Jonah Berger har forsket i, hvad
der virker på de sociale medier,
og hvorfor det virker. Han skrev
bogen Contagious – how to
build word of mouth in the
digital age i 2013 med bud på,
hvordan man skaber indhold,
der skaber samtaler, som andre
gider kommentere og dele. Og
hans råd er stadig brugbare.
For hvorfor er det, at nogle produkter eller idéer
fanger an, går viralt og spreder sig ganske af sig
selv, mens andre budskaber og produkter lever et
usynligt digitalt liv? Der er selvfølgelig gode forklaringer,
såsom at nogle produkter bare er bedre
eller billigere, eller at nogle ideer er så fantastiske,
at annoncering ikke spiller en rolle. Men lige meget
hvad, er det nødvendigt, at nogle opdager ens
produkt og idé, så det er langt fra hele forklaringen
på succes, at indholdet i sig selv er godt – det
er sådan set bare begyndelsen, mener Berger.
VI ELSKER AT DELE INFORMATION
Grundlæggende elsker folk at dele historier, nyheder
og informationer med andre. Tænk bare, hvor
meget vi gør det i den fysiske verden. Hvornår har
du sidst anbefalet noget til nogen? Eller selv fået en anbefaling eller et godt råd om dette eller hint? Og det er
uden tvivl, at venner og familie har stor indflydelse på vores
holdninger og på, hvad vi læser og køber. Ifølge Berger er det
den primære faktor bag 20-50 procent af alle vores indkøb.
Derfor kunne man også tro, at de sociale medier ville få
vores anbefalinger, gode råd og kommentarer til vores omgangskreds
til at eksplodere, men det har de, ifølge Berger,
ikke gjort. Kun syv procent af vores »word of mouth« sker
online. Så vi skal huske vigtigheden af offline »word of
mouth« ved siden af arbejdet med sociale medier, skriver
Berger.
En vigtig pointe for professoren er, at sociale medier som
Facebook og Twitter ikke er strategier – det er teknologier.
Det betyder, at det ikke er en social medie strategi blot at
være der. Der skal langt mere til for at lykkes med vores
budskaber på de sociale medier, hvor delinger, kommentarer
og likes langt fra sker af sig selv. »Vi skal grundlæggende
forstå, hvorfor folk taler sammen, og hvorfor nogle ting
bliver talt om og delt«, skriver han.
Næste gang du mødes med dine venner, spiser frokost
med kollegerne eller er til en fest, så prøv at forestille dig,
at du er fluen på væggen og lyt. Der bliver måske talt om en
film, en ny kjole, en bestemt bog, en ny vaccine eller en politisk
skandale. Overvej, hvorfor det lige er det emne? I kan jo
tale om en masse andre ting. Hvad er det ved nogle emner,
produkter, idéer, adfærdsformer, holdninger, der gør, at det
får os til at tale om det, dele det eller kommentere det?
De seks trin mod
smitsomme budskaber
Berger har gennem sit arbejde med virksomheder og sin forskning fundet frem til seks trin, han
mener får os til at sprede budskaber, ideer eller produkter. Han argumenterer ikke for, at alle seks trin
skal være opfyldt hver gang, men jo flere af dem, der er opfyldt, jo mere »smitsomt« er dit budskab.
De seks trin er:
1. Social kapital
Det handler om at opnå social kapital gennem det, vi deler. Folk kan lide at fremstå vidende,
vittige og være de første, der ved noget.
2. Triggers
Samtaleudløsere. Det kan være emner, der dominerer dagsordenen, eller om fælles vilkår, der bliver
talt om lige nu. Du kan udnytte det, der er »top of mind« på et givent tidspunkt og hæfte dit indhold
på noget aktuelt.
3. Følelser
Vi deler gerne det, vi føler noget for. Det er følelser som spænding, begejstring, inspiration, grin,
glæde, vrede og indignation, der styrker delelysten. Mens følelser som tristhed, stress og udmattethed
dæmper delelysten.
4. Synlighed
Vi er flokdyr og gør gerne det, alle andre gør.
Synliggør populær adfærd – så vil flere følge efter.
5. Nytteværdi
»News you can use« er populært at dele. Vi kan lide at hjælpe hinanden og at sende gode råd og
vejledninger.
6. Fortælling
Vi deler hellere mindeværdige fortællinger end nok så væsentlige informationer, så bring gerne
dit budskab ind i fortællinger.
Læs mere i bogen: Contagious - how to build word of mouth in the digital age af Jonah Berger, 2013