Gå til sidens indhold

Tema: Fagene har ramt plet

Josefine Emilie Frandsen 6. semester 26 år

Tekst: Sabrine Mønsted

Hvorfor søgte du ind på INF?

- Jeg kom ikke ind på antropologi, men havde søgt antropologi på grund af kulturdelen som INF også har fokus på, så jeg gav det en chance. Og er blevet mega glad for det.

Hvad er det, du er glad for ved uddannelsen på INF?

- Fagene har bare ramt plet. Vi havde for eksempel et fag med kulturfeltets aktører på fjerde semester. Der blev jeg virkelig fanget.

Har du overvejet, hvad du gerne vil arbejde med efter dit studie?

- Jeg kan rigtig godt lide at skrive, så gerne et sted, hvor kulturen er i fokus med et journalistisk twist. Jeg har et studiejob i Tænketanken Fremtidens Biblioteker, og der arbejder jeg med mixet af kultur og kommunikation. Jeg laver hjemmeside og nyhedsmails, og der er et politisk fokus i forhold til kultur.

Gør du dig overvejelser om at være nyuddannet?

- Der var en underviser, der fortalte, at der var 45 procent arbejdsløshed inden for kulturfagene. Tanken om, at der er så hård konkurrence, stresser mig lidt, men det er også motiverende. Jeg tænker over, hvordan jeg strikker min uddannelse sammen, og hvilket studiejob jeg har. Jeg har også taget tilvalgsfag på Litteraturvidenskab for at få et historisk perspektiv på kulturfagene på INF.

Mange studerende er bekymrede for, om de har de rette kompetencer?

- Det tror jeg er generelt på alle studier. Mine veninder, der læser andre fag, har de samme tanker. »Kan jeg egentlig noget?«. »Jeg kan finde ud af at læse, men kan jeg bruge det i praksis, og er det det, arbejdsgiverne gerne vil have?«

Hvorfor?

- Der mangler noget praksis i studiet. Jeg havde et fag, hvor vi samarbejdede med biblioteket på det samfundsvidenskabelige fakultet, og det var fedt at opleve, at en eventuel kommende arbejdsgiver kunne bruge det, som vi kom med. Så gerne mere af det.

Hvad er de vigtigste kompetencer, som du har fået på studiet?

- Litteratursøgning. Det bruger jeg allerede i mit studiejob, hvor det er vigtigt at være kildekritisk. Det var et lidt tungt fag, lidt kryptisk, og som at lære en manual, men det er virkelig brugbart, og jeg tror ikke, man lærer det på andre uddannelser. Viden om hvordan medierne fungerer, deres påvirkning, og hvordan man kan målrette sin kommunikation er også meget brugbart.

Hvilken kandidatuddannelse har du søgt?

- Jeg har søgt ind på Moderne Kultur på Københavns Universitet og Kultur- og sprogmødestudier og Socialvidenskab på Roskilde Universitet. Bacheloren på INF er ret bred, så der er mange muligheder for at bygge ovenpå.