Når vi går på arbejde, gør vi det med en
hjerne, der er designet til livet for 120
millioner år siden. Det betyder, at den
ikke ligefrem er gearet til mails, mussamtaler
og krav om performance og
forandringsparathed.
Det fortæller psykologerne Vibeke Lunding-
Gregersen og Henrik Tingleff, der sammen har
skrevet bogen Hjernen på overarbejde. Et af budskaberne
er, at det miljø, vi har skabt på mange
arbejdspladser – og i samfundet generelt – er
direkte skadeligt for os. Som de siger:
– Det skaber ubalance, fordi det aktiverer de
ældste og mere primitive dele af hjernen og understimulerer
de nye og mere avancerede dele af
hjernen – det, der gør os til mennesker.
Men lad os starte med vores »gamle« hjerne og
dens måde at arbejde og reagere på.
TRE SYSTEMER
Ifølge forfatterne kan vi forstå hjernen som
havende tre følelsesregulerende systemer, der har
til formål at styre vores tilstand og adfærd. De tre
systemer er:
1. Trusselssystemet, der skal få os til at undgå
farer og trusler via negative følelser som vrede,
angst og væmmelse.
2. Motivationssystemet, der handler om at opnå
noget, at udvikle os selv og skabe resultater,
og dette system er forbundet med følelser som
glæde, begejstring og vitalitet.
3. Det beroligende system, der en modvægt til
de to andre, og som sikrer, at vi lader op og er
tilfredse med tingenes tilstand, hvilket opleves
via følelser som tilfredshed og tryghed.
– Det beroligende system er lige så vigtigt for os mennesker,
når det kommer til trivsel og performance, som de to andre,
siger psykolog Henrik Tingleff og fortæller, at problemet er,
at det i dag i al for høj grad er trussels- og motivationssystemerne,
der er aktiveret hos mange af os på bekostning af det
beroligende system. Konsekvensen er, at mange ikke trives.
– I det arbejdsliv, vi har i dag, med effektiviseringer, omstruktureringer,
korte deadlines og så videre, vækkes trusselssystemet.
Oven i det har vi også mus-samtaler, kpi’er og konstante
nye mål, hvilket taler til motivationssystemet. Men på arbejdsmarkedet
glemmer vi det sidste system: det beroligende. Der
er ikke længere plads til de naturlige pauser og til at hænge
i dørkarmen ind til kollegaens kontor og få en sludder, siger
Henrik Tingleff.
Ifølge ham og Vibeke Lunding-Gregersen er konsekvensen et
arbejdsliv, der fremmer mistrivsel, stress og usikkerhed. De ser
det som nødvendigt at få skabt plads og tid til, at det beroligende
system også kan blive aktiveret på arbejdspladsen.
RELATIONER ER EN VINDERSTRATEGI
Hvordan gør man så det? Hvis vi spørger de to psykologer, kan
løsningen sammenfattes i et ord: compassion.
– Compassion er en vej til at stimulere det beroligende system.
Det er her, vi bliver opmærksomme på vores egen og andres
trivsel og kan genoprette balancen, siger Vibeke Lunding-
Gregersen og fortæller, hvad det vil sige at udvise compassion.
– Det handler om at give opmærksomhed og omsorg til sig
selv og hinanden. Der er ikke noget nyt i det. Det, der går galt
i dag, er, at vi overser den betydning, som de menneskelige
relationer har for vores ro og vores evne til performe.
Henrik Tingleff supplerer:
– Mange undgår helst at tale om lidelse, men compassion
handler netop om erkendelsen af, at livet ikke altid er let, og
giver vi lidelsen opmærksomhed, så vi kan forebygge og lindre.
Laver kollegaen fejl, kan vi være nysgerrige på, om det skyldes,
at hun er stresset, og tænke langsigtet og finde ud af, hvordan vi kan hjælpe i stedet for at tænkte, »at hun må
steppe op«.
– Har du hovedpine, kan du vælge den nemme løsning
og tage en pille, men du kan også give det mere
opmærksomhed og undersøge, om det kunne skyldes
bekymringer, arbejdspres eller en virkelig dårlig arbejdsstilling.
Det vil give dig mulighed for ikke kun at
symptomlette, men lindre og forebygge på sigt. Det
er også compassion.
Selvom compassion i nogle ører muligvis kan lyde
som et noget luftigt og modepræget ord, har det
ifølge de to forfattere masser af tyngde. I deres bog
skriver de, hvordan en højere grad af compassion
kan kædes sammen med alt fra bedre helbred og
en mindre grad af nedtrykthed til øget tillid, gåpåmod
og evnen til at læse andre mennesker. Ligesom
forskning også viser, at folk med compassion har et
mere realistisk selvbillede, når det kommer til deres
kompetencer.
