Storvildtjæger, antropolog, forsker og nu direktør for landets største museum, Nationalmuseet. Rane Willerslev mener, at museer og biblioteker finder deres berettigelse i at være en prisme, vi som mennesker og samfund kan se vores liv og udfordringer gennem. De har bare ikke forløst deres potentiale endnu.
Rane Willerslev er en mester i at drage paralleller. Fra fortid til nutid. Fra kulturelle riter i Sibiriens jægersamlersamfund til ledelsesgreb som museumsdirektør. Og ja, han mener også, at der er mange lighedspunkter mellem museer og biblioteker, når nu Perspektiv spør’. Ét af dem er folks følelser og holdninger til de to institutioner.
- Der eksisterer en mystik på biblioteket. Jeg husker tydeligt magien som barn, og det var den samme følelse, jeg havde, når jeg var på Nationalmuseet. På biblioteket var det mængden af bøger, lugten og så de her lommer af magi – hemmelige rum og små verdener bygget ind mellem bøgerne. Og det samme på Nationalmuseet, hvor en iglo var skåret på tværs, så man kunne kigge ind til en eskimofamilie, der sad omkring en spæklampe. Det er ret old school, men det er den spænding, der opstår mellem fakta og fiktion, mellem viden og magi. Biblioteket og museet som klassiske institutioner ku’ det der. Så er der kommet reformer, nye krav og tanker henad vejen – naturligt nok, men noget magi er gået tabt undervejs. Eller også er det bare mig, der er blevet ældre, siger han med et smil, der mest er for at være venlig, for han mener faktisk, at både museer og biblioteker misser noget væsentligt i deres formidling. For det, der kan bringe magien tilbage og gøre os klogere på os selv og livets udfordringer, skal findes i spændet mellem fakta og fiktion.
- Når fakta og fiktion står i en form for spænd i forhold til hinanden, kan det noget helt særligt. Det skaber universer, der fanger os, fordi de kommunikerer i sammenhæng med andre universer og er flerlagede. Formidlingsmæssigt er noget af det mest interessante i de her år genreforskydningen. Tv-serien var i 80’erne det argeste lort, i dag er det der, vi ser den stærkeste karakterudvikling og universskabelse, og inden for litteraturen har genrer som krimi og fantasy fået litterære kvaliteter og anerkendelse, siger Rane Willerslev.
Det er altså tilladt at gøre brug af andre greb end tidligere, og grænsen mellem fakta og fiktion er i opløsning. Det skal biblioteker og museer bruge i deres formidling, mener han.
- Du kan ikke lave en udstilling om eksempelvis Danmarks historie og sige: »Det her er det faktuelle, og tv-serien Vikings er noget helt andet«. Så misser du noget, siger Rane Willerslev, der måske nok er videnskabsmand med stort V og stort M, men også er inspireret af åndelighed og religion. Det legende og eksperimenterende, som fiktionen kan bibringe videnskaben, er ikke dens modsætninger. Tværtimod.
- Fiktionen er allerede indbygget i enhver videnskab. Den er en forudsætning for videnskab. Kvantefysikken er et eksempel. Mangler der en brik, for at ligningen går op, så laver man en fiktiv brik, der får den til at gå op, siger Rane Willerslev. Og det, der skal trække folk på museer og biblioteker, er magiske universer side om side med de meget faglige. Et godt eksempel på, hvor det er lykkedes, er ifølge Rane Willerslev det nye Moesgaard Museum i Aarhus med udstillingen »Syv Vikinger«, hvor de besøgende følger vikinger med hver deres karaktertræk på en rejse, hvor fortidsmennesker er genskabt én-til-én, hvilket jo er en fiktion, samtidig med at man ser de originale genstande.
- Som besøgende er du ikke i en repræsentation af fortiden – du er i fortiden, siger Rane Willerslev. Og det, du lærer mest af, er at »være der selv«, mener han, der som antropolog i lange perioder selv har været en del af de kulturer, han har studeret, såsom jægersamlersamfund i Sibirien.
Grunden til, at det er så påtrængende for ham, at den enorme viden, som museer og også biblioteker indeholder, levendegøres og kommer ind under huden på os, er, at det ikke alene giver os en historisk rygrad, men også konkrete redskaber til at klare livets udfordringer her og nu.
