En ph.d.-studerendes oplevelse med svindeltids-skrifter fik professor Charlotte Wien og chefkonsulent Asger Væring Larsen til at teste de såkaldte rov- eller svindeltidsskrifter og deres forretnings-metoder. Læs om deres erfaringer.
Tekst: Professor Charlotte Wien og chefkonsulent Asger Væring Larsen
I kontordøren stod en grædefærdig ph.d.-studerende. Hun var blevet udsat for et tyveri af den rigtig dumme slags, hvor hun i ren og skær naiv godtroenhed selv havde givet tyven et af hendes dyreste ejer: En videnskabelig artikel.
Den ph.d.-studerende havde sammen med en medstuderende skrevet en ny artikel, og hverken hun eller hendes vejleder havde en klar plan for, hvor den skulle sendes hen. Så da en »venlig e-mail« med en opfordring til at indsende videnskabelige arbejder til et »kvalitetstidsskrift« inden for området landede i hendes indbakke, synes den næsten sendt fra himmelen. Det var den bare ikke. Tværtimod.
Det gik op for hende, at noget var galt, da hun modtog den såkaldte fagfællebedømmelse af hendes artikel. For den var mere end almindelig mangelfuld. Hun undrede sig og spurgte derfor en kollega til råds. Det var her, at den studerende for første gang hørte om rovtidsskrifterne.
Et rov- eller svindeltidsskrift er et tidsskrift, der hævder at være videnskabeligt, men som udøver ingen eller kun meget lemfældig fagfællebedømmelse. Rovtidsskrifterne er opstået i Open Acces-bevægelsens let plumrede kølvand, hvor det i stigende omfang er os forskere, der betaler forlagene for at få udgivet vores artikler, sådan at vores arbejder kan være frit og gratis tilgængelige for offentligheden. For det er jo alt andet lige en fordel for os, at så mange som muligt – og ikke kun de, der har råd til at betale – har adgang til den forskning, vi producerer. Open Access er desuden et af de vigtigste våben i kampen mod de velbeslåede videnskabelige forlag, der hvert år suger mange millioner skattekroner op af lommerne på universiteterne for stadigt stigende abonnementer.
Hvor snedig denne forretningsmodel er, har især nogle forretningsmænd fået øje på. For det er jo grundlæggende smart at få råvareleverandørerne, som også er de fremtidige kunder, til at levere og forarbejde råvarerne gratis og derefter sælge det færdige produkt tilbage til dem. Især hvis man har formået at etablere et slags fagligt monopol, der gør, at vi ikke har anden mulighed end at spørge »hvor meget?«, når forlagene siger »betal!«. Når situationen endvidere er den, at forskerne er under pres for at afsætte deres artikler hurtigst muligt og at den kvalitetskontrol, som forlagene hævder at udøve, er obskur, så er det i sagens natur fristende. På grund af den gensidige anonymitet i den dobbeltblinde peer review proces er det så nemt som ingenting at snyde, for når ingen reelt ved, hvad der foregår i reviewprocessen, hvorfor så ikke bare gøre det hele meget nemmere og droppe eller fake den og udgive revl og krat? Sådan arbejder rovtidsskrifterne.
Sammen med fagfællebedømmelsen fulgte en faktura på 400 dollars, som skulle indbetales før artiklen kunne offentliggøres. Den ph.d.-studerende undlod naturligvis at betale og skrev omgående til redaktøren, at hun ønskede at trække sin artikel tilbage. Hun fik intet svar, men regnede med at den hellige grav var velforvaret og indsendte derfor sin artikel til et kvalitetstidsskrift, som omgående videresendte den til peer review. Ved et tilfælde blev den studerende opmærksom på, at rovtidsskriftet alligevel havde offentliggjort hendes artikel. Hun skrev til redaktøren og bad om at få artiklen fjernet omgående, da den ikke ville kunne udgives i et kvalitetstidsskrift, hvis den allerede var udkommet et andet sted. Det svar, hun fik, var, at kun såfremt hun betalte en »retraction fee« på 400 dollars, ville redaktøren fjerne artiklen fra hjemmesiden.
