Du bliver et bedre menneske af at kunne grine af dig selv, mener satiretegner og forfatter Maren Uthaug, der hader selvhøjtidelighed. Og skulle hun være noget andet, så var det bibliotekar.
Tekst Sabrine Mønsted
- Biblioteket er det bedste sted på jorden. Min mand ryster på hovedet af mig, men skulle jeg være noget andet, var det bibliotekar. Tænk at gå rundt mellem bøger hele dagen og snige dem med hjem om aften, siger Maren Uthaug.
Vi sidder i en blød, rød sofa lige bag hendes skrivebord med udsyn til arbejdet med striben Ting jeg gjorde til de kommende dages Politiken. Fødderne lægger hun op på skrivebordsstolen, mens hun gaber – den sidste uge har hun kørt landet tyndt for at signere sin seneste og tredje roman En lykkelig slutning hos landets boghandlere.
Da én af dem fire dage tidligere solgte mig romanen, sagde han: »Hun burde være en af de forfattere, vi solgte allerflest bøger af« og tilføjede: »hun er jo sindssyg – altså på den gode måde«.
Hun er da også for første gang landet på Politikens bestsellerliste. For Maren Uthaug har vist, at hun både formår at være satiretegner og forfatter med en helt særlig nerve, hvor humoren og omsorgen er spundet som tynde tråde omkring alvorstunge emner som dysfunktionelle familier, incest, omsorgssvigt og senest nekrofili.
”Humor er en forløsning for det, der er svært. Bare det at kunne grine en lille bitte smule af noget, der gør ondt, gør det lettere”
En lykkelig slutning handler om vores forhold til døden fortalt gennem syv generationer af bedemænd. En idé der ikke kom ud af det blå. Maren Uthaug var til syv begravelser på ét år blandt andet sin mors og stedfars og blev optaget af begravelsesritualer.
- Hvorfor kaster vi jord på kisten og sætter flaget på halv? Og vi bruger stadig ritualer fra 1800-tallet uden at vide hvorfor, for eksempel bærer vi de døde med fødderne først ud af kirken, hvilket oprindeligt var for, at de ikke skulle gå igen, siger hun.
Og alle aspekter af døden er med - også nekrofili (lyst til sex med døde).
- Sex er et vigtig aspekt af menneskelivet, så selvfølgelig skulle en af bedemændene være nekrofil, ligesom der er en, der kan tale med de døde, siger Maren Uthaug.
Som læser af hendes romaner overraskes man af hendes evne til at skrive menneskeligheden frem og skabe om ikke sympati så en form for forståelse for det mørke i mennesker.
- Og det er det, litteraturen kan, siger hun.
- Du kan få sympati for folk, du ellers ikke ville have sympati for, fordi du får deres indre liv med og kan forstå, hvor de kommer fra. Det kan være så stærkt, at man næsten begynder at heppe på dem. Det, synes jeg, er spændende at arbejde med. I alt hvad jeg stødte på i litteraturen og i min research om nekrofile, blev de fremstillet som freaks. Og ja de er freaks, og ja det er ulækkert, men de er også mennesker. Det interessante for mig var at skrive mennesket frem. Det er ikke sex med døde, der er i fokus, men hvad det gør ved et menneske og dets selvopfattelse at have et brist og en drift, der er forbudt og moralsk forkasteligt. Det er for mig mere interessant end at pege fingre, siger Maren Uthaug.
Hun mener generelt, at kunst og kultur burde fylde mere i folkeskolen, fordi det udvider og nuancerer vores verden.
- Vi har brug for kultur i vores liv, det giver os lyst til at være mennesker og lærer os at være ordentlige mennesker, fordi det giver os indre billeder og indsigter i os selv og andre. Det er spøjst, at kultur ikke bliver taget mere seriøst, og er det første, der bliver sparet på. Det er som om, at vi lærer børn at analysere et billede, men ikke lærer dem om storheden og tankerne bag.
Det er kendetegnende ved Maren Uthaug, at hun nægter at tage noget for gode varer, som hun ikke menede, giver mening. Hun afskyr kontrol. Så meget, at hun har sagt til sine tre døtre, at de ikke behøver at overholde love og regler – slet ikke de uskrevne.
- Jeg har sagt, at de må gøre, hvad de vil, så længe de tager hensyn til andre. Særligt for kvinder er der så mange uskrevne regler, som man bare skal skide på. For eksempel at piger stadig kan være billige, mens drenge ikke kan. Fuck jer. Jeg har sagt til mine piger, at det eneste de kan gøre, er at nægte at finde sig i det. »Knald alle de fyre I vil, hvis I vil«, så må de andre ligge tilbage og rode med moralen. Og man skal finde de venner, der har ens ryg og ikke går op i tåbelige regler, siger hun.
Maren Uthaugs alter ego – tændstikdamen i striben Ting jeg gjorde – er i den grad også ligeglad med sociale normer – uskrevne eller ej. Den tegnede dame kunne ikke drømme om at melde sig til at bage boller til klassen eller holde forældrefest, hun støvsuger spisebordet for krummer, drikker rødvin mandag aften og er ærlig om, at hendes børn er irriterende.
Og rigtig mange holder af den tegnede dame og følger hende på 6. år i Politiken, for udover at hun er sjov og skaber genkendelse, så tager hun presset af idéen om den perfekte mor, kone, kvinde. Selvom det sådan set ikke er bevidst fra tegnerens side.
- Jeg betragter verden og tegner det, jeg synes er fjollet, åndssvagt eller irriterende om det er om neglelak, børn, sko, storpolitik eller menstruation. Intet er for småt eller stort. Men det er da meget sjovere at tegne, når mange kan spejle sig i det og få følelsen af ikke at være alene, og at der ikke er én rigtig måde at være mor på for eksempel.
Hvad er det humor og en tegnet dame kan?
- Humor er en forløsning for det, der er svært. Bare det at kunne grine en lille bitte smule af noget, der gør ondt, gør det lettere. Det er en ventil. Hvis du har ondt i maven over ikke at gøre det godt nok som mor, men bare i ti sekunder kan grine af, at du ikke gør det bedre, så tror jeg, at du bliver en bedre mor, siger Maren Uthaug.
- Jeg har det enorm svært med folk, der tager sig selv alt for seriøst, ikke fordi man absolut skal have en ironisk distance til sig selv, men det klæder ingen at være selvhøjtidelig. Der er en tendens til politisk korrekthed, hvor det hele er blevet meget seriøst, og vi ikke må træde ved siden af, men jeg har mere lyst til at lytte til folk, der godt ved, at de ikke er perfekte.
Der er mange bøger, jeg synes er fantastiske. Fælles for dem er, at de skriver ud fra en nerve.
Senest har jeg læst Nina Wähä, Testamente. Hold kæft den var god.
Den vildeste jeg har læst er Primo Levi, Vidnesbyrd.
Den mest sindssyge bog, jeg har læst, er Historien om øjet fra 1928 som research, den var næsten for voldsom, om to unges vanvittige seksuelle eskapader.