- Den akkumulerede viden på reolerne fortæller os, hvordan vi er blevet dem, vi er, og det er det, museer og biblioteker traditionelt har arbejdet med. Men historien er en fantastisk optik at se alle aspekter af vores nutidige liv gennem. Hvis vi kigger på menneskers diversitet kulturelt og værdimæssigt, og hvordan de gennem historien har løst problemer med alt fra børneopdragelse, kønsrelationer, forholdet mellem arbejde og fritid til klimaforandringer, så er der en kæmpe palet af muligheder, vi kan blive inspireret af, siger Rane Willerslev.
”Historien er en fantastisk optik at se alle aspekter af vores nutidige liv gennem”
Og om vi vil det eller ej, er vi som samfund på vej et sted hen, vi har været før, mener han.
- Det kan lyde lidt søgt, men vi nærmer os måder at leve på, som kendetegner stenalderen, som vi nu også har været i 95 procent af menneskets tid på Jorden, siger antropologen og remser op: løse fællesskaber, løs organisering på arbejdsmarkedet og i virksomheder, deleøkonomi, stor lighed mellem køn (kvinder kan jage, mænd kan sy) og dyrkelse af den enkeltes autonomi, hvor enhver kan vende sin leder eller ægtefælle ryggen. En samfundsorganisering, hvor vi ved fra historien, at både styrken og svagheden er lille sammenhængskraft.
- Så historien er ikke bare en primitiv fortid, vi skal lægge bag os; den er også vores fremtid, og vi kan bruge historien til at se på vores eget liv og hente redskaber til at tackle udfordringer.
Selvfølgelig har Rane Willerslev selv gjort det. Hans vigtigste ledelsesgreb i omstruktureringen af Kulturhistorisk museum i Oslo, hvor han var direktør fra 2011 til 2013, var magiske cirkler inspireret af jægersamlerfolket i Sibirien.
Han overtog et museum i krise med en gæld på 20 millioner kroner, og hvis ikke organisationen gentænkte sig selv, ville det betyde fyringer.
”Det har en effekt på dine ansatte og deres motivation, at du som leder forsvarer dem og synliggør værdien af deres arbejde”
- Det var nødvendigt, at vi sammen fik ideer til, hvordan vi kunne gøre tingene bedre og mere effektivt, for som leder af en stor, kompleks organisation, er det ikke dig, der ved bedst, siger Rane Willerslev. Han introducerede derfor de magiske cirkler: møder, som alle medarbejdere med en ide til forbedringer – lige fra at transportere flintespidser fra Nordnorge til magasinet til at forny forholdet mellem forskning og udstilling – kunne indkalde til i arbejdstiden. Hierarkierne blev lagt uden for cirklen, så professorens, sekretærens og chaufførens ord vægtede lige, og det var frivilligt at deltage. Udfaldet af møderne blev ledelsens idebank i omstruktureringen.
Men magien stødte på virkeligheden. For logik og gode ideer er ikke altid nok til at ændre væsentligt på gamle strukturer og statslige regler i offentlige institutioner, erfarede Rane Willerslev, der fandt sin egen vej i bureaukratiet, hvor han kunne afprøve nye ting uden for de formelle rammer.
Han skabte Det Røde Råd. En tænketank, som medarbejderne på skift sad med i. Det Røde Råd havde en stor pose penge årligt, hvor de kunne frikøbes dage, uger eller måneder ad gangen til projekter foreslået i Det Røde Råd. Det eneste krav var, at projekterne skulle gentænke museets grundlæggende grammatik – altså samspillet mellem forskning, forvaltning og formidling.
- Vi havde så den her ubureaukratiske, uformelle struktur, der eksperimenterede og fødte ideer ind i den formelle struktur, som Merlin på Camelot, siger Rane Willerslev. Magien er tilbage. Han ved endnu ikke, om medarbejderne på Nationalmuseet kommer til at sidde i magiske cirkler og røde råd.
- For hver organisation er forskellig, og Nationalmuseet er over dobbelt så stort som Kulturhistorisk museum i Oslo, så det er muligt, at det bliver noget helt andet.
Men sikkert er det, at medarbejderne holder nøglen til succes. Den erfaring tager han med sig. Og som der står i Kulturministeriets pressemeddelelse om hans ansættelse, så er hans »mål at udbygge museets faglige tyngde og frigive dets kreative energi«. Det er nemlig hans overbevisning, at de fleste offentlige ansatte har en uforløst kreativ energi, som bliver holdt nede af måltal, standarder og tjeklister.
"Det betyder, at folk er villige til at gøre nærmest overmenneskelige ting, hvis de får den fornødne tillid og respekt"
- Som leder skal du forstå dine medarbejderes faglighed, og hvad de brænder for, og inspirere dem til at vokse på alle måder. Det er dig, der skal se potentialerne for, hvor deres entusiasme og glæde kan sættes i spil, så den kommer de besøgende til gode. Hvis en bibliotekar eksempelvis er specialist i kinesiske tegneserier, kan det måske sættes i spil i en ny sammenhæng, så en nørdet niche bliver sexet, eller det nørdede kan give krydderi til noget andet, siger Rane Willerslev, hvis ledelsesstil godt kan siges at være en kreativ oversættelse af jægersamlerfolkets måde at dele viden og træffe beslutninger på.
- Jeg har set viden flyde meget bedre i de her egalitære modeller, hvor du som leder ikke har din autoritet, fordi du er placeret oppefra, men i kraft af den anerkendelse, dine medarbejdere giver dig. Og får du ikke den, så er dit lederskab ikke noget værd, siger Rane Willerslev, der som nævnt mener, at det er dårlig ledelse med fokus på Excel-ark, der kvæler den kreative energi og giver alt for mange stress.
- Er du ansat i det offentlige, er det i udgangspunktet på grund af et fagligt engagement, måske ligefrem et kald – ikke lønnen. Det betyder, at folk er villige til at gøre nærmest overmenneskelige ting, hvis de får den fornødne tillid og respekt. Og så er det jo dybt vanvittigt, at man til stadighed kører New Public Management-modeller ned over den offentlige sektor, hvor det klassiske kald erstattes med et timeregnskab, som har mistilliden som omdrejningspunkt, siger Rane Willerslev, mens han må tage endnu et stykke snus, for det er noget, der ligger ham på sinde. Han hader, når folk bruger regneark i stedet for idealer.
Derfor skal kulturinstitutioner ikke ledes af embedsmænd, men af fagfolk med idealerne i behold. For der skal kæmpes for kulturens plads og berettigelse i dag, og lederne skal blande sig langt mere i den offentlige værdidebat. Det gælder også biblioteksledere, mener Rane Willerslev, også selvom man er uenig med sin »arbejdsgiver«, der fordeler pengene.
- Det er ikke illoyalt. Tværtimod, det er din pligt som leder at kæmpe for de værdier og den faglighed, som din institution repræsenterer. En offentlig leder sagde til mig: »Jeg råber ikke længere op, for det har alligevel ingen effekt på ministeriet.« Og det har han måske ret i, men det har en effekt på dine ansatte og deres motivation, at du som leder forsvarer dem og synliggør værdien af deres arbejde. Hvor målet jo er at flytte mennesker og sætte dem på en dannelsesrejse, og den ændrer sig i takt med udviklingen. Vores berettigelse skal hele tiden gentænkes, det er ikke en debat, der slutter.
Selv har Rane Willerslev fået fornyet sit syn på »ikke-brugerne«. Tidligere mente han, at det var spild at bruge kræfter på dem, der alligevel ikke kom på museet, men han har fået »revolutioneret sin holdning«, som han siger, efter en invitation til at holde oplæg for 1.500 unge på Christiania til arrangementet Science and Cocktails.
- Jeg holdt et svært videnskabeligt oplæg på engelsk om empatiens mørke sider. De var helt opslugt og gik ind i en diskussion bagefter. Om det var udsigten til drinks, der gjorde udslaget, ved jeg ikke, men det fik mig til at indse, at vi godt kan nå nogle af dem, vi normalt ikke ser på museer og biblioteker. Interessen er der, det er os, der skal gentænke vores formidling og måder at nå dem på, siger Rane Willerslev.
Fiktion, drinks og magi får man lyst til at sige…
I maj 2017 udgav Rane Willerslev bogen Tænk vildt – Det er guddommeligt at fejle med sit bud på at slippe medarbejderne og kreativiteten fri.