Den historie var så tilpas interessant, synes vi, at vi fik lyst til at teste, om vi kunne få et svindeltidsskrift til at udgive en svindelartikel – altså indsende en artikel og siden kræve den trukket tilbage
Derfor genererede vi en artikel på SciGen. Vi kaldte den The Transformative Hermeneutics of Quantum Gravity Applied on Altmetrics and Traditional Bibliometric Measures. Hvis man har interesseret sig for forskningskommunikation, så er referencen til den såkaldte »Sokal-affære« ikke til at tage fejl af. Den vil vi af pladshensyn ikke gå i dybden med, men kort fortalt skrev den berømte matematikprofessor Alan David Sokal en »videnskabelig« fake artikel med titlen Transgressing the Boundaries: Towards a Transformative Hermeneutics of Quantum Gravity og fik den publiceret i et højt rangeret lingvistiktidsskrift, hvorefter han afslørede, at det han havde skrevet, var rent vrøvl. Man skulle tro, at det ville få alarmklokkerne ville ringe hos enhver redaktør. Vi ændrede problemformuleringen til »Formålet med denne artikel er at undersøge om vi kan få et tidsskrift, der kalder sig selv videnskabeligt, til at acceptere et paper som dette?«. Så ændrede vi alle referencer til forskningens storsvindlere som Milena Penkowa og Jan-Hendrik Schön og en stribe forskere, som er blevet knaldet for videnskabelig uredelighed. Endelig forsynede vi artiklen med et metodeafsnit, der nøje beskrev, hvordan den var blevet til og sluttede det af med ordene »Denne tekst er komplet meningsløs. Hvis nogen fagfæller bliver bedt om at reviewe dette, bør de omgående afvise artiklen og undlade at læse mere«. Så skulle der ikke være mere at tage fejl af.
Der gik mindre end 24 timer fra, at vi havde indsendt den første gang, til den var antaget. Gennem et par måneder sendte vi artiklen til alle de tidsskrifter, der sendte os videnskabelige »Nigeria-breve«, med opfordringer til at udgive vores forskning hos netop dem. Særligt var vi overraskede, da vi modtog kommentarer fra en »reviewer«, der kaldte vores artikel »excellent« og gav den topkarakter for originalitet, beskrev den som »et markant bidrag til forskningsområdet«, roste den for dens klarhed og for den dybe indsigt i forskningsfeltet. Ved en anden lejlighed modtog vi en fagfællebedømmelse, der var ligeså fuldgyldig sort snak, som vores artikel. Det fik os til at spekulere på, om firmaerne bag rovtidsskrifterne måske har udviklet en fagfællebedømmelsesgenerator a la SciGen?
”Når vi rådgiver forskere, plejer vi at gøre dem opmærksomme på, at det er meget sjældent, at redaktører for højkvalitetstidsskrifter henvender sig direkte og uopfordret. Den slags henvendelser skal man derfor som regel ignorere.”
Spøg til side, for dette er faktisk et alvorligt problem, der i høj grad truer med at underminere tilliden til forskningen. Sagen er nemlig den, at rovtidsskrifter ikke altid er lette at skelne fra kvalitetstidsskrifter, fordi de ikke lader sig opdele let og entydigt i rov- og ikke-rovtidsskrifter. Det er lidt af en jungle. Ofte har disse tidsskrifter titler, der lyder meget tilforladelige eller ligner titlen på et anerkendt kvalitetstidsskrift til forveksling. Nogle af rovtidsskrifterne har tilsyneladende fremtrædende forskere i deres redaktion – oftest uden disses vidende. Det sker også, at et tidsskrift bliver solgt fra et kvalitetsforlag og opkøbt af et svindelforlag og dermed skifter status, så det, der var »god latin«, pludselig ikke længere er det. Endelig er grænserne flydende. For når det af definitionen af et rovtidsskrift fremgår, at de foretager ingen eller kun en meget lemfældig fagfællebedømmelse, hvad menes så helt præcist? Hvornår er en fagfællebedømmelse så lemfældig, at advarselslamperne begynder at blinke? Og hvornår bliver forfatteren blot lettet over at være sluppet igennem relativt let? Endelig kan et kvalitetstidsskrift jo godt have været uheldig med fagfællerne et par gange, så også de rent faktisk nu og da udfører en »meget lemfældig fagfællebedømmelse«. Det er med andre ord i dette som i så meget andet, der vedrører bedømmelsen af kvalitet, et sumpet gråzoneland.
Når vi rådgiver forskere, plejer vi at gøre dem opmærksomme på, at det er meget sjældent, at redaktører for højkvalitetstidsskrifter henvender sig direkte og uopfordret. Den slags henvendelser skal man derfor som regel ignorere. Er man alligevel fristet, er det en god ide at tjekke tidsskriftets hjemmeside: ser den professionel ud, hvem er i redaktionen og er beskrivelsen af de redaktionelle processer realistiske? Hvordan foregår submission: Pr. mail til en editor med et asiatisk klingende navn? Skal man lidt mere i dybden, anbefaler vi, at man slår op på Cabell’s Blackliste (som dog kræver abonnement), eller på ministeriets autoritetsliste (BFI-listen) eller alternativt på directory of open access journals hjemmeside (DOAJ.org) eller følg de anvisninger, der gives på sitet Think Check Submit (thinkchecksubmit.org).