– Compassion er den evolutionære vinderstrategi,
der har gjort, at vi mennesker stadig er her i dag – at
vi har vundet evolutionens store kapløb, siger Vibeke
Lunding-Gregersen, der mener, at der ikke findes et
dansk ord, der kan dække begrebet.
– Et ord som medfølelse kommer tæt på, men
compassion er ikke en følelse. Det er mere end det, da
det for eksempel også handler om at udvise mod og
empati, siger hun.
RO OG LANGSOMHED
I praksis kan compassion på arbejdspladsen udspille
sig på mange måder. Fælles for dem alle er, at de
formår at aktivere hjernens beroligende system.
– Det kan handle om, hvordan vi kommer ind i lokalet
til et møde. Kommer du styrtende ind 30 sekunder
for sent, mens du taler i en mobiltelefon, aktiveres
trusselssystemet hos de andre. Eller hvis du straks
begynder at tale om, hvad du har udrettet siden
sidst, og hvad du forventer af folk, tales der til deres
motivationssystemer. Hvis du derimod er opmærksom
på dit stemmeleje og taler langsomt, roligt og
giver plads til, at folk kan sige det, de har behov for,
aktiveres folks beroligende system. Så det handler
om at gøre sig nogle helt lavpraktiske overvejelser om adfærd og ordvalg med tanke på, hvad det, man gør, gør ved
ens egne følelsesregulerende systemer og ved ens kollegers eller
medarbejderes, siger Vibeke Lunding-Gregersen.
Compassion betyder også, at vi er imødekommende overfor os
selv og vores egne behov. For eksempel når vi i løbet af dagen
bevæger sig fra en situation til en anden.
– Hvis du har siddet i en forhandling med eksterne leverandører
og bagefter skal hen og have en fortrolig samtale med en
kollega, er det vigtigt at lægge sceneskift ind, så du kan hjælpe
din hjerne fra at gå fra motivationssystemet til det beroligende
system. Det handler helt enkelt om at bruge lidt ekstra tid på at
gå fra det ene til det andet: Gå lidt langsommere ned ad gangen,
eller sæt dig lige ned og træk vejret tre, fem eller syv gange, så
du kan nå at blive bevidst om, hvilket system der er aktivt, og
hvad du skal nu, hvad enten det handler om at geare op eller ned,
siger Henrik Tingleff.
HUSK PAUSER
Og vi skal huske at holde pauser.
– Hvis vi skal arbejde effektivt, har vi brug for rigtige pauser.
Ikke en pause, hvor vi kigger på vores telefon eller tjekker vores
private mail, men hvor vi går en tur, sætter os ned og lige trækker
vejret eller taler med en kollega, siger Vibeke Lunding-Gregersen,
der også opfordrer til, at vi lærer vores egne »advarselssignaler«
at kende, så vi ved, hvornår vi har brug for compassion.
– Vi har alle forskellige advarselssignaler. Nogle ændrer tonefald,
andre holder op med at skrive »kære« i deres mails og
smækker bare kommandoer afsted, nogle bliver utålmodige
eller kritiske overfor andre og så videre. Når det sker, skal vi med
compassion give os selv mulighed for at stoppe op og gøre noget
andet, siger hun.
Det gælder også, når vi kan se kollegaens advarselssignaler,
siger Henrik Tingleff.
– Når Birthe snerrer for tredje gang, kan det være tillokkende
at snerre tilbage eller tænke, at hun er en klaphat. Men hvis du
i stedet stiller Birthe det forløsende spørgsmål: »Hvordan har
du det egentlig?«, finder du måske ud af, at hun er presset, eller
at der er alvorlig sygdom i familien. På den måde kan man give
mulighed for at slå menneskehjernen til, lindre og måske forebygge,
fremfor at konflikterne hober sig op, siger han. Det er dog
ikke sådan, at vi, når vi udviser compassion, kan eller skal løse
problemerne for alle:
– Nogle gange handler det om at få folk til at hjælpe sig selv,
og nogle gange handler det om styrken til at sige fra. Men begge
muligheder forsvinder, hvis ikke vi giver Birthes problemer opmærksomhed.
Lidelse, der ikke bliver bemærket, kan aldrig blive
mødt med compassion.
Og så er compassion, ifølge de to psykologer, et ansvar, der ligger
på alles skuldre.
– Vi må alle tænke over at handle og kommunikere på måder,
der ikke bare puster til trussels- og motivationssystemet, men
også får aktiveret det beroligende system hos os selv og hinanden.
Det gælder os selv som individer, men også ledere, politikere
og meningsdannere. Vi kan alle blive bedre til at tage hensyn til
den gamle menneskehjerne og give den bedre arbejdsbetingelser,
siger Vibeke Lunding-Gregersen.
