Vejen fra tanke til handling må ikke være for lang, når Julie Arndrup får sine ideer.
For et par år siden ringede en journalist fra P1 og spurgte, om Julie Arndrup ville stille op i et radioprogram og fortælle om børnebøger – om en time. Anledningen var børnebogmessen i Bologna, og programmet var kommet i bekneb, fordi en ekspert var sprunget fra i 11. time. Eksperten foreslog Julie Arndrup, der er børnebibliotekar ved Kulturstationen Vanløse, som standin, og hun sagde ja.
- Og jeg døde ikke, heller ikke senere, da jeg hørte min egen stemme, hvilket jeg ellers havde forventet, siger Julie Arndrup. Og snart ringede P1 igen, denne gang om Sommerbogen. Også dét interview overlevede Julie Arndrup, og hun begyndte at tænke over, hvor smart radiomediet er.
- Du når ud til så mange via det medie. I Københavns Biblioteker var der allerede stort fokus på at nå mange i stedet for formidling én til én, så jeg besluttede mig for at formidle børnelitteratur som podcast.
Julie Arndrup fik et møde med den afdeling på Københavns Hovedbibliotek, der blandt andet står for lydavisen, omkring de tekniske muligheder, og hun skrev om sine drømme om en børnebogspodcast på sin blog TheJulesRules, hvilket fik skolebibliotekar og master i børnelitteratur Lisa Gardum Andersen til at skrive, »at hvis den drøm blev realiseret, ville hun være med«.
- Så vi drak en kop kaffe sammen, siger Julie Arndrup, og nu har de to lavet 11 podcast, der frit kan downloades via RSS eller på iTunes.
Det første program blev optaget i Julie Arndrups have med fuglefløjt i baggrunden. Det handlede om sommerferielæsning.
- Vi holder podcasten i en ret uformel tone, det skal være som at tale med en veninde. Faktisk har Lisa oplevet, at hun blev genkendt til en fødselsdag af nogle af vores faste podcastlyttere alene på sin stemme. Så det vokser.
For Julie Arndrup er det let at få ideer. Men hun har ikke tålmodighed til at skrive projektansøgninger og vente i flere år på at få midlerne til at føre dem ud i livet. Så hellere bare kaste sig ud i det uprøvede. Sådan er produktionen af podcastene også.
- Forberedelserne til vores podcast er meget »hit and run«. Vi finder det meste indhold til udsendelserne via vores netværk. Forfattere og forlag ser det som gratis reklame og stiller derfor gerne op, siger Julie Arndrup, der bruger en til to timer på at lave interviews til programmet med forfattere eller andre litteraturformidlere og bagefter et sted mellem en og fem timer på at klippe det sammen – afhængigt af antallet af øh’er.
Belønningen kommer ved at have det sjovt undervejs, udvide sit netværk og være først med det nye.
- Det var også, fordi jeg syntes, det var sjovt, at jeg startede min blog for 14 år siden, men grundlæggende tænker jeg meget over, hvordan jeg kan formidle digitalt. Bibliotekaren er sjældent på vagt eller til stede i rummet, når alle de ressourcestærke lånere kommer, så hvordan når vi den gruppe? For når de har læst alt af Ole Lund Kirkegaard og Astrid Lindgren for deres børn, vil de også gerne have inspiration. Vi skal nå børnefamilierne på måder, der er nemmere for dem, og her er det digitale en mulighed, siger hun.
Julie Arndrup har for længst erkendt, at ikke alle elsker litteraturen, som hun gør. Det kan hun da godt synes er synd, men som formidler arbejder hun ud fra målgruppens præmisser.
- Selv om vi skal erkende, at alt ikke er for alle, så handler det meget om timing. At ramme folk, når de har brug for det. Bibliotekerne har mange projekter målrettet de unge, men måske skal de bare have lov til at være i fred, for de har travlt med kærester, fritidsjob og studier. Det er vigtigere at få dem ind, mens de er børn, for så kommer de tilbage, når de selv får børn. Jeg mener, at børnebiblioteket er det vigtigste i biblioteket. Det er der, vi konsoliderer os i folks bevidsthed.
Derfor undrer det Julie Arndrup, at børnebiblioteket ikke er mere prioriteret i bibliotekerne. Børnefamilierne er bibliotekernes største brugergruppe, men det er sjældent, at børnebiblioteket får lov til at fylde halvdelen af bibliotekets kvadratmetre.
- Det er snarere en tredjedel, hvis man er heldig. Og i nogle kommuner må man ikke engang kalde sig børnebibliotekar, hvilket jeg ikke forstår. Hvorfor skulle det at være specialist på børneområdet forhindre mig i at tale med pensionister?
I det hele taget er Julie Arndrup børnebibliotekar i alle døgnets timer.
- Jeg slipper det aldrig. Man kan sagtens svinge sig op i store ord og tale dannelse og folkeoplysning og det hele menneske, men det bliver let så fluffy. Jeg kan bare virkelig godt lide litteratur.
At give plads til det kreative og turde lade sine medarbejdere føre ideer ud i livet kræver modige ledere. Sådan én har Julie Arndrup, men hun synes, at der er for få af dem.
- Der er mange ledere, der gerne vil have innovative, initiativrige medarbejdere, men alligevel ser de deres medarbejdere over skuldrene og er mikromanagere. Man får bare ikke både kreativitet og kontrol. Hvis man vil have engagement, er man nødt til at sætte medarbejderne fri. Det kræver en leder med tillid til, at man selvfølgelig møder op på arbejde til de faste ting, men at resten af arbejdsdagen er noget, man selv organiserer. Ingen ved bedre end jeg, at der er meget rugbrødsarbejde som børnebibliotekar. Jeg rydder op, laver udstillinger, fjerner stenhårde boller bag bøgerne og tørrer tis op fra gulvet, men de resterende timer har jeg frit spil. Jeg blev til dels ansat på grund af mit netværk, og dét kræver tid at pleje.
En del af netværket har sikret, at Julie Arndrup har en plads i den jury, der kårer årets børne- og ungdomsudgivelse til Blixenprisen. Men hvorfor det lige er hende, der blev spurgt, kan hun ikke helt forklare.
- Jeg vil egentlig betegne mig selv som ret introvert. Jeg synes ikke, det er nemt at stå på en scene, og jeg kan også falde i den fælde at antage, at alle da ved det, jeg ved. Men det er efterhånden gået op for mig, at det gør alle ikke, og selv om jeg kender mange dygtige børnebibliotekarer, der måske ved mere end mig, så har de bare ikke lavet en blog eller en podcast. Det kan være, at de ikke har en leder, som bakker dem op; at de ikke har tid, ikke gider lave noget efter klokken 16 eller er bange for teknikken. Sådan har jeg det ikke. Min holdning er, at man skal prøve tingene af og kaste sig ud i det uden at være ekspert.
Det er til gengæld langt fra alle kommunalpolitikere, der brænder for børn og litteraturen, som Julie Arndrup gør. Det kan et blik på de kommunale budgetter hurtigt afsløre.
- Det er de samme politikere, der siger, at børn skal kunne læse, nærmest fra de bliver født, som gennemfører besparelser, der for eksempel rammer de pædagogiske læringscentre på skolerne så hårdt, at man mange steder ikke har skønlitteratur længere, og her løfter skolerne ellers et stort arbejde.
Nu må børnene så tage på folkebiblioteket for at finde skønlitteraturen, og det er bare én af grundende til, at Julie Arndrup er stor tilhænger af samarbejdet mellem folkeskoler og folkebiblioteker. Men hun så hellere, at beslutningerne blev truffet på forvaltningsniveau og med penge til opgaven, i stedet for at være afhængig af enkeltpersonernes engagement.
Samme syn har hun på den tidligere sprogindsats, hvor bibliotekarerne formidler i børnehaverne. Det giver mening, men det kræver rigtig mange ressourcer.
- Jeg mødte blandt andet en far til en dreng, der aldrig kom på biblioteket. Nu kommer de hver fredag, og faren er også begyndt at læse. Men det sker kun, hvis vi lærer folk at bruge biblioteket, for der er mange ikke-brugere, der ikke aner, hvordan biblioteket fungerer, og som tror, at man skal melde sig ind, før man må røre ved noget. Derfor kan vi ikke bare sige, at biblioteket er lig »fri og lige adgang«, for det er der ikke for alle. Så daginstitutionerne er et godt sted at starte.
Selv kom Julie Arndrup aldrig på folkebiblioteket som barn. Det boede hun alt for langt ude på landet til, men hylderne i hjemmet var fyldt med bøger, og hun var en klassisk læsenørd.
- Det var først i gymnasiet, da jeg bladrede i Hvad kan jeg blive og nåede til b for bibliotekar, at jeg blev klar over, at det var det, jeg ville være. Jeg kender mange, der er i tvivl og går på arbejde og ikke er særlig tilfredse. Men jeg føler mig dagligt privilegeret over at have valgt rigtigt.
Læs mere om formidling:
