Tine Vind oplever som enhedschef i Slots- og Kulturstyrelsen, at bibliotekerne i stigende grad udvikler sig i lokale retninger og derfor ikke nødvendigvis har brug for én samlet national strategi.
Bibliotekets rolle i kommunerne har forandret sig på flere niveauer. Forvaltningsmæssigt er det ikke længere givet, hvor bibliotekerne hører hjemme. Det kan variere fra kultur og fritid over turisme til byplanlægning. Det er heller ikke givet, hvilke områder der serviceres af bibliotekerne, det kan være alt fra borgerservice, folkeoplysning, idræt, frivillige, svømmehaller til foreningsliv.
Mangfoldigheden af, hvilken rolle biblioteket har i kommunen, er blevet langt større, og udviklingen sker lokalt og er skræddersyet til de lokale behov. Vi læser de lokale strategier, og spændvidden forvaltningsmæssigt og politisk er stor. Så bibliotekerne har udviklet sig i relation til de kommunale opgaver og har i varierende grad behov for nationale initiativer.
Derfor er der heller ikke udsigt til en ny national biblioteksstrategi. »Folkebibliotekerne i Vidensamfundet« var en vigtig national strategi, som i dag stort set er implementeret i langt de fleste biblioteker i en eller anden grad, men på det tidspunkt, den blev lavet, var der flere lighedspunkter mellem bibliotekerne. I dag har vi i stedet en række strategiske pejlemærker (gøre information og viden tilgængelig, fremme læring, fremme litteratur og læsning, kulturelle aktiviteter og facilitere debat og mødet mellem mennesker, fysisk og digitalt, red.), som bibliotekerne kan bruge som en hjælp i deres strategiarbejde. Men hvorvidt der skal komme en national strategi på biblioteksområdet, er jo en politisk beslutning.
Jeg kan sagtens forestille mig kommunerne samarbejde endnu mere på tværs i stil med, hvad vi ser på forskningsbiblioteksområdet. Vi kan mærke, at det er noget, der bliver talt om i kommunerne. De henvender sig til os for at spørge, hvordan det kan gøres. Bibliotekssektoren har altid været god til at samarbejde, og vigende budgetter fordrer en udpræget grad af samarbejde og tænkning på tværs.
Vi ser generelt et udvidet samarbejde på hele velfærdsområdet i kommunerne, og en kobling mellem idræts- og kulturaktiviteter med bibliotekerne som medspillere. Vi er for eksempel med på sidelinjen på projektet »Hold hjernen frisk«, et forskningsprojekt støttet af Nordea-fonden, der skal se på, hvordan vi holder det stigende antal ældre ressourcestærke. Da vi blev spurgt, om bibliotekerne kunne være en partner, svarede vi »ja, i høj grad«. Bibliotekerne er jo eksperter i at koble tingene sammen lokalt.
Læsning og læring er en kerneydelse i bibliotekerne. Det skal vi holde fast i. Bibliotekerne kunne virkelig se sig selv i kampagnen Danmark Læser i 2013, som daværende kulturminister Marianne Jelved satte i gang efter en periode, hvor der ikke havde været tydeligt fokus på læsning og læring.
Vi skal også holde fast i, at biblioteket er et mødested i den digitale udvikling. Der er så få steder, hvor borgere kan komme inden for døren. Det digitale og fysiske bibliotekstilbud går hånd i hånd efter vores mening, for vi har også behov for at mødes.
Det digitale udfordrer bibliotekerne. Der er for eksempel licenser, der sætter andre rammevilkår for udlån, og der er formidlingen af de digitale tilbud. Vi har støttet mange projekter, der arbejder med netop det, og det skal vi nok blive ved med. Rapporten »Digitale Biblioteksstrategier« viser blandt andet, at der er mange, der ikke bruger de digitale tilbud, fordi de ikke kender til dem.
Jeg synes, det er et problem, at næsten halvdelen af befolkningen ikke bruger biblioteket, selv om de fleste synes, biblioteket er en god ide. Det er selvfølgelig et frit valg, men det kunne jo også skyldes, at de ikke vidste, at tilbuddene er der. Det er ok, hvis det er et aktivt fravalg, men ikke hvis det er manglende viden.
Den største udfordring for bibliotekerne er at blive ved med at være relevant for borgerne med meget forskellige behov. Vi har ikke en formel på det. Det, der virker i én kommune, virker ikke nødvendigvis i en anden, men vi forsøger at understøtte og inspirere bibliotekernes faglige arbejde og deres formidlingsopgave gennem konferencer og ved at samle faglig viden omkring litteratur, læsning, børnekultur, digitale ressourcer, lederskab af kulturinstitutioner og så videre.
I forhold til eReolen kan jeg kun sige det samme som ministeren: Håbet er, at parterne finder hinanden inden for et år og lander en aftale. Incitamentet burde i hvert fald være der. Ministeren har meldt ud, at der ellers kan blive tale om en politisk løsning. E-bogsområdet er stadigvæk nyt, og det er fortsat nødvendigt at afprøve forskellige forretningsmodeller, så det behøver ikke være en blivende løsning. Men det skal være en løsning, som både biblioteker og markedet kan leve med.
Den tid er forbi, hvor »den bedste blandt ligemænd blev chef«. I dag er den faglige mangfoldighed stor på bibliotekerne, både hos medarbejdere og ledere. Den viden, som jeg har haft mest brug for som leder, er om økonomi, strategi, samarbejde og personaleledelse. Hvis man som bibliotekschef ikke er »født med en biblioteksske i munden«, må man hente den faglige viden hos sine medarbejdere og i sit netværk.
Fagligheden er selvfølgelig vigtig, men det er også en styrke at have forskellige fagligheder på et bibliotek, så længe medarbejderne samlet har kernekompetencerne og kan varetage opgaven. Opgaverne og fagligheden har jo også forandret sig på bibliotekerne. Som chef må man vælge den kandidat, der passer bedst til opgaven.
Det er vigtigt at blive rigtig god til det, der kendetegner jer, siger jeg til de studerende på IVA, når jeg holder oplæg. Det er så vigtigt, at dimittenderne fra IVA bliver dygtige til netop informationskompetencerne, for de er i konkurrence med mange andre på arbejdsmarkedet. Det siger både Tine Jørgensen og jeg ofte og tydeligt i IVA’s aftagerpanel.
