Forskning: Kulturinstitutioner må gøre sig til

Kodeordet for kulturinstitutioner i dag er »samfundsrelevans«, for institutionerne er ikke nok i sig selv. Det stod klart for lektor på Institut for Informationsstudier (INF) på Københavns Universitet Nanna Kann-Rasmussen under forberedelserne til uddannelsen »Nordisk Master i kulturledelse«, hvor femten topchefer fra et bredt udvalg af nordiske kulturinstitutioner var inviterede til en debat. Masteruddannelsen blev ikke en realitet, men indsigten blev kimen til et forskningsprojekt om, hvordan kulturinstitutioner legitimerer sig selv i dag, og hvorfor samfundsrelevans er blevet et bærende element?

Nanna Kann-Rasmussen undersøger fire kulturinstitutioner – Det Kongelige Teater, Copenhagen Phil, Randers Bibliotek og Arbejdermuseet for at få et bredt billede af tendenserne. Kulturinstitutioners værdi og legitimitet ligger i dag i partnerskaber og samarbejde, mener Nanna Kann-Rasmussen, der særligt ser to sammenvævede diskurser i det danske kulturfelt. Den ene er, at kultur skal være mere end æstetik, oplysning og dannelse, og den anden er et fokus på kulturens »kontante værdi«. Grundlæggende opfylder institutionerne ikke deres formål blot ved eksistere i sig selv.

DU ER, HVEM DU SAMARBEJDER MED

- Kulturinstitutioner skal i dag åbne sig på nye måder for samfundet og brugerne. Netværk, forbindelser, relationer og samarbejde er med til at styrke institutionernes legitimitet. Hvis man kigger i et bredt udvalg af årsrapporter fra forskellige typer kulturinstitutioner, så finder man ofte listen over partnerskaber på en prominent plads. Det viser, hvem de er, hvad de kan, og hvad de bidrager med, siger Nanna Kann- Rasmussen.

For kulturinstitutionerne er svaret blevet partnerskaber. Men de har glemt at overveje, hvad spørgsmålet var. Hvad det er, de ikke selv kan løse, siger Nanna Kann-Rasmussen. Nanna Kann-Rasmussen konstaterer i sin undersøgelse, at i jagten på samarbejder og partnerskaber underlægger kulturinstitutionerne sig andres dagsordener og bidrager til at løse deres opgaver. To eksempler på dette er Arbejdermuseet, der introducerer Københavns Kommunes flygtninge til velfærdssamfundet, og Randers Bibliotek, der kobler sig på kommunens sundhedsprojekt for at højne borgernes sundhedskompetencer.

- Er det deres opgave som museum og folkebibliotek, kan man spørge, siger Nanna Kann- Rasmussen og tilføjer, at det kan det godt være, men at de skal være bevidste om deres bevæggrunde for at tage de nye opgaver ind.

- Man skal passe på ikke at gøre sig sårbar ved at tage andres dagsordener ind og løse opgaver udenfor eller i kanten af ens kernefelt. De nævnte eksempler kan jo være ganske fine projekter for kulturinstitutionerne. Men de skal have gjort deres egne værdier og formål klart, så opgaver og partnerskaber afvejes ud fra det.

SPIL GERNE MED, MEN BESTEM SELV

Nanna Kann-Rasmussen er ikke kommet frem til én definition af samfundsrelevans. Det kan være mange forskellige ting. En tendens for biblioteker er, at de bliver en del af den overordnede kommunale strategi for eksempel i forhold til at tiltrække nye borgere til kommunen eller tage imod flygtninge. For teatre og orkestre bliver samfundsrelevansen stadig italesat ret traditionelt, for eksempel som det at skabe resonans hos publikum – at give dem en personlig oplevelse. Kulturinstitutionerne vil gerne være dem, der giver adgang til nye relationer og netværk, og brugerinddragelse og dialog med brugere og publikum anses for nødvendigt, men Nanna Kann-Rasmussen oplever, at både biblioteker, museer og arkiver gerne vil tage skridtet videre. - De vil også gerne selv være en stemme i debatten og samtidig være den arena, hvor debatten foregår. Det har bibliotekerne været rigtig gode til. Men de er ved at få konkurrence fra museerne, der i stigende grad også tilbyder foredrag, debatter og lignende.

BIBLIOTEKERNE HAR MINDST AUTONOMI

Der er mange ligheder mellem de fire institutioner, som hun undersøger, når det kommer til deres partnerskabsbaserede legitimeringsstrategier. Men der er også forskelle. - For det er institutionernes status, der afgør, hvor meget autonomi de har, og hvor langt ud over deres oprindelige formål, de »behøver« at gå for at synliggøre deres samfundsrelevans og dermed legitimere sig selv, forklarer hun. Bibliotekerne er, ifølge Nanna Kann-Rasmussen, lavest i det kulturelle hierarki. Det betyder, at biblioteker har mindre autonomi, og det er derfor, vi ser dem gå i mange retninger og påtage sig mange nye forskelige opgaver.

- Kulturinstitutionerne er generelt dygtige til at »spille spillet «. De kan mærke, hvad der forventes af dem, så de byder ind og spiller med. Der er altså ikke tale om formelle krav, men om at forventningerne styrer retningen, siger hun.

KULTURENS VÆRDI I KRONER OG ØRE

Samtidig er der fokus på kulturens »kontante værdi«. Hvad får vi ud af det – gerne i kroner og øre? Men det er en svær størrelse for kulturinstitutioner. Ikke desto mindre har for eksempel amerikanske biblioteksorganisationer regnet sig frem til, at for hver dollar, der investeres i biblioteket, kommer fire retur. Og senest kom der en dansk undersøgelse af Copenhagen Economics bestilt af Tænketanken Fremtidens Biblioteker. Konklusionen var her, at bibliotekerne skaber en værdi på op imod to milliarder kroner om året, primært fordi de øger børns læsefærdigheder, hvilket højner sandsynligheden for, at børnene senere tager en uddannelse.

- Men kulturen skal ses i et andet lys, mener Nanna Kann- Rasmussen. Det er et valg, at vi gerne vi skabe et samfund med en oplyst, vidende og dannet befolkning. Men fordi vækst er et parameter, som vi måler alting ud fra, også kultur, diskuterer vi stadig for eksempel udlåns- og besøgstal, selvom vi ved, at de ikke er fyldestgørende for værdien af en kulturinstitution. I mit næste forskningsprojekt, som er i støbeskeen, håber jeg at kunne være med til at åbne for nye måder at diskutere kulturinstitutioners værdi på, siger Nanna Kann-Rasmussen.