Coronavirus

Find svar på dine spørgsmål om Coronavirus

Gå til sidens indhold

Arbejdsmarked: Tag elefanten ved snablen

Himmelvendte øjne, folk der ikke deltager eller modsat dominerer hele mødet. Der sker ofte ting på arbejdspladsen, som vi vælger at ignorere. Men faktisk vil det gavne både os selv og opgaveløsningen, at vi begynder at tale om dem.

- Det er ikke mit budskab, at man skal handle på alt. Det, der er afgørende, er, at man kan mærke efter i sig selv: Er det rigtigt for mig, gruppen og opgaven at lade det passere, eller skal jeg reagere på det?, siger Lotte Svalgaard, forfatter til bogen Elefanten i rummet.

Der kan ske mange ting på arbejdspladsen, når vi sidder til et møde eller i en gruppe, der skal samarbejde. Ting, som ikke har noget med arbejdet at gøre, men som alligevel griber forstyrrende ind i det. Elefanten i rummet, som alle lægger mærke til, men ingen taler om. Og det kan være et problem, hvis den elefant får lov til at gå uforstyrret rundt, mener Lotte Svalgaard, der er ph.d., selvstændig organisationspsykolog og post.doc. på Center for Organisationspsykologi på Roskilde Universitet. Hun er forfatter til bogen Elefanten i rummet – om modet til at handle på det, vi mærker. Bogen udspringer af hendes ph.d.-afhandling, hvor hun blandt andet undersøgte, hvordan opgaver løses af folk, der er under pres.

– Det er, når vi er under pres, at vi har allermest brug for at have øje for hinanden, så vi ved, om de beslutninger, der bliver truffet, er rigtige. Derfor er alle de små signaler, der kommer fra folk i gruppen, vigtige under processen, men ofte mister vi opmærksomheden på dem, siger hun og fortæller, hvad det typisk kan være, der bliver bemærket og derefter ignoreret.

– Det kan være en person til mødet, der slet ikke er med, men som bare sidder og kigger på sin computer eller sin mobil, og hvor man lader vedkommende gøre det. Eller det kan være, at der bliver spurgt ud i rummet: Er vi enige om det? Og så sidder der en og læner sig tilbage i stolen med himmelvendte øjne men siger ikke noget, og resten vælger at ignorere det.

Det kan også være en konflikt mellem to kollegaer, der er uenige om hvilken beslutning, der skal tages i gruppen, og hvor man så vælger den lette løsning, selvom man godt kan se, at der er noget i den diskussion, man må forholde sig til, og at det derfor dybest set vil være det rigtige at gå ind i den. Så det er noget, alle kan se, men som man ser bort fra, fordi det er for besværligt at forholde sig til, siger Lotte Svalgaard.

Men hvorfor skal vi forholde os til de ting?

- Fordi ellers forsvinder transparensen i en gruppe. Hvis der ikke bliver taget hånd om de ting, bliver det svært at navigere på arbejdspladsen. Nogle siger, at når bare vi er høflige, så er det trygt, men høflighed er ikke tryghed. Transparens er tryghed. Alle kender den der med, at man går fra et møde, og så går man hen til kaffemaskinen og brokker sig, og det betyder, at informationen aldrig kommer derhen, hvor den kan gøre en forskel, og hvor der kan blive samlet op på den på en klar og respektfuld måde. Som forfatter og forsker i blandt andet sårbarhed Brené Brown siger: »Clear is kind. Unclear is unkind«.

”De grupper der adresserer de her ting undervejs, er også bedre til at bruge hinandens ressourcer.”

Lotte Svalgaard

Vi behøver ikke løsningen

Det er både af hensyn til de involverede medarbejdere, men også af hensyn til selve opgaveløsningen, at Lotte Svalgaard mener, at der bør tages hånd om »elefanterne«.

- Man kan komme til at gå mange omveje, hvis der er ting, man ikke taler om eller bevidst overser, fordi det er det letteste i øjeblikket. Og hvis de her dysfunktionelle beslutningsprocesser får lov til at fortsætte, fordi man ikke taler om dem, kommer det til at gå ud over opgaverne på et tidspunkt. Uden at jeg kender noget til sagen, tænker jeg, at der for eksempel i forbindelse med hvidvasksagen i Danske Bank har siddet nogen, der ikke har fået sagt noget højt, men som har kunnet mærke, at der var noget galt, siger Lotte Svalgaard, der mener, at »bemærkede elefanter« i sidste ende kan ses på bundlinjen.

