sig selv, siger Marianne Breds Geoffroy og fortæller, at folk, der har det sådan, også vil have svært ved at give udtryk for deres behov.
- Man er ikke så vant til at sige, hvad man selv har brug for. Man er ikke så trænet i det og mangler gerne ord for, hvis der er noget galt, eller noget man gerne vil have lavet om. Hvis man for eksempel er lydfølsom og forstyrres af uro og har brug for mere ro på arbejdspladsen, kan det godt være, at man forsøger at sige det, men ofte er det svært at være vedholdende eller tydelig nok, så det bliver ikke taget alvorligt af for eksempel ens chef. Så som chef skal man virkelig spidse ører, når medarbejdere, der sjældent klager, kommer og siger, at noget er galt.
Nu kan det jo på den anden side lyde som om, at nogle af os har brug for et kursus i at lære at mærke os selv og derefter et kursus i at sige fra. Men sådan er det nu ikke, mener Marianne Breds Geoffroy, for der er i bund og grund ikke noget galt med at være sådan.
- Vi er alle forskellige mennesketyper og er fra tidernes morgen lavet til at høre sammen i grupper. Vi organiserer os i grupper og hierarkier ligesom menneskeaberne, og hvis vi skal høre sammen som en gruppe, så er der nogle, der er nødt til at være dem, der samler og kitter gruppen sammen. Det betyder, at der er nogle, der er specielt egnede og gode til det, og det er de så på bekostning af at kunne mærke sig selv, men det giver mening i det store billede. Der er nogle mennesker, der udsætter opgaver, de skal gøre for sig selv, i en uendelighed, mens det slet ikke er et problem, hvis de skal gøre noget for nogle andre. Og sådan er det: Nogle har meget nemmere ved at gøre noget for andre end sig selv, siger Marianne Breds Geoffroy og nævner begrebet »neurodiversitet«, der forsimplet sagt vil sige, at vores hjerner er forskelligt skruet sammen – for eksempel når det kommer til at mærke os selv.
Nogle har meget nemmere ved at gøre noget for andre end sig selv.
Marianne Breds Geoffroy
- Det er et begreb, der er opstået i kølvandet på undersøgelser af blandt andet voksne med højt fungerende autisme. Dér kan man se, at de har særlige specialistkompetencer inden for det område, de interesserer sig for, for eksempel it, matematik … ja, alt, der vedrører at systematisere ting, men har »sanse-issues«, hvor de kan være meget sårbare overfor blandt andet lyde og bevægelser. Og det er i den forbindelse, at man er begyndt at tale om, at vi har forskellige hjerneprofiler.
De mennesker, hvis hjerneprofil gør, at de i højere grad er fokuseret og mærker omgivelserne mere end sig selv, er også dem, der betegnes som særligt sensitive. De menes at udgøre 20 procent af befolkningen og er karakteriseret ved, at de reagerer stærkere på stimuli end andre – både positive og negative.
Men blot fordi Marianne Breds Geoffroy mener, at det er et biologisk faktum, at det er sådan, betyder det ikke, at hun ikke mener, at der er noget at gøre, når det kommer til at forebygge stress – eller behandle det. For det er der. Hun har udarbejdet et redskab, hvor man som særligt disponeret over for stress – eller til dem, der oplever, at de er på vej til at få stress – kan blive bedre til at finde ud af, hvad det egentlig er, der stresser én. Hun kalder det for energi-klippekortet.
- Det handler om at skrive ned, for eksempel i din kalender, hvilke situationer i hverdagen der dræner din energi. Og ligesom de gamle papirklippekort til offentlig transport, har man ti klip til rådighed pr. dag. Så er det op til én selv at finde ud af, hvad de forskellige ting, man gør i løbet af dagen »koster«, siger hun, og det vil være vidt forskelligt fra person til person, hvad det er, der tager ens energi.
- For nogle vil det koste et eller flere klip at rydde op i køkkenet, for andre vil det være larmen og trafikken under cykelturen på vej til arbejde, eller turen med offentlig transport, der koster. Der er også nogle, hvor det at købe ind kan tage en stor del af ens energi, for hvis du er meget følsom visuelt, vil din hjerne processere rigtig meget data, når du går ind i en butik. Ligesom der også er nogle, for hvem det at skifte mellem flere opgaver i løbet af dagen vil koste klip.
- Når folk begynder at føre klip, bliver de ofte overraskede. Pludselig kan de se, at de bruger 17 eller 20 klip om dagen, og så handler det om at finde ud af, hvordan de kan få det ned på 10 klip og tilpasse deres dag, så den passer bedre med deres sanseapparat.
Det handler ifølge Marianne Breds Geoffroy om at minimere de ting, der koster klip, for at sænke ens stressniveau eller se, om man helt kan undgå dem. Er det stressende at købe ind, så bestil varerne over nettet. Er cykelturen på vej til arbejde ubehagelig, så tag bussen og omvendt: er det ubehageligt at tage bussen, så tag cyklen og så videre.
- Der er også mange, der har det nemmere ved at være på arbejde, og hvor det svære er at komme hjem. Det gælder for eksempel lydfølsomme, der kommer hjem til børn i ulvetimen. Her kan det være noget med at lave noget struktureret samvær, der tager højde for, at alle er trætte klokken 17.
- Mennesker, der har svært ved at mærke sig selv, mangler også et sprog for det. Det er en ordløs ting.
Jeg møder mennesker, der fortæller, at de lider af migræne, og når jeg spørger dem, om lyset generer, så siger de »ja, nu du spørger, loftlys generer mig faktisk altid«, men de har aldrig selv rigtig erkendt problemet, før de blev spurgt. Det, at man gør tingene konkrete, skriver det ned og skal tage stilling til, hvor mange klip de enkelte ting, man gør i løbet af en dag, koster, giver en adgang til at se og opdage ens krop og sanser, forklarer Marianne Breds Geoffroy og fortæller, at nogle finder ud af, at de bruger alt for mange klip på at spise frokost i kantinen, selvom de har gjort det hele deres liv.
Mennesker, der har svært ved at mærke sig selv, mangler også et sprog for det. Det er en ordløs ting.
Marianne Breds Geoffroy
- Et tegn på, at noget koster klip er, hvis det gør en sur. Hvis et ægtepar for eksempel gider skændes om, hvem der skal støvsuge, så er det fordi, det er svært for begge, siger hun og forslår, at man for eksempel støvsuger med høreværn på, hvis det er larmen, der er problemet.
Hvis man på den måde lærer, hvad der stresser en, og imødekommer stressfaktorerne, får man også stressen på afstand.
- Folk kommer til mig og er ulykkelige over, at de for eksempel kommer til at skælde deres børn ud, når de kommer hjem fra arbejde. De har ikke mærket deres egen udmattelse, før de kommer hjem og flegner ud. Og bagefter har de det jo elendigt. Men hvis de registrerer, hvad deres dag har kostet af energiklip, så vil de kunne se, at der er et mønster for, hvornår det sker. Så ved de måske, at hvis de skal tage den ekstra opgave på arbejdet, så er der nogen, der skal tage børnene, når de kommer hjem.
Som stressramt skal man dog ikke tro, at man er færdig med at arbejde på det niveau, man har arbejdet på tidligere, fordi man får stress i en periode. For når man ved og lærer, hvad der tager ens energi, kan man lettere imødekomme det ved bedre planlægning.
- Mange tror, at når de har fået stress, kan de slet ikke arbejde på det niveau, de tidligere har arbejdet på. Men det kan de ofte igen. Nogle vil faktisk få det bedre, hvis de kommer højere op i hierarkiet, hvor man i højere grad sidder med færre, men mere komplekse opgaver – og er mere beskyttet mod mange afbrydelser. Det handler om at acceptere, hvilken hjerne man har, slutter Marianne Breds Geoffroy.