- De grupper, der adresserer de her ting undervejs, er også bedre til at bruge hinandens ressourcer. De hjælper hinanden og skaber bedre og mere innovative produkter. For når der er tillid til, at man kan sige det, man tænker, kommer der også flere idéer på bordet. Og hvis man for eksempel ignorerer den stille fyr, der sidder indadvendt med sin computer og ikke deltager, går man måske glip af en analytisk ressource eller et kritisk øje, siger Lotte Svalgaard. Hvorfor vi ikke reagerer og vælger at overse elefanterne i rummet, kan der være flere grunde til.

- Der er selvfølgelig uroen og bekymringen for at træde ind i noget relationelt roderi, fordi man ikke ved, hvad man åbner for. Hvis der sidder en og himler med øjnene, kan der være en konfliktskyhed i forhold til at træde ind i det følelsesmæssige felt og angsten for at gå fra kontrol til ikke-kontrol. Samtidig har vi en tendens til at synes, at hvis vi peger på noget, så skal vi også være i stand til at fikse det og komme med løsningsforslag. Og hvis man ikke kan det, lader man det ligge, hvilket vil sige, at man for eksempel ignorerer ham den stille fyr, fordi man ikke ved, hvad man skal gøre ved det, hvis han er utilfreds eller ked af det, fortæller Lotte Svalgaard, der ikke mener, at man behøver at have en løsning for at påpege et eventuelt problem.

En anden ting, der også holder folk tilbage, er, at de tror, at de er de eneste, der har set elefanten.

- Fordi de andre folk i gruppen ikke gør noget, kommer de i tvivl om deres egen oplevelse af det, der foregår, og tænker: Det er nok også bare mig, der synes det, så den lader jeg bare gå, siger Lotte Svalgaard, der igen og igen har oplevet, at alle rent faktisk har set elefanten men vælger at ignorere den. - Man tror ofte, at folk ikke ser de ting, men det gør de. De vælger bare ikke at adressere dem.

Elefanten kan blive til en kamel

Det er dog ikke alle de ting, der sker omkring en, der nødvendigvis bør tages op, ifølge Lotte Svalgaard.

- Det er ikke mit budskab, at man skal handle på alt. Det, der er afgørende, er, at man kan mærke efter i sig selv: Er det rigtigt for mig, gruppen og opgaven at lade det passere, eller skal jeg reagere på det? Og du ved dybest set godt, når der er noget, der kommer i vejen for den fede opgaveløsning, eller når den bekymring, du har for en kollega, er en, du bør tage dig af. Det er, når du får en ubehagelig fornemmelse eller uro i maven, fulgt af en følelse af, at du ikke er tro mod dig selv, hvis du ikke adresserer det, der sker omkring dig.

Og man kan jo begynde stille og roligt med at forholde sig til, hvad det ville gøre ved uroen i maven, og hvordan det ville hjælpe en, hvis man kom af med det, man sidder med. Nogle gange bliver elefanten så til en kamel, man sluger. Det er sådan, det er. Men man skal dæleme mærke efter, hvad konsekvenserne er, hvis man ikke adresserer det. Går man så meget på kompromis med sig selv, at det går ud over ens arbejdslyst, glæde og energi?

Hvis man beslutter sig for at adressere elefanten, hvordan gør man det så på en hensigtsmæssig måde?

- Det er stærkt hjælpsomt bare at adressere det. For eksempel at sige til et møde: Vi er ikke enige, skal vi tage en runde mere? Eller spørge den stille: Hvor er du henne? Bare det at sige noget er at gøre noget. Det kan godt være, at man ikke kommer ind til sagens kerne, men jo flere sådanne spørgsmål, der bliver stillet, jo tryggere bliver det, og lige meget hvad vil knuden være løsnet lidt, siger Lotte Svalgaard.

Hvis du vil vide mere …

”Elefanten i rummet” er skrevet af organisationspsykolog Lotte Svalgaard. Bogen udkom i foråret på Akademisk Forlag og beskæftiger sig med, hvordan man kan blive bedre til at mærke og handle på de ting, der ligger under det, der bliver diskuteret men ikke italesat i for eksempel en arbejdsgruppe. Målet er at højne både arbejdsglæde og bundlinje.